Gå til indhold
Odder Kommune bliver mentorkommune

Pressemeddelelse -

Odder Kommune bliver mentorkommune

Odder Kommune har siden 2020 været én af fem pilotkommuner, der i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og TrygFonden har udviklet et koncept for, hvordan danske kommuner sammen med forældre og lokale aktører kan være med til at skabe rammen for et godt ungeliv uden rusmidler.

Sunde fælleskaber er en af de vigtige faktorer for den fortsatte udvikling af Odder Kommune, og Fælles om Ungelivet har været med til at skabe netop det hos de unge i kommunen. Det var derfor en glad borgmester, der fik nyheden om at Odders erfaringer nu skal bruges i andre kommuner.

”Det har været inspirerende at se de tiltag, som Fælles om Ungelivet har medført i hele kommunen og hvordan lokalsamfund og særligt forældre er gået forrest i en forandring. For eksempel har Åben Hal jo samlet masser af unge mennesker, som har hygget sig og festet – helt uden alkohol. Så jeg er glad og stolt over at de erfaringer, som vi har gjort os, nu kan skabe noget lignende i andre kommuner,” siger Lone Jakobi.

Fokus på beskyttende faktorer, data og lokal involvering

I Odder Kommune har man gennem de seneste fire år fået en lang række erfaringer med at styrke forudsætningerne for at involvere de voksne omkring de unge, fordi de potentielt kan fungere som vigtige beskyttende faktorer, når det handler om unge og rusmidler. En central del af det arbejde har været at sikre lokale data om unge, der både har fungeret som et mobiliserende element og som pejlemærker i udviklingen af indsatser.

”Et af de vigtigste resultater fra Odder Kommune er, at vi har formået at knække kurven i forhold til de unges forbrug af rusmidler. Færre unge har prøvet at være fulde, færre ”binge-drikker” – altså drikker mere end fem genstande ad gangen – og forældrene er blevet mere opmærksomme på, hvad de unge laver. Derfor glæder jeg mig til at vi kan fortælle andre om vores erfaringer og til at vi skal arbejde videre med den gode udvikling i Odder,” siger Kristian Kilt, der er programleder i Fælles om Ungelivet og leder i Børn, Unge og Familie.

Islandsk model er blevet til dansk model

Inspirationen til ”Fælles om ungelivet” er hentet fra Island, hvor man er lykkedes med at vende udviklingen, så islandske unge ikke længere har Europas højeste alkoholforbrug, men i stedet har Europas laveste.

”Vi har skelet til den islandske model, men den klare ambition har været at udvikle et dansk koncept, der kan tilpasses lokalt. Det synes jeg i høj grad, at vi er lykkedes med i pilotfasen. Nu glæder vi os til at se det folde sig ud og udvikle sig endnu mere i de 15 kommuner til gavn for det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde i hele Danmark,” siger Niels Sandø, enhedschef i Forebyggelse og Ulighed i Sundhedsstyrelsen.

Underdirektør i TrygFonden Jette Jul Bruun supplerer:

”Vi har sammen med Sundhedsstyrelsen og de fem pilotkommuner udviklet nogle meget konkrete redskaber, som vi håber, andre kommuner vil lade sig inspirere af – både de ti nye programkommuner, men også andre kommuner, som ønsker at skabe bedre rammer for et ungdomsliv uden rusmidler. ”Fælles om ungelivet” handler for os også om at skabe og udbrede en kulturforandring,” siger Jette Jul Bruun.

Odder Kommune er mentorkommune for programkommunerne Syddjurs og Hedensted.

Emner

Kategorier

Regions

Kontakt

Bo Nørgaard

Bo Nørgaard

Pressekontakt Presse- & kommunikationskonsulent 51386161
Claus Buur Rasmussen

Claus Buur Rasmussen

Pressekontakt Kommunikationskonsulent og webmaster 2486 5558

Velkommen til Odder

Odder ligger lige i hjertet af Danmark. Kommunen strækker sig fra Horsens Fjord i syd til Norsminde Fjord og Århus mod nord. Mod vest ligger den jyske motorvej, og mod øst er Kattegat med Tunø og Samsø.

Odder Kommune er et godt tilbud til børnefamilier, og til mennesker, der gerne vil være aktive i lokalsamfundet. Vi indbyder dig til at blive en del af fællesskabet.