Gå til indhold
Øget fokus på motiverende undervisning

Pressemeddelelse -

Øget fokus på motiverende undervisning

Alle undervisere vil helst engagere dem de underviser, fordi undervisning og læring er en fælles proces, som skal udfordre, udvikle og danne specielt vores børn i folkeskolen. Derfor sætter folkeskolerne i Rebild Kommune i de kommende år ekstra fokus på problembaseret læring.

Men før vi kommer til fordelene ved den form for undervisning, skal der lige sættes et par ord på, hvad problembaseret læring er. Chef for Center Børn og Unge Lene Hvilsom Larsen forklarer:

- I stedet for opgaver med entydige svar og løsninger, får eleverne mere åbne spørgsmål eller problemstillinger. Og så skal de gennem undersøgelse og refleksion finde den bedste løsning. Et eksempel kunne være: ”Hvad kan vi gøre ved de mange gåsebiller, der er på skolens område?” Nu skal eleverne selv udtænke og gennemføre forskellige løsninger. Måske kaster de sig over at bygge stærekasser eller bosteder til pindsvin, som begge har gåsebiller på deres menukort, eller måske finder eleverne på helt nye løsninger, som lærerne end ikke har tænkt på. Sådan et projekt vil typisk køre på tværs af naturfag samt håndværk og design, forklarer børne- og ungechefen.

Hvorfor den problembaserede tilgang?

Når eleverne får mere åbne problemstillinger, som de selv kan have været med til at udforme, og samtidig har stor frihed til hvordan de løser dem, styrker det elevernes læring. Derfor er formand for Børne- og Familieudvalget, Thøger Elmelund Kristensen, også glad for, at der nu kommer ekstra fokus på metoden:

- Vi ved at problembaseret læring styrker elevernes evne til at samarbejde, tænke kritisk, kommunikere og til at være kreative. Det er vigtige kvalifikationer i sig selv. Samtidig har andre, både danske og internationale undersøgelser dokumenteret, at den læring man får gennem løsning af konkrete problemer, giver en dybere læring – eleverne husker simpelthen bedre, hvad de har lært! Vi ved også, at det i høj grad styrker elevernes motivation for at deltage i undervisningen. Motivation kan især være en udfordring blandt de ældre elever. De efterspørger diskussioner og debatter, gruppeprojekter, projekter og lektioner, hvor teknologi spiller en rolle. Det er netop noget af det, der naturligt indgår i den problembaserede undervisning – men elever på alle klassetrin har stor gavn af metoden, slutter udvalgsformanden.

Han understreger, at skolerne allerede nu benytter sig af problembaseret undervisning, men Rebild Kommunes skoler nu sætter fælles fokus på at styrke lærernes kompetencer til at anvende metoden, samtidig med at Suldrup Skole indgår i et særligt pilotprojekt.

Forskning og evaluering

Projektet gennemføres i tæt samarbejde med Aalborg Universitet og kører over de næste fire-fem år. Det kører allerede som pilotprojekt på Suldrup Skole hvor det skal evalueres i juni 2022.

Emner

Kategorier


---------------------

Du er som journalist eller borger altid velkommen til at kontakte os for en udtalelse, baggrundsviden eller andet, du måtte have brug for. Vi har samlet kontaktoplysninger, vores sociale medier og nyttige links til blandt andet dagsordner og høringer.

Kontakt

Lene Hvilsom Larsen

Lene Hvilsom Larsen

Centerchef Børn og Unge +45 23 47 46 75
Thøger Elmelund Kristensen

Thøger Elmelund Kristensen

Byrådsmedlem +45 24 43 19 13

Om os

Med lidt over 30.000 indbyggere er Rebild Kommune en af de mindre kommuner i Danmark. Vi er placeret i hjertet af Himmerland midt i en enestående smuk natur og tæt på det nye regionscenter i Aalborg. Via motorvejen og tognettet med nærbane og lyntog er der gode forbindelser til både regionscentret og til resten af Danmark, så det er nemt at pendle både til og fra.

Rebild Kommune har cirka 12.000 arbejdspladser. Blandt andet i kraft af et driftigt erhvervsliv, moderne innovations-virksomheder, landbrug og en veludbygget turistindustri. Området oplever desuden en stor efterspørgsel på grunde til både boliger og erhverv.

Rebild Kommune er karakteriseret ved stærke og levende by- og landsbysamfund med kulturel mangfoldighed og et aktivt foreningsliv. Der er blandt borgerne en stor lyst og vilje til at engagere sig i forskellige fritidsaktiviteter og til at benytte kultur- og idrætstilbud Her er særdeles gode handelsmuligheder med et bredt udbud af specialbutikker. Det kuperede terræn, unik natur og Danmarks største sammenhængende skov, Rold Skov, gør området til et valfartsted for outdoor sportsturisme og der afholdes årligt mere end 30 outdoor sportsevents på tværs af kommunen.