Gå til indhold
Den nye udgave af Porsche 911 Carrera T
Den nye udgave af Porsche 911 Carrera T

Pressemeddelelse -

Sportslig purisme: Den nye Porsche 911 Carrera T

Porsche har trimmet basismodellen i 911-familien, barberet vægten ned og skruet op for det mest essentielle sportsudstyr. Resultatet er en ny udgave af køremaskinen 911 Carrera T.

Der er stillet ekstra skarpt på det sportslige element i den nye Porsche 911 Carrera T. Betegnelsen står for Touring og beskriver en variant, som takket være en exceptionel pakke af sportsligt udstyr tilbyder en endnu renere køreoplevelse. Konceptet stammer helt tilbage fra 1968 og blev genoplivet med 991-versionen i 2017. Nu er afløseren klar i form af 992-versionen, og ingeniørerne hos Porsche i Zuffenhausen har igen fulgt de gamle traditioner og skabt en forfinet køremaskine, hvor der er skruet en smule ned for det luksuriøse – og kraftigt op for det sportslige.

385 hestekræfter og manuel gearkasse

Således placerer den nye Carrera T sig mellem en Carrera og en Carrera S. Den gør brug af indgangsmodellens 3,0-liters boxermotor med biturbo og 385 hestekræfter, men er samtidig standardudstyret med nogle af de features, som ellers er forbeholdt Carrera S. Det gælder eksempelvis den 10 millimeter lavere sportsundervogn med Porsche Active Suspension Management (PASM). Carrera T er desuden udstyret med Sport Chrono-pakke, Porsche Torque Vectoring (PTV) med mekanisk spærredifferentiale og kan som tilvalg leveres med aktiv baghjulsstyring – igen et element, som normalt kun fås til den kraftigere Carrera S.

En anden standardfeature i den nye 911 Carrera T, som ikke fås i den almindelige Carrera, er den syvtrins manuel gearkasse – et yndet element blandt puristisk anlagte entusiaster. Foretrækker man den ottetrins PDK-gearkasse med ekstra hurtige skift, er dén dog mulig som tilvalg til Carrera T.

Puristisk kabine med plads til to

Særligt for Carrera T er også, at det er en sportsvogn for to personer. Som på GT-modellerne er bagsæderne nemlig udeladt i bestræbelserne på at sænke bilens vægt, og af samme årsag er der anvendt letvægtsglas og letvægtsbatteri. Til gengæld er Carrera T udstyret med GT-sportsrat samt firevejs justerbare sportssæder – mens 18-vejs justerbare adaptive sportssæder eller letvægtsskålsæder i kulfiberforstærket plastik (CFRP) betrukket med Race Tex fås som tilvalg.

Den lavere vægt er et faktum. Med en egenvægt på 1.470 kilo er 911 Carrera T med manuel gearkasse nemlig 35 kilo lettere end en 911 Carrera. Kombineret med pakken af sportslige elementer skaber T-betegnelsen således en bil, som giver en endnu mere intens oplevelse bag rattet, når vejen snor sig. Og du kan tilmed høre forskellen. Mængden af støjisolerende materiale i kabinen er nemlig reduceret – ligesom sportsudstødning er standard.

Klassisk, sportsligt look

Visuelt skiller den nye Carrera T sig ud fra de øvrige 911-modeller med sine mørkegrå eksteriørdetaljer. Sidespejle, de karakteristiske stafferinger nederst på dørene samt emblemer og lamellerne på motorklappen fremstår eksempelvis i Agate Grey, ligesom forrudens øverste del er tonet grå. Carrera T er desuden udstyret med 20- og 21-tommers Carrera S-hjul i Titanium Grey, som i kombination med den lavere undervogn og de blanksorte udstødninger giver et klassisk, sportsligt look.

Den nye Porsche 911 Carrera T er tilgængelig fra begyndelsen af 2023.

Du kan læse mere om Porsche 911 Carrera T her.

911 Carrera T. Forbrug, kombineret: 10,3-10,9 km/l; CO2-udledning, kombineret: 234-247 g/km (WLTP). Danske priser fra 2.334.900 kr.

Emner

Kategorier


Billedmateriale i Porsche Newsroom (http://newsroom.porsche.de) samt for akkrediterede journalister i Porsche-pressedatabasen (https://presse.porsche.de).

Kontakt

Katrine Bleeg

Katrine Bleeg

Pressekontakt PR- og marketingchef PR & Marketing +45 46 911 980

Relateret materiale

Porsche

Igennem generationer har Porsches tyske sportsvogne betaget alle aldersgrupper med sine forførende boxer-motorer og velafstemte køreegenskaber. Fra første færd er en Porsche nemlig konstrueret for at imponere dig. I 1963 præsenterede Porsche den nye 911 på biludstillingen i Frankfurt. Ti år senere præsenterede man 911 Turbo samme sted. Ikoner der om nogen har bidraget til at skabe den historie, der kendetegner mærket.

Hos Porsche bygger vi vores forretning på en række stolte principper. Et af disse er, at vi aldrig går på kompromis med kvaliteten af vores produkter. Derfor går vi heller ikke på kompromis med betjeningen af vores kunder. Kunderne skal være yderst tilfredse, når de har været på besøg hos os. Enten for at se på en ny bil, eller for at få serviceret deres eksisterende.

Ambitiøse har vi altid været og det bliver vi ved med at være

Målet er at forblive førende i de segmenter, vi bevæger os i. Det gælder både i forhold til vores entusiastiske kunder, men i høj grad også vores specialiserede medarbejdere. Og vi har forudsætningerne på plads for at nå målet. Værdiskabende vækst er kernen i Porsches mål for fremtiden. Først da kan vi investere i innovative teknologier, i nye produkter og i vores arbejdsstyrke.

Porsche organisationen

Hos importøren arbejder dedikerede Porsche-medarbejdere med salg, eftersalg, marketing og PR. Det sker i tæt samarbejde med Porsche AG i Tyskland. Hos vores to forhandlere Porsche Center København og Porsche Center Aarhus, sikrer engagerede medarbejdere hver dag, at kunderne møder en betjening, der matcher både showrooms og den enestående kvalitet, der kendetegner mærket.

Porsche Danmark

Banevingen 6
2200 København N
Danmark