Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Historiens største flyordre i Europa: Norwegian køber 222 nye fly

Norwegian har underskrevet aftale med både Airbus og Boeing om køb af i alt 222 nye fly. Norwegian køber 122 fly af Boeing, hvoraf 100 er det nye Boeing 737 MAX8. Norwegian bliver lanceringskunde i Europa for denne nye flytype. Norwegian har også indgået aftale med Airbus om køb af 100 Airbus A320neo. Købsordrerne har en samlet listeprisværdi på 127 milliarder norske kroner, og den samlede ordre er den største nogensinde i europæisk luftfarts historie. Norwegian har også sikret købsrettigheder til yderligere 150 fly fra de to flyproducenter.

Aftalen med Boeing indebærer køb af 122 fly: 100 Boeing 737 MAX8 og 22 Boeing 737-800. Aftalen indeholder også en option på yderligere 100 Boeing 737 MAX8. Samtidig har Norwegian underskrevet en aftale med Airbus om køb af 100 Airbus A320neo og option på 50 fly af samme type. Det er første gang Norwegian køber fly fra Airbus. Købsordrerne har ud fra listeprisen en kontraktværdi på til sammen 127 milliarder norske kroner. De 22 Boeing 737-800 er samme flytype som Norwegian benytter i dag og nu indfaser i flåden i højt tempo. Indfasningen af de nye flytyper starter i 2016.

Norwegians købsaftale på 222 fly er den største flyordre i Europa nogensinde.  Flykøbet er også Fastlands-Norges absolut største enkeltinvestering og på niveau med de største norske investeringer inden for olie- og gasindustrien.

Historisk milepæl
«Dette er en historisk dag for Norwegian. Ordren er den største, noget europæisk flyselskab har indgået og en stor milepæl i selskabets 10-årige historie. Vi har sikret vores flådefornyelse mange år fremover i tid og er utrolig godt tilfredse med de aftaler og betingelser, vi har fået hos både Airbus og Boeing,» siger administrerende direktør i Norwegian Bjørn Kjos.

«Vi føler os godt komfortable med finansieringen fremover. Norwegian har nu opnået en størrelse, hvor vi med fordel kan have to leverandører, både for at sikre tilstrækkelig flykapacitet, fleksibilitet og ikke mindst for få fordele af konkurrencen mellem to producenter,» siger Kjos.

Vigtigt at være langsigtet
«Flytrafikken internationalt vil øge i årene fremover, og i Norwegian er det et klart mål at være en stabil og stærk aktør i konkurrencen om flypassagererne. Vi vil fortsætte med at give vores kunder en god rejseoplevelse til en lav pris og leve op til vores vision om, at alle skal have råd til at flyve. Nye fly er en win-win for vores passagerer, miljøet og selskabets omkostninger. Ideelt set vil vi have en flåde, hvor flyene udskiftes hvert syvende år, og det kræver, at vi planlægger mindst 10-20 år ud i fremtiden. De ældste fly i dagens flåde vil blive solgt eller lejet ud,» siger Bjørn Kjos.

«Da Norwegian i 2007 bestilte 42 nye Boeing 737-800-fly, var der mange der mente, at det var at gabe for stort. Historien har vist os, at det var det helt rigtige valg for at sikre vores konkurrencedygtighed og få bragt vores omkostninger ned.  Samtidig har vi udvidet denne ordre flere ganger efterfølgende, da vores behov for fly har været langt større end det, vi forudså for fem år siden. Jeg har forståelse for, at mange vil mene, at den ordre vi offentliggør i dag er et meget stort skridt for et norsk flyselskab,» siger Kjos.

Europæisk fly ind i flåden
«Vi er rigtig glade for at kunne byde Norwegian velkommen som ny Airbus-kunde. Airbus A320neo sætter en ny industristandard på miljøeffektivitet og passagerappel,» siger John Leahy, Chief Operating Officer, Airbus Customers.

Airbus A320neo er en helt ny flytype for Norwegian. ”Neo” er en forkortelse for ”New Engine Option”, og som med Boeings MAX8, indebærer det en forbedring af en allerede eksisterende og velkendt flytype ved at indføre mere effektive motorer. Flytypen bruger 15 pct. mindre brændstof end den nuværende A320 og er dermed både mere omkostningseffektiv og miljøvenlig.

«Norwegian en vigtig samarbejdspartner for Boeing»
«Norwegian har en af de største 737-flåder i Europa og har været en vigtig samarbejdspartner for Boeing lige siden flyselskabets opstart,» siger Aldo Basile, Vice President, Sales, Europe.

«Siden opstarten i 2002 har Norwegian opnået stor succes med sin low cost-forretningsmodel, hvilket er kommet både passagerer og ejere til gode.  737 MAX8 bruger betydeligt mindre brændstof end forgængeren, hvilket betyder at selskabet ikke bare reducerer sine omkostninger, men også får en endnu mere miljøvenlig flåde,» siger Aldo Basile.

Lanceringskunde i Europa
Norwegian bliver lanseringskunde i Europa for det nye fly Boeing 737 MAX8. Flyet har bl.a. en ny udformning af motorerne som giver 10-12 pct. lavere brændstofforbrug end den nu markedsførende 737-800. Sammenlignet med en 737-800 fra 2001 er brændstofbesparelsen 15-20 pct., hvilket giver en stor miljøgevinst og en kraftig omkostningsreduktion for selskabet.

Norwegian har nu 150 købsrettigheder, samt i alt 277 fly i ordre, som ikke er leveret. Inkluderet i dette tal er 55 tidligere køb af Boeing 737-800. Yderligere har Norwegian også sikret leverance af 6 Boeing 787-8 Dreamliner langdistancefly.

For mere information om flyene se vedlagte faktaark.

Kontaktpersoner:
KommunikationsdirektørAnne-Sissel Skånvik, tlf. +47 97 55 43 44
Presse- og markedschef i Danmark Johan Bisgaard Larsen, tlf. + 45 31 31 31 28
IR-kontakt Karl Peter Gombrii, tlf. +47 92 82 29 69

Emner


Norwegian 
Norwegian er Skandinaviens næststørste flyselskab og Europas tredjestørste lavprisselskab med direkte ruter såvel indenrigs i Norge, Danmark og Sverige som til destinationer i Europa, Nordafrika og Mellemøsten (297 ruter til 110 destinationer pr. november 2011). Med lave priser og kundevenlige løsninger har selskabet haft en stærk passagervækst de senere år. Norwegian fragtede 13 millioner passagerer i 2010. Selskabet blev børsnoteret i 2003 og har i dag ca. 2.500 ansatte og 61 fly i sin flyflåde (december 2011). Norwegian indfaser løbende nye, mere miljøvenlige fly af typen Boeing 737-800 og får leveret 78 fly direkte fra fabrikken i perioden frem til 2018. Norwegian vil have en af Europas mest moderne og miljøvenlige flyflåder, når de nye fly er indfaset. For yderligere information se www.norwegian.com

Følg Norwegian på Facebook her.

Følg Norwegian på YouTube her.



Kontakt

Sara Westphal Emborg Neergaard

Sara Westphal Emborg Neergaard

Pressekontakt Director of Communications and Public Affairs Denmark +4522228577
Pressevagt

Pressevagt

Pressekontakt Kun for medier + 47 815 11 816

Norwegian

Norwegian-koncernen er et førende nordisk luftfartsselskab med hovedkontor i Fornebu uden for Oslo i Norge. Selskabet har over 8.200 ansatte og ejer to af de førende flyselskaber i Norden: Norwegian Air Shuttle og Widerøe's Flyveselskap. Widerøe blev opkøbt af Norwegian i 2024 med et formål om at gøre det endnu nemmere at rejse på tværs af de to flyselskabers netværk.

Norwegian Air Shuttle, det største norske flyselskab med omkring 4.700 ansatte, tilbyder et omfattende rutenetværk, der forbinder de nordiske lande med et bredt udvalg af europæiske destinationer. I 2023 transporterede Norwegian over 20 millioner passagerer og havde en flåde på 87 Boeing 737-800 og 737 MAX 8-fly.

Widerøe's Flyveselskap, Norges ældste flyselskab, er Skandinaviens største regionale flyselskab. Flyselskabet har mere end 3.500 ansatte. Widerøe opererer hovedsageligt lufthavne med korte landingsbaner i de norske landdistrikter og driver flere statslige kontraktruter (PSO-ruter) ud over sit eget kommercielle netværk. I 2023 havde flyselskabet 3,3 millioner passagerer og en flåde på 48 fly, herunder 45 Bombardier Dash 8-fly og tre Embraer E190-E2-fly. Widerøe Ground Handling leverer ground handling-tjenester i 41 norske lufthavne.

I Norwegian-koncernen er bæredygtighed en hovedprioritet, og koncernen har forpligtet sig til at reducere CO2-udledningen fra sine aktiviteter betydeligt. Blandt de mange initiativer, er det mest bemærkelsesværdige, investeringen i produktion og brug af fossilfrit flybrændstof (SAF). Norwegian stræber efter at blive det bæredygtige valg for sine passagerer og bidrager aktivt til omstillingen af luftfartsindustrien.