Gå til indhold
Foto: Per Dyrby, Krigshistorisk Festival
Foto: Per Dyrby, Krigshistorisk Festival

Pressemeddelelse -

Romerske legionærer, tyske landsknægte, amerikanske borgerkrigere og danske luftværnmissiler: Gå på opdagelse i 2000 års historie på Danmarks største tidslinje.

Der er lagt op til et storslået come-back, når flere hundrede aktører trækker i historiske dragter og uniformer fra de sidste to årtusinder og skaber Danmarks længste tidslinje på Vestvolden i Rødovre. Det sker den 11.-12. juni 2022, når Krigshistorisk Festival vender tilbage efter to år, hvor corona-restriktionerne spændte ben for det spektakulære event.

Krigshistorisk Festival er det eneste arrangement i Danmark, der spænder over hele 2000 års krigshistorie.

Det er Oplevelsescenter Vestvolden i Rødovre, der arrangerer festivalen i samarbejde med en række forskellige historiske grupper, der arbejder med hver sin historiske periode - fra romersk jernalder til den kolde krig.

Det er tre år siden, den populære festival sidst kunne afholdes. Sidste gang den blev afholdt i 2019, lagde omkring 18.000 gæster vejen forbi Vestvolden i løbet af festivalweekenden.

- Det er så fedt, at vi endelig kan lave Krigshistorisk Festival igen. Det har været to trælse år, hvor corona-restriktionerne betød, at vi måtte aflyse i både 2020 og 2021. Heldigvis har der været kæmpestor opbakning fra de dygtige mennesker, vi plejer at lave festival med, og jeg synes, vi har fået samlet en rigtig flot tidslinje, som vi glæder os til at præsentere, fortæller Martin Jespersen, der er festivalchef og museumsleder i Oplevelsescenter Vestvolden.

Nærværende historie for hele familien

På årets festival deltager historiske aktører fra flere end 20 forskellige grupper fra hele landet. De deltagende grupper er organiseret på en 1200 meter lang tidslinje mellem Artillerimagasinet og Ejbybunkeren på Vestvolden i Rødovre.

- Med festivalformatet kan vi folde historien ud og gøre den nærværende – også for målgrupper, der måske ellers ikke går så meget på museum. I de forskellige perioders lejre langs tidslinjen kan både store og små gæster komme helt tæt på og røre, høre og opleve med alle sanserne. Det er hands-on historie, når det er allerbedst, og der er noget til alle aldersgrupper, siger Martin Jespersen.

På festivalen har aktørerne også en fælles opvisningsplads, hvor programmet i år byder bl.a. byder på vikingekamp, romersk kampteknik, amerikansk borgerkrig og demonstrationer af renæssancevåben.


Fakta om Vestvolden og Ejbybunkeren

Den 14,2 km lange Vestvold blev opført som en del af Københavns Befæstning 1888-1892. Københavns Befæstning har aldrig været anvendt i krig, men blev under 1. verdenskrig gjort klar til kamp og bemandet med knap 50.000 soldater fra den sikringsstyrke, der vogtede Danmarks neutralitet. Vestvolden er i dag Danmarks største fredede fortidsminde.

Ejbybunkeren blev bygget som operationscentral for Københavns Luftforsvar i begyndelsen af den kolde krig. Den 1300 kvm store delvist underjordiske bunker har i forskellige funktioner været anvendt af Forsvaret helt frem til 2001.

Ejbybunkeren drives i dag som interaktivt historisk besøgscenter af Oplevelsescenter Vestvolden.

Praktiske oplysninger

Krigshistorisk Festival 2022 foregår lørdag den 11. juni kl 10-17 og søndag den 12. juni kl 10-14. Der er fri entre overalt på festivalområdet, inklusiv til Ejbybunkeren, hvor der normalt tages entre.

Der kan købes mad og drikke flere steder på festivalområdet.

Læs mere om festivalen og se det fulde program på www.vestvolden.dk

Pressekontakt, foto mm.

Martin Jespersen, festivalchef, Krigshistorisk Festival og museumsleder, Oplevelsescenter Vestvolden

mobil 30 76 98 30 eller mail martin.jespersen@rk.dk.

Der er link til billeder, program mv. her: https://www.dropbox.com/sh/nklpq0luw3jlyrf/AABrpeswHNYdKjq2YfwB-7XDa?dl=0

Alle billeder må frit bruges i forbindelse med omtale af Krigshistorisk Festival, men skal krediteres:

Foto: Per Dyrby, Krigshistorisk Festival

For hjælp til billedtekster, kontakt Martin på mobil 30 76 98 30 eller mail martin.jespersen@rk.dk.

Emner

Regions

Rødovre Kommune

Rødovre Parkvej 150
2610 Rødovre
Danmark