Gå til indhold
Porsche Denmark Racing ryddede bordet på Falkenberg

Pressemeddelelse -

Porsche Denmark Racing ryddede bordet på Falkenberg

Gustav Krogh og Jesper Carlsen sørgede for dobbelt 1-2-sejr i fjerde afdeling af Porsche Sprint Challenge Scandinavia, som blev afviklet den forgangne weekend på Falkenberg.

Succesen vil umiddelbart ingen ende tage for Porsche Denmark Racing, som for tredje weekend i træk vandt alt, der kunne vindes i GT4-klassen i Porsche Sprint Challenge Scandinavia. Denne gang var det Gustav Krogh, som brillerede ved at vinde begge løb i fjerde afdeling af mesterskabet på den svenske racerbane Falkenberg – mens teamkammerat og -ejer Jesper Carlsen fulgte op med to andenpladser.

Med den stærke indsats har den 20-årige Gustav Krogh igen udvidet sin føring i kørermesterskabet i GT4-klassen i Porsche Sprint Challenge Scandinavia, mens Porsche Denmark Racing desuden har skabt sig en pæn føring i teammesterskabet.

– Endnu en gang er det jo gået, som det skulle med en pole position i begge kvalifikationer og sejr i begge løb, hvilket bygger videre på vores føring. Udover de gode resultater har det samtidig været en enormt fed og lærerig weekend på Falkenberg, som er en helt særlig bane. Den er relativt kort, men til gengæld meget bakket og med et ret teknisk flow. Det var ned til hundrededele af et sekund på en omgang, som gjorde dig hurtig eller langsom, hvilket gav en masse læring. Generelt har holdets performance været i top, vi har præsteret en fejlfri weekend, og samtidig har der været overskud til god stemning. Hvis vi kan holde dén stil, så er vi ikke langt fra at nå vores mål om et mesterskab, lyder det fra Gustav Krogh.

– Vi er kommet flyvende fra start med Porsche Denmark Racing, og det er jo fantastisk, at vi kan holde kadencen. Enormt flot kørsel af Gustav denne weekend til trods for, at vi igen stiller op på en bane, som er ukendt for os. Bag vores stærke resultater ligger også en masse forberedelse og erfaring fra holdets side, så vi fortsætter det hårde arbejde og satser på, at vi inden længe kan sikre os de mesterskabstitler, som jo er målet for sæsonen, lyder det fra Jesper Carlsen.

Næste opgave for Porsche Denmark Racing er femte afdeling af Porsche Sprint Challenge Scandinavia, som afvikles den 18.-19. august på svenske Gelleråsen øst for Karlstad.

Emner

Kategorier


Billedmateriale i Porsche Newsroom (http://newsroom.porsche.de) samt for akkrediterede journalister i Porsche-pressedatabasen (https://presse.porsche.de).

Kontakt

Katrine Bleeg

Katrine Bleeg

Pressekontakt PR- og marketingchef PR & Marketing +45 46 911 980

Relateret materiale

Porsche

Igennem generationer har Porsches tyske sportsvogne betaget alle aldersgrupper med sine forførende boxer-motorer og velafstemte køreegenskaber. Fra første færd er en Porsche nemlig konstrueret for at imponere dig. I 1963 præsenterede Porsche den nye 911 på biludstillingen i Frankfurt. Ti år senere præsenterede man 911 Turbo samme sted. Ikoner der om nogen har bidraget til at skabe den historie, der kendetegner mærket.

Hos Porsche bygger vi vores forretning på en række stolte principper. Et af disse er, at vi aldrig går på kompromis med kvaliteten af vores produkter. Derfor går vi heller ikke på kompromis med betjeningen af vores kunder. Kunderne skal være yderst tilfredse, når de har været på besøg hos os. Enten for at se på en ny bil, eller for at få serviceret deres eksisterende.

Ambitiøse har vi altid været og det bliver vi ved med at være

Målet er at forblive førende i de segmenter, vi bevæger os i. Det gælder både i forhold til vores entusiastiske kunder, men i høj grad også vores specialiserede medarbejdere. Og vi har forudsætningerne på plads for at nå målet. Værdiskabende vækst er kernen i Porsches mål for fremtiden. Først da kan vi investere i innovative teknologier, i nye produkter og i vores arbejdsstyrke.

Porsche organisationen

Hos importøren arbejder dedikerede Porsche-medarbejdere med salg, eftersalg, marketing og PR. Det sker i tæt samarbejde med Porsche AG i Tyskland. Hos vores to forhandlere Porsche Center København og Porsche Center Aarhus, sikrer engagerede medarbejdere hver dag, at kunderne møder en betjening, der matcher både showrooms og den enestående kvalitet, der kendetegner mærket.

Porsche Danmark

Banevingen 6
2200 København N
Danmark