Gå til indhold
Odder Pride foran Centralhotellet
Odder Pride foran Centralhotellet

Pressemeddelelse -

Odder Kulturforening åbner igen for ansøgninger

Har du en god idé til et kulturprojekt, men mangler du den sidste finansiering? Så skal du læse med her. Fra den 1. august har du nemlig mulighed for at søge penge fra Odder Kulturforenings pulje til fremme af kulturprojekter.

Sidste gang blev der blandt andet give penge til Nordlyd Blæserkvintet, vikingebegivenheden Tunhalla på Tunø og Odder Pride. Sidstnævnte løb af stablen i starten af juni og satte farver og fest på midtbyen i Odder, og her var penge fra puljen en god hjælp til at få projektet i luften, siger Randi Krog, der er initiativtager til Odder Pride.

”Det betød rigtig meget. For at Odder Pride kunne blive en succes, skulle vi også kunne betale nogle gode honorarer til for eksempel optrædende. Så allerede tidligt i processen kunne vi se at det ikke kunne lade sig gøre at holde det uden hjælp fra Odder Kulturforening,” siger hun.

Hos Odder Kulturforening er man glade for at kulturpuljemidlerne kan mærkes i kulturlivet i kommunen. Og når det sker i samarbejde med frivillige og private aktører som med Odder Pride, bliver det blot endnu bedre, siger Tine Mynster, som er formand for Odder Kulturforening.

”Odder Kulturforening vil samle alle de gode kræfter, der findes i kulturlivet, så vi sammen kan arbejde for de bedste muligheder for at skabe aktiviteter og oplevelser i hele kommunen. Vi kan mere, når vi er sammen om det, og det er Odder Pride et godt eksempel på – det blev jo netop til i et stærkt samarbejde mellem frivillige, erhvervslivet og Odder Kommune,” siger hun.

Den opfordring bakker Randi Krog op om – bare se at få søgt, lyder det fra hende.

”Man skal absolut ikke holde sig tilbage. Hvis man har et projekt, så er det bare med at søge – det var også det råd, jeg fik i sin tid. Man skal i hvert fald ikke lade sig skræmme, hverken af selve ansøgningen eller af de navne, som har fået før. Det behøver nemlig ikke være de samme, som får hver gang og det ville være dejligt at få noget nyt blod ind,” siger Pride-arrangøren som også tidligere har fået penge til et foto-projekt.

Den nye ansøgningsrunde er åben fra den 1. august til den første september. Så brug sommerferien på at udvikle på din gode kultur-idé, så kan vi sammen sende den ud over rampen. På Odder Kulturforenings hjemmeside kan du finde ansøgningsskema. Her kan du også se liste over tidligere støttede projekter.

Fakta om Odder Kulturforening

  • Stiftet i 2019.
  • Uddeler 250.000 kroner om året i to ansøgningsrunder.
  • 350 medlemmer.
  • Midlerne bliver bevilliget af Udvalget for Kultur og Fritid.
  • Hjemmeside: kulturforening.odder.dk

Emner

Kategorier

Regions

Kontakt

Bo Nørgaard

Bo Nørgaard

Pressekontakt Presse- & kommunikationskonsulent 51386161
Claus Buur Rasmussen

Claus Buur Rasmussen

Pressekontakt Kommunikationskonsulent og webmaster 2486 5558

Velkommen til Odder

Odder ligger lige i hjertet af Danmark. Kommunen strækker sig fra Horsens Fjord i syd til Norsminde Fjord og Århus mod nord. Mod vest ligger den jyske motorvej, og mod øst er Kattegat med Tunø og Samsø.

Odder Kommune er et godt tilbud til børnefamilier, og til mennesker, der gerne vil være aktive i lokalsamfundet. Vi indbyder dig til at blive en del af fællesskabet.