Gå til indhold
Porsche Danmark fortsætter støtten til dansk motorsport

Pressemeddelelse -

Porsche Danmark fortsætter støtten til dansk motorsport

Udvalgte unge danske racerkørere og et ambitiøst hold sponsoreres i 2024 af Porsche Danmark, som dermed fortsætter støtten til udviklingen af danske motorsportstalenter og teams.

Porsche Danmark har de seneste år været aktivt involveret i udviklingen af danske motorsportstalenter. Blandt andet gennem samarbejdet med Bastian Buus, som med støtte fra Porsche Danmark debuterede i GT-racing som 17-årig i 2020, sikrede Porsche Mobil 1 Supercup-mesterskabet i 2023 og nu er på kontrakt med Porsche Motorsport.

2023 bød også på en succesfuld indsats i Porsche Sprint Challenge Scandinavia, hvor 20-årige Gustav Krogh, med support fra Porsche Danmark, debuterede i den skandinaviske GT4-serie og med 11 sejre i 14 løb på suveræn vis tog mesterskabet. En præstation, som har sikret en oprykning for det danske talent, som i 2024 debuterer i Porsche Carrera Cup Scandinavia med svenske Mtech Competition.

“Porsche og motorsport hænger uløseligt sammen, og vi er stolte af at være med til at udvikle den danske kerne af racertalenter og ambitiøse teams. Med de stærke resultater fra eksempelvis Bastian Buus og Gustav Krogh får vi bekræftet værdien af vores support, og derfor har vi valgt at fortsætte vores samarbejde og samtidig udvide vores program med nye kørere og teams i 2024. Vi glæder os derfor til samarbejdet med Oskar Kristensen og Mikkel O. Pedersen Racing og ser frem til endnu mere dansk succes på de skandinaviske og internationale racerbaner,” lyder det fra PR- og marketingchef hos Porsche Danmark, Katrine Bleeg.

Bastian Buus (20 år), som i 2023 havde titel af Porsche Junior og sikrede Supercup-mesterskabet som den yngste kører nogensinde, har allerede taget hul på 2024-sæsonen med deltagelsen i Asian Le Mans Series, ligesom han gjorde god figur i 12-timersløbet på australske Bathurst i februar. Racerkøreren fra Kolding er i denne sæson på kontrakt med Porsche Motorsport og ser frem til et år med flere opgaver på topniveau i GT3-racing.

“Jeg er enormt taknemmelig for den fortsatte opbakning fra Porsche Danmark, som har stået bag mig siden jeg skiftede min gokart ud med en GT-racer tilbage i 2020. Samarbejdet har været afgørende for, at jeg har kunnet nå mine mål, og ambitionen for 2024 er at holde kadencen og levere i en grad, at jeg kan opnå mit ultimative mål om at blive fabrikskører hos Porsche,” lyder det fra Bastian Buus.

Gustav Krogh (21 år) satte i 2023 konkurrenterne til vægs i Porsche Sprint Challenge Scandinavia, hvor racerkøreren fra Nordsjælland tog størstedelen af mulige sejre i det syv afdelinger lange officielle Porsche-mesterskab. 2024 byder på nye udfordringer, når Krogh skifter GT4-raceren ud med en 911 (992) GT3 Cup og rykker op i Porsche Carrera Cup Scandinavia, som afvikles på baner i både Norge, Sverige og Danmark.

“Sidste år fik jeg chancen for at vise mit værd i GT4-racing. Dette gik over al forventning, og nu tager jeg i skridtet videre til Carrera Cup, som uden tvivl bliver en kæmpe udfordring. Ambitionen er naturligvis at fortsætte den gode stime af resultater, og at have Porsche Danmark i ryggen giver en helt naturlig motivation og tro på, at vi kommer i mål med vores ambitioner. Stor tak til dem alle sammen, jeg ser utroligt meget frem til sæsonen og skal gøre alt for at levere,” lyder det fra Gustav Krogh.

Oskar Kristensen (17 år) indtræder i 2024 som ny kører i Porsche Danmarks sponsorprogram, men det unge talent fra Hadsten har allerede brilleret på racerbanerne. Kristensen – nevø til den nidobbelte Le Mans-vinder, Tom Kristensen – er nemlig tredobbelt DM-vinder og dobbelt nordisk mester i karting. Han debuterede sidste år i GT4 European Series, hvor han sikrede en podieplads i sit første løb, og i år fortsætter kampen i det europæiske GT4-mesterskab, hvor han kører en Porsche 718 Cayman GT4 RS Clubsport for det tyske team Allied-Racing.

“Det er en fantastisk fed følelse at vide at nogle af de helt store spillere tror på mig. Det er et kæmpe boost og en blåstempling for mig som kører, og samtidig hjælper det naturligvis på mine muligheder for at opbygge det nødvendige sponsornetværk i Oskar K Club. Vi er i fuld gang med forberedelserne til den nye sæson, og jeg er klar til bevise, at Porsche Danmark har valgt rigtigt ved at satse på mig,” lyder det fra Oskar Kristensen.

Mikkel O. Pedersen (27 år) har trods sin unge alder allerede en længere motorspotskarriere bag sig med debut i Porsche Carrera Cup og Mobil 1 Supercup i 2015, mens han siden 2022 har deltaget i VM-serien for sportsvogne, FIA World Endurance Championship, hvor han også fortsætter kampen i 2024. Sideløbende står Pedersen også bag sit eget danske motorsportsteam, Mikkel O. Pedersen Racing, som i 2024 stiller op i Porsche Carrera Cup Scandinavia og Porsche Sprint Challenge Scandinavia med kørerne Jan Engelbrecht, Klaus Hansen og Kasper Søholm.

“Jeg har gennem min karriere haft et godt samarbejde med Porsche Center Aarhus, og da dette i 2024 har udviklet sig til et stort samarbejde med Porsche Danmark, har vi sammensat et ambitiøst program for mit eget team. Således stiller vi i år op i både Porsche Carrera Cup Scandinavia, Porsche Sprint Challenge Scandinavia samt Danish Endurance Championship og en række udvalgte løb i Porsche Sports Cup Germany. Jeg ser frem til at være med til at markere Danmark på den skandinaviske og tyske motorsportsscene, og dette havde ikke været muligt uden støtten fra blandt andre Porsche Danmark,” lyder det fra Mikkel O. Pedersen.

Emner

Kategorier


Billedmateriale i Porsche Newsroom (http://newsroom.porsche.de) samt for akkrediterede journalister i Porsche-pressedatabasen (https://presse.porsche.de).

Kontakt

Katrine Bleeg

Katrine Bleeg

Pressekontakt PR- og marketingchef PR & Marketing +45 46 911 980

Relateret materiale

Porsche

Igennem generationer har Porsches tyske sportsvogne betaget alle aldersgrupper med sine forførende boxer-motorer og velafstemte køreegenskaber. Fra første færd er en Porsche nemlig konstrueret for at imponere dig. I 1963 præsenterede Porsche den nye 911 på biludstillingen i Frankfurt. Ti år senere præsenterede man 911 Turbo samme sted. Ikoner der om nogen har bidraget til at skabe den historie, der kendetegner mærket.

Hos Porsche bygger vi vores forretning på en række stolte principper. Et af disse er, at vi aldrig går på kompromis med kvaliteten af vores produkter. Derfor går vi heller ikke på kompromis med betjeningen af vores kunder. Kunderne skal være yderst tilfredse, når de har været på besøg hos os. Enten for at se på en ny bil, eller for at få serviceret deres eksisterende.

Ambitiøse har vi altid været og det bliver vi ved med at være

Målet er at forblive førende i de segmenter, vi bevæger os i. Det gælder både i forhold til vores entusiastiske kunder, men i høj grad også vores specialiserede medarbejdere. Og vi har forudsætningerne på plads for at nå målet. Værdiskabende vækst er kernen i Porsches mål for fremtiden. Først da kan vi investere i innovative teknologier, i nye produkter og i vores arbejdsstyrke.

Porsche organisationen

Hos importøren arbejder dedikerede Porsche-medarbejdere med salg, eftersalg, marketing og PR. Det sker i tæt samarbejde med Porsche AG i Tyskland. Hos vores to forhandlere Porsche Center København og Porsche Center Aarhus, sikrer engagerede medarbejdere hver dag, at kunderne møder en betjening, der matcher både showrooms og den enestående kvalitet, der kendetegner mærket.

Porsche Danmark

Banevingen 6
2200 København N
Danmark