Pressemeddelelse -

​Erhvervsindsats hjælper handelslivet i Rudersdal

Forårets corona-nedlukning fik mange detailvirksomheder i Rudersdal Kommune til at søge hjælp i form af rådgivningsforløb gennem Erhvervshus Hovedstaden. Det er især butiksindehavere og iværksættere, som har benyttet sig af tilbuddet, og de udtrykker stor begejstring for den sparring og vejledning, de har modtaget undervejs. 

Erhvervshus Hovedstaden tilbyder på vegne af Rudersdal Kommune gratis rådgivningsforløb til detailvirksomheder, som ligger i kommunen. Efter at landet lukkede ned i foråret, har virksomhederne for alvor fået øjnene op for tilbuddet. I Rudersdal Kommune er der indtil videre 30 virksomheder, som har gjort brug af tilbuddet, og kommunen ligger lige nu nummer to over de kommuner i hele regionen, hvor flest virksomheder har fået 1:1-rådgivning i form af individuelle forløb.

Formanden for Erhvervsudvalget i Rudersdal Kommune Randi Mondorf er begejstret over, at så mange virksomheder i kommunen har gjort brug af tilbuddet. ”Det er rigtig positivt, at så mange detailvirksomheder i Rudersdal Kommune har gjort brug af tilbuddet. Corona har for mange virksomheder, og især for detailhandlen, betydet, at man har været nødt til at lave ændringer og sadle lidt om, grundet ændret forbrugsmønster og restriktioner. Derfor er det rigtig godt, at virksomhederne har taget imod gratis professionel sparring til at optimere deres butikker og drift, og for andre måske endda kickstarte deres drøm om en butik”.

Initiativ vækker begejstring hos butiksindehaverne

Mette Vogelius-Nielsen er indehaver af hudplejeklinikken Vogelius Glow, der ligger på Birkerød Hovedgade. Hun er en af de virksomhedsejere, som har fået hjælp af Erhvervshuset. Til at begynde med var hun lidt skeptisk, da en erhvervsrådgiver fra kommunen i forbindelse med en byggesag spurgte Mette, om hun var interesseret i et rådgivningsforløb gennem Erhvervshuset. Hendes skepsis blev dog hurtigt erstattet med begejstring, for det var tydeligt, at konsulenten Tina havde en stor viden om de ting, Mette havde brug for sparring om.

”Hun var enormt velforberedt, og hun vidste lige præcis, hvad det var, jeg havde gang i. Hun havde forstand på alt, hvad der var detailorienteret, og hun kunne vejlede mig i alt fra regnskaber til hvordan kunder tænker, når de bevæger sig igennem butikken,” fortæller Mette.

Mette er ved at udvide sin forretning til også at rumme et café-område, som oprindeligt skulle placeres et helt andet sted i butikken, men så mødte hun Tina. ”Hun kunne vejlede mig i, hvordan kunder tænker, og hvordan man skaber det rette flow i sin butik gennem placering af varer og funktioner. Det var noget, jeg ikke selv havde nogen forudsætninger for at vide. Jeg havde mere tænkt over, hvor det var praktisk at placere kasseapparatet og café-området i forhold til, hvor der var nogle vandrør, der skulle skjules,” erindrer Mette.

Anne Munch Andersen, som er indehaver af Lille My Strik og Sy, der ligeledes ligger på Birkerød Hovedgade, istemmer sig Mettes oplevelse af det individuelle rådgivningsforløb. ”Det er dejligt at have en uvildig at sparre med, om nogle af de ting, som man godt kan blive i tvivl om, når man er en enmandsvirksomhed”. Konsulenten vejledte bl.a. Anne i, hvordan hun indrettede butikken mest hensigtsmæssigt med hensyn til at generere mersalg, og hun fungerede samtidig som sparringspartner i forhold til konkrete personalespørgsmål og det at være chef generelt.

Stor anbefaling fra butiksindehaverne til at få rådgivning

Til spørgsmålet om, hvorvidt de ville anbefale et lignende rådgivningsforløb til andre, svarer de enstemmigt ja. ”Man kan ikke vide alting selv, så når man bliver tilbudt hjælp, er det en god idé at sige ’ja tak’,” siger Anne. Det er Mette enig i, ”det er fuldkommen åndssvagt ikke at gøre det, fordi det er meget kompetente konsulenter med en vanvittig høj standard, som står klar. Jeg forestiller mig næsten, at uanset hvilket fag det er inden for, så længe det har noget med salg at gøre, så vil de kunne give kvalificeret hjælp og sparring.”

Alle detailhandelsvirksomheder, som ligger i Rudersdal Kommune, kan få uvildig, specialiseret vejledning af konsulenterne i Erhvervshus Hovedstaden. 1:1-forløbet bliver skræddersyet til den enkelte virksomheds specifikke behov og udfordringer.

Du kan stadig booke et forløb

Rådgivningsforløbet kører stadig, så hvis du ønsker at booke en aftale, kan du kontakte Rudersdal Kommunes erhvervskonsulent Bjørn Engsig på 72 68 31 38 eller ensi@rudersdal.dk.

Emner

  • Politik

Kategorier

  • erhvervsudvalget

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Randi Mondorf (V)

Formand Social- og Sundhedsudvalget 60 76 88 25

Relateret materiale