Pressemeddelelse -
Astrid S (NO), Annika, Peter Sommer og Østen på Wonderfestiwall 2025
Wonderfestiwall fortsætter med at løfte sløret for sommerens stærke lineup og kan nu præsentere fire nye, markante navne til årets program. De seneste tilføjelser til festivalen er Astrid S (NO), Annika, Peter Sommer og Østen.
En af de mest ventede musikbegivenheder på Bornholm nærmer sig, og festivalen har allerede annonceret store navne som Anastacia (US), Medina, Tessa, Lamin, D-A-D, Hugorm, Magtens Korridorer, Turboweekend, Soleima, Shaka Loveless, Mumle, JJ Paulo, Kind mod Kind og Mille. Med dagens annoncering bliver programmet, som stadig ikke er fuldt offentliggjort, endnu mere spændende og aktuelt.
- Vi vil gerne skabe en musikalsk oplevelse, hvor publikum kan opleve både store internationale artister, danske legender og nye, lovende talenter. Kunstnerne bringer en bred vifte af musikalske stilarter og rammer forskellige målgrupper, så alle har noget at skråle med på til august, fortæller booker Robin Hounisen.
Rekordhøj interesse
Interessen for Wonderfestiwall 2025 er stor, og over halvdelen af billetterne er allerede solgt. Med et endnu ikke fuldt offentliggjort program forventer festivalen at blive udsolgt, så det anbefales at sikre sig billet hurtigst muligt.
- Vi oplever en fantastisk opbakning i år. Med endnu flere offentliggørelser på vej, tror vi på, at billetsalget kun vil tage yderligere fart. Man kan forvente et endnu stærkere program end de forrige år, hvor vi allerede meldte udsolgt i maj, fortæller medarrangør Daniel Mühlendorph.
Oplev festivalen som frivillig
Tilmeldingen som frivillig på Wonderfestiwall 2025 er nu åbnet, og festivalen mangler stadigvæk folk til at dække alle vagter. Det er en unik mulighed for at blive en del af fællesskabet bag festivalen og bidrage til en uforglemmelig oplevelse.
- Festivalens succes afhænger af vores frivillige. Vi har brug for ekstra hænder for at sikre en velafviklet festival, og vi ser frem til at byde nye og tidligere frivillige velkommen, fortæller frivilligansvarlig Bjørn Madsen.
Wonderfestiwall 2025
Festivalen finder sted den 14. til 17. august 2025 i Slotslyngen ved Hammershus i Allinge. Følg med på wonderfestiwall.dk og sociale medier for nyheder om programmet, tilmelding som frivillig, billetsalg og praktisk information.
Astrid S (NO)
Astrid S (NO) har i alt udgivet fire anmelderroste EP’er, opnået mere end en milliard streams, udsolgt turnéer i UK, USA, Europa og Australien, samt lavet numre med en række internationalt kendte artister. Hun skriver og producerer sine egne sange, instruerer sine egne musikvideoer og på sine sociale medier deler hun øjeblikke og interagerer med fans fra hele verden - fra livlige TikToks til akustiske sessioner på YouTube.
Annika
Dansk musik har fået en ny stemme i Annika, som med lynets hast har erobret hitlisterne. Rejsen begyndte allerede i marts 2023, hvor den blot 17-årige Annika Wedderkopp delte små videoer på TikTok. Med over en million faste lyttere hver måned og over 18 millioner afspilninger på singlen “Så længe jeg er sexy.”, er Annika en af de mest streamede danske artister på Spotify.
Peter Sommer
Peter Sommer har markeret sig som en af landets mest talentfulde kunstnere kendt for sin karakteristiske stemme, dybe tekster og melodiske komponister. Peter Sommer formår at skabe en følelsesmæssig forbindelse til publikum gennem sin musik og skaber noget helt unikt, der skiller sig ud i den danske musikscene.
Østen
I januar 2024 udgav aarhusianske Østen sin første single, “Regn”, som med premiere på Soundvenue, Ugens Uundgåelige på P3 og en fortolkning i bedste sendetid på X Factor, fik en flyvende start. Debuten fik positiv opmærksomhed fra flere toneangivende medier og har i skrivende stund næsten tre millioner afspilninger på Spotify.