Nyhed -

De frie skoler tiltrækker de ældste elever

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at mange af de ældste elever tiltrækkes af de frie skolers tilbud.De fleste elever starter i folkeskolen. 84 pct. af eleverne på klassetrinene fra 0. til og med 3. klasse går på en folkeskole. I 4. og 5. klasse gælder det 83 pct., mens det i 6. klasse gælder for 81 pct., og 80 pct. i 7. klasse. I 8. klasse går 78 pct. af eleverne på en folkeskole, mens antallet i 9. klasse er dalet til blot 69 pct. I 10. klasse går kun 30 pct. af eleverne på en folkeskole.

Friheden til at tænke anderledes

Det kan meget muligt være den pædagogiske frihed, der kan være årsag til interessen for den frie skoleform. I den frie grundskolesektor er man enig om ikke være enig om, hvad der er den rigtige måde at holde skole på. Skolerne er forskellige. Undervisningen på en fri skole skal stå mål med den, der gives i folkeskolen, og skolerne skal forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre, men skolerne kan vælge at benævne fagene anderledes og lade de faglige mål indgå i anderledes kombinationer og forløb. Der stilles krav om faglige discipliner og mål inden for det humanistiske, det praktisk / musiske og det naturvidenskabelige område. Men disse krav kan opfyldes i overensstemmelse med skolens overbevisning og ønske om tilrettelæggelse af undervisningen.

Jævn stigning

Forældrene synes i større stil at være opmærksom på dette at have abstrakte og konkrete værdier, dette at have en holdning til skole. Ved begyndelsen af skoleåret 2014/2015 var der 711.134 elever i grundskolen. Antallet af grundskoleelever på folkeskoler siden 2008 generelt er faldet fra 82 pct. til 78 pct. i 2014. Samtidig er antallet af grundskoleelever på frie grundskoler, der blandt andet tæller privatskoler, friskoler og lilleskoler, steget jævnt fra 13 pct. til 16 pct. For efterskolernes vedkommende er andelen af grundskoleelever i perioden stort set uændret på knap 4 pct.

Forskel på hvor man bor i landet

Der er størst tilslutning til folkeskolen i Region Nordjylland, hvor 83 pct. af grundskoleeleverne vælger folkeskolen, mens 11 pct. går på frie grundskoler. Ligeledes har Region Midtjylland et højt antal elever i folkeskolen, hvor 80 pct. vælger denne løsning. Den laveste tilslutning til folkeskolen er at finde i Region Syddanmark og øst for Storebælt, hvor 77 pct. af eleverne i alle tre regioner går på folkeskoler. I Region Hovedstaden findes flest elever på frie grundskoler, nemlig 18 pct.

De frie grundskolers force

Fællesskabet om skolen har stor betydning for forældrenes valg. Der gives vel ikke noget bedre grundlag for en samarbejdende skole end aktive forældre, der ved deres personlige stillingtagen har opbygget en tro på den gode skole – deres gode skole! Det er netop den fælles genstand, den enkelte frie grundskoles holdninger og værdier, der definerer fællesskabet på skolen. Det er de frie skolers store force, at forældre har tillid til skolen og dens holdning – de har selv valgt den.

Tabeller fra Danmarks Statistik

Emner

  • Uddannelse

Kategorier

  • frie grundskoler
  • privatskoler
  • forældre
  • værdier
  • skolevalg
  • statistik
  • folkeskoler

Kontakt

Simone Dalsgaard

Pressekontakt Kommunikationsansvarlig chefkonsulent +45 33 30 79 27

Relateret materiale

Frit skolevalg - en måde at forankre demokrati og social samhørighed i Europa

Formand for Danmarks Privatskoleforening, Kurt Ernst, deltog i møde i EU-Parlamentet som en af 27 repræsentanter for europæiske organisationer, der arbejder for frie skoler og uddannelsesformer. EU-Parlamentet blev opfordret til at til at fremme det frie skolevalg i hele den europæiske union. Frie skoler er løftestænger i forankringen af demokrati og styrkelsen af den sociale samhørighed.