Pressemeddelelse -
Fornemt besøg og kunder i kø: Plantorama Taastrup åbnede med manér
Hundredvis af spændte kunder var mødt op fredag morgen, da Plantorama Taastrup slog dørene op til Danmarks største have- og oplevelsescenter.
Med en stor forgyldt hækkesaks klippede fungerende borgmester i Høje-Taastrup Kommune Kurt Scheelsbeck fredag morgen plantesnoren til åbningen af Danmarks største Plantorama. Også direktøren for Dansk Erhverv Brian Mikkelsen deltog i den festlige indvielse af centret og overværede, da de første forventningsfulde gæster strømmede ind i det 15.000 kvadratmeter store center.

- Efter 17 års arbejde på at etablere et Plantorama i Høje Taastrup er det endelig lykkes.
Det er derfor med både stolthed og høje forventninger, at vi nu byder velkommen indenfor til kædens 14. og største have- og oplevelsescenter. Med Plantorama Taastrup har vi skabt meget mere end et havecenter. Vi har skabt Danmarks største have- og oplevelsescenter for hele familien, og centret repræsenterer alt det, vi stiler efter i vores forretning. Både vores visioner om at tænke bæredygtige løsninger, når vi bygger, men også vores mål om at samle både restaurant, legeområde, boliginteriør og havecenter på ét sted, lød det fra direktør Peter Vang Christensen til åbningen, hvor gæsterne allerede fra klokken 6.00 fredag morgen havde taget plads på parkeringspladsen for at få del i åbningstilbuddene.

Forventer flere tusinde gæster
Plantorama Taastrup er placeret på Vindmøllegrunden langs Holbækmotorvejen ved siden af IKEA, og på indfaldsvejene til centeret kunne det ses og mærkes, at mange gæster lagde vejen forbi denne morgen.
- Vi får rigtig, rigtig travlt denne weekend, hvor vi har et virkelig flot åbningsprogram og mange gode tilbud. Og det er jeg bare så glad for, for jeg har, sammen med alle mine kollegaer, set frem til at kunne byde velkommen i centret, som har så meget at byde på, siger centerchef i Plantorama Taastrup Kim Schou Hansen.
Hele weekenden vil der fortsat være åbningsaktiviteter i centret, og Plantorama Taastrup forventer, at flere tusinde gæster vil lægge vejen forbi.
- Allerede på åbningsdagen har gæsterne vist stor interesse for centret, og håbet er at med placeringen centralt i Taastrup lige ved motorvejen, så vil hele Københavnsområdet bruge centret til at få oplevelser for hele familien, siger centerchef i Plantorama Taastrup Kim Schou Hansen.

Byggeri med tanke på miljøet
Plantorama Taastrup er ikke kun kædens nyeste center, men også et center, hvor bæredygtige løsninger er tænkt ind helt fra start. Som eksempel er der placeret 620 solcellepaneler på taget af centret, ligesom der fra tagarealerne vil blive opsamlet regnvand i en tank, der kan indeholde 300.000 liter vand, som skal bruges til vanding af centrets planter.
Plantorama Taastrup har også fået Plantoramas første underjordiske parkeringsområde med plads til 130 af i alt 440 parkeringspladser. Ud over have-, dyre- og boligartikler får Plantorama Taastrup også Restorama, Espresso House og aktivitetsområdet Spirestrup til børn.
Related links
Emner
- Detailhandel
Kategorier
- boligliv
- dyreliv
- haveliv
- spirestrup
- restorama
- oplevelser
- plantorama taastrup
Plantorama er – med 14 store centre fordelt over hele landet – Danmarks største kæde af have- og oplevelsescentre. Med et væld af have-, bolig- og dyreartikler giver Plantorama oplevelser og inspiration til hele familien.