Gå til indhold
Porsche Denmark Racing på jagt efter endnu et mesterskabspodie på Mantorp

Pressemeddelelse -

Porsche Denmark Racing på jagt efter endnu et mesterskabspodie på Mantorp

Med GT4-titlen i hus vil Porsche Denmark Racing nu køre efter endnu et mesterskabspodie i Sprint Challenge Scandinavia på Mantorp Park den kommende weekend.

Gustav Krogh kunne tidligere på måneden lade sig hylde med GT4-mesterskabet i Porsche Sprint Challenge Scandinavia. Den 20-årige racerkører fra Porsche Denmark Racing har på i alt 12 løb sikret sig hele ni løbssejre i det skandinaviske mærkemesterskab – og kan derfor stille op til syvende og sidste afdeling på svenske Mantorp Park med ro i sindet.

Den kommende weekend er det danske Porsche-team imidlertid på en ny mission, da teamejer Jesper Carlsen nemlig har mulighed for at sikre andenpladsen i GT4-mesterskabet. Carlsen deltog i sæsonens indledende afdelinger, hvor han nåede at få kørt så mange point hjem, at det næstøverste mesterskabspodie altså nu er indenfor rækkevidde.

– Det har været en fantastisk debutsæson for Porsche Denmark Racing. Vi har nået vores overordnede mål om at gøre Gustav (Krogh, red.) til GT4-mester, og med dén ambition krydset af, så er det oplagt også at jagte andenpladsen i mesterskabet, lyder det fra Jesper Carlsen.

– Det er jo enormt privilegeret at stille op til sæsonfinalen og vide, at mesterskabet allerede er hjemme. Det gør jo kun weekenden ekstra fed, og jeg vil virkelig nyde ræset. Samtidig er det første løbsweekend, hvor banen ikke er helt ukendt for os. Vi var nemlig også på Mantorp til den officielle test inden sæsonstarten, så jeg har noget erfaring at bygge videre på. Jeg håber, at vi kan bære den gode performance videre og levere det teamwork, som skal til, for at tage de to øverste mesterskabspodier. Det vil være en fantastisk belønning til teamet, som har præsteret så stærkt hele sæsonen, lyder det fra Gustav Krogh.

Syvende afdeling af Porsche Sprint Challenge Scandinavia 2023 skydes i gang med træning og kvalifikation fredag den 22. september, mens weekendens to sprintræs afvikles lørdag den 23. september. Porsche Sprint Challenge Scandinavia afvikles i forbindelse med Porsche Carrera Cup Scandinavia og er en officiel mærkeserie under Porsche Motorsport.

Emner


Billedmateriale i Porsche Newsroom (http://newsroom.porsche.de) samt for akkrediterede journalister i Porsche-pressedatabasen (https://presse.porsche.de).

Kontakt

Katrine Bleeg

Katrine Bleeg

Pressekontakt PR- og marketingchef PR & Marketing +45 46 911 980

Relateret materiale

Porsche

Igennem generationer har Porsches tyske sportsvogne betaget alle aldersgrupper med sine forførende boxer-motorer og velafstemte køreegenskaber. Fra første færd er en Porsche nemlig konstrueret for at imponere dig. I 1963 præsenterede Porsche den nye 911 på biludstillingen i Frankfurt. Ti år senere præsenterede man 911 Turbo samme sted. Ikoner der om nogen har bidraget til at skabe den historie, der kendetegner mærket.

Hos Porsche bygger vi vores forretning på en række stolte principper. Et af disse er, at vi aldrig går på kompromis med kvaliteten af vores produkter. Derfor går vi heller ikke på kompromis med betjeningen af vores kunder. Kunderne skal være yderst tilfredse, når de har været på besøg hos os. Enten for at se på en ny bil, eller for at få serviceret deres eksisterende.

Ambitiøse har vi altid været og det bliver vi ved med at være

Målet er at forblive førende i de segmenter, vi bevæger os i. Det gælder både i forhold til vores entusiastiske kunder, men i høj grad også vores specialiserede medarbejdere. Og vi har forudsætningerne på plads for at nå målet. Værdiskabende vækst er kernen i Porsches mål for fremtiden. Først da kan vi investere i innovative teknologier, i nye produkter og i vores arbejdsstyrke.

Porsche organisationen

Hos importøren arbejder dedikerede Porsche-medarbejdere med salg, eftersalg, marketing og PR. Det sker i tæt samarbejde med Porsche AG i Tyskland. Hos vores to forhandlere Porsche Center København og Porsche Center Aarhus, sikrer engagerede medarbejdere hver dag, at kunderne møder en betjening, der matcher både showrooms og den enestående kvalitet, der kendetegner mærket.

Porsche Danmark

Banevingen 6
2200 København N
Danmark