Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Borgerundersøgelse i Rebild Øst Klyngen - vigtig for klyngens fremtid

Alle borgere over 16 år i Rebild Øst Klyngen modtager d. 18/8 et spørgeskema med E-post. Skemaet skal bruges til at kortlægge alle områdets kvaliteter og give input til, hvor der er potentialer for at udvikle nye initiativer i klyngen.

Klyngesamarbejdet ”Rebild Øst Klyngen” er kommet godt fra start. Mange borgere fra hele klyngen, har allerede nu, lavet et kæmpe arbejde med at kortlægge alle de foreninger, virksomheder, institutioner m.m., der er placeret i klyngen.

Stor mangfoldighed

Og det er ikke så lidt – faktisk består klyngen af hele 300 forskellige foreninger, virksomheder, institutioner m.m. Så Rebild Øst har virkelig en masse at byde på. I september holdes otte dialogmøder med disse forskellige grupper af aktører. Dette for at få deres input til, hvordan netop deres område kan styrkes og udvikles.

Tiden for at udvikle sig i fællesskab, og behovet for at kende og bruge hinanden på tværs af byerne er større end nogensinde. Vi kan jo ikke have alt alle steder, så derfor skal vi blive bedre til at deles om de kvaliteter, vi har hver især. Klyngeprojektet er først og fremmest en proces, der skal være med til at kortlægge, hvilke muligheder vi har for at overleve og vækste i fremtiden, siger Peter Müller – formand for Styregruppen.”

Brugerne skal inddrages

Men det er jo ikke kun foreninger, institutioner og virksomheder, der tegner områdets kvaliteter. Det er i høj grad også de mennesker, der bor i Rebild Øst. Det er jo fremtiden for deres hjemegn, det hele drejer sig om. Derfor skal borgerne også høres og inddrages.

Det sker ved at alle klyngens borgere over 16 år - via e-Boksen – modtager et spørgeskema. Her spørges der blandt andet om, hvad der er det bedste ved at bo i området, om det er nemt at finde information om faciliteter, og om de kan pege på områder, der vil være relevant at samarbejde om at udvikle.

”Det der kan gøre Rebild Øst stærke er, hvis vi kan få en samlet plan for fremtiden, som alle kan tage ejerskab af og som kan forankre vores klynge som en samlet enhed. Vi har jo et fantastisk område med mange potentialer for at blive endnu bedre. Nu gælder det om at finde en vej til at styrke byerne hver især, samtidig med at der arbejdes med et nyt fællesskab på tværs. Det tager tid og kræver, at vi har alle med, siger Ole Terp fra styregruppen”

Handlingsplan på vej

Rebild Kommune har gennem hele processen støttet klyngesamarbejdet både med viden, medarbejdere og penge, og er således en aktiv og afgørende part i, at projektet overhovedet blev en realitet.

Borgernes besvarelser skal sammen med oplysninger fra kommunen og interviewene med de forskellige grupper/foreninger fra området bruges til, at lave en samlet kortlægning af, hvilke herligheder klyngen har at byde på. Således får Rebild Øst et fælles dokument, der giver et grundigt billede af alle klyngens kvaliteter – både samlet set og for de enkelte områder.

På baggrund heraf får klyngen et solidt grundlag til at lave en handlingsplan, der synliggør, hvilke muligheder klyngen realistisk har, for at udvikle sig mange år frem – både når det drejer sig om at øge livskvaliteten for de borgere, der bor i området og for at kunne tiltrække flere borgere til området, og dermed sætte Rebild Øst på det regionale og måske nationale landkort som et unikt sted at bo. Vi der bor her ved det godt – men vi vil også gerne fortælle det til andre.

”En ny fælles identitet er allerede ved at vokse frem mellem de forskellige dele af Rebild Øst Klyngen. I stedet for at betragte hinanden som konkurrenter, begynder byerne at se hinanden som samarbejdspartnere, der deles om funktioner og faciliteter og skaber udvikling for og med hinanden udtaler udviklingskonsulent Sara Tornøe fra Kultur og Fritid i Rebild Kommune”

Konkrete initiativer

Men det er ikke kun møder, undersøgelser og rapporter, der arbejdes med i Rebild Øst Klyngen. Faktisk er allerede tre konkrete initiativer ved at blive sat i gang - som resultat at klyngesamarbejdet.

  • Det første er en fælles facebookside med navnet ”Rebild Øst Klyngen”. Denne side skal bruges til at informere om emner og aktiviteter, der har interesse for hele klyngen – På den måde bliver det muligt for klyngens facebookbrugere at følge med i, hvad der sker forskellige steder.
  • Det andet er oprettelse af en ny og fælles hjemmeside – www.Rebildøstklyngen.dk Her stiller klyngesekretariat en hjemmeside til klyngens rådighed. Vi skal bare selv tage stilling til udformning, funktioner og hvad vi vil bruge den til – Vi har f.eks. planer om interaktive kort m.m og der tilbydes gratis undervisning for webansvarlige fra alle lokalområder i, hvordan den bygges op og hvordan den opdateres.
  • Sidst - men ikke mindst - har Rebild Kommune søgt, og fået bevilget penge fra Trafik, Bygge og Boligministeriet til at forny Terndrup bymidte. Byrådet i Rebild Kommune har herudover bevilget 2 mio. kr. til formålet, så der er i alt er 3 mio. kr. til rådighed. Pengene er øremærket til – sammen med borgerne - at forny midtbyen i Terndrup. Kommunen begrunder i ansøgningen, at det er de tanker og visioner, der ligger bag klyngeprojektet, som de gerne vil understøtte.

Styregruppen appellerer derfor til alle borgere fra 16 år, der bor i området – om at udfylde et spørgeskema, der handler om borgernes syn på området. Det tager ca. 10 minutter at besvare. Der er svarfrist den 15. septemeber.

Related links

Emner

Kategorier


Du er som journalist eller borger altid velkommen til at kontakte os for en udtalelse, baggrundsviden eller andet, du måtte have brug for. Vi har samlet kontaktoplysninger, vores sociale medier og nyttige links til blandt andet dagsordner og høringer.

Kontakt

Sara Tornøe

Sara Tornøe

Udviklingskonsulent Landdistriktsudvikling, Kultur og fritid +45 22 38 57 74

Relateret materiale

Rebild Øst Klyngens logo som symboliserer naturen omkring Rebild Øst, med skov og vand. De bløde kurver som omslutter hinanden og binder fællesskabet sammen. Naturen indbyder til ro og sammenhold, som gør området attraktivt.

Dialogmøder om udviklingen i Rebild Øst Klyngen

8 dialogmøder med forskellige temaer skal sammen med borgerundersøgelsen afdække Rebild Øst Klyngens kvaliteter og ønsker for fremtiden. Møderne afholdes i perioden fra 5. til 28. september. Alle borgere i området er velkomne til at møde op til de møder, der har interesse. Her får alle mulighed for at komme til orde med gode ideer til, hvordan området skal udvikle sig de kommende år.

Om os

Med lidt over 30.000 indbyggere er Rebild Kommune en af de mindre kommuner i Danmark. Vi er placeret i hjertet af Himmerland midt i en enestående smuk natur og tæt på det nye regionscenter i Aalborg. Via motorvejen og tognettet med nærbane og lyntog er der gode forbindelser til både regionscentret og til resten af Danmark, så det er nemt at pendle både til og fra.

Rebild Kommune har cirka 12.000 arbejdspladser. Blandt andet i kraft af et driftigt erhvervsliv, moderne innovations-virksomheder, landbrug og en veludbygget turistindustri. Området oplever desuden en stor efterspørgsel på grunde til både boliger og erhverv.

Rebild Kommune er karakteriseret ved stærke og levende by- og landsbysamfund med kulturel mangfoldighed og et aktivt foreningsliv. Der er blandt borgerne en stor lyst og vilje til at engagere sig i forskellige fritidsaktiviteter og til at benytte kultur- og idrætstilbud Her er særdeles gode handelsmuligheder med et bredt udbud af specialbutikker. Det kuperede terræn, unik natur og Danmarks største sammenhængende skov, Rold Skov, gør området til et valfartsted for outdoor sportsturisme og der afholdes årligt mere end 30 outdoor sportsevents på tværs af kommunen.