Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Gå direkte til gaten med Norwegian

Flyrejsen med Norwegian bliver nu endnu mere enkel for forretningsrejsende og alle andre, der rejser med Norwegian uden indtjekket bagage. Nu lancerer Norwegian nemlig ’Direct to gate’ i de danske lufthavne. Det betyder, at man ikke længere behøver tjekke ind, men i stedet kan gå direkte til sikkerhedskontrollen og vise sin billet på print eller smartphone.

Norwegian introducerer nu en god nyhed til alle, der ønsker at rejse enkelt, hurtigt og effektivt. Med Direct to gate i alle danske lufthavne kan rejsende, som kun medbringer håndbagage, undlade at tjekke ind og gå direkte til sikkerhedskontrollen og videre til gaten. Hvis man ikke medbringer mere end 10 kg håndbagage, behøver man slet ikke tjekke ind. Og har man en smartphone, slipper man også for at printe sin billet ud. Man kan ganske enkelt nøjes med at vise sin billet på telefonen.

”Direct to gate er en kæmpe fordel for de rejsende, der ønsker en hurtig og enkel vej fra A til B. At spare tid i lufthavnen har stor betydning for især erhvervsrejsende, som rejser hyppigt og på kortere ture,” forklarer Johan Bisgaard Larsen, presse- og markedschef i Norwegian. 

Med Direct to gate skal rejsende med håndbagage blot sikre sig, at de er igennem sikkerhedskontrollen og klar ved gaten senest 20 min. før afgang ved rejser i Norden og 30 min. før afgang for rejser uden for Norden.

Det vil være muligt at gå Direct to gate, når man flyver med Norwegian fra København, Aalborg, Karup og Billund. Direct to gate er også muligt når man flyver med Norwegian fra alle norske, svenske og finske lufthavne. Det eneste, man som passagerer skal huske at medbringe, er et gyldigt id, hvis man rejser uden for norden.

”Direct to gate er helt klart fremtiden. Indtjekning på fly er et levn fra fortiden, og fra de flyselskaber, der overbooker deres fly. Hos Norwegian overbooker vi aldrig vores fly, så derfor er indtjekning ikke nødvendig, hvis man kun rejser med håndbagage,” forklarer Johan Bisgaard Larsen.

Indtjekning vil stadig være nødvendig for de rejsende, der medbringer bagage til indtjekning. Det er typisk ferierejsende, der skal være af sted i længere tid.  

Kontaktpersoner:
Presse- og markedschef Johan Bisgaard Larsen, +45 31 31 31 28

Emner


Norwegian 
Norwegian er Skandinaviens næststørste flyselskab og Europas tredjestørste lavprisselskab med direkte ruter såvel indenrigs i Norge, Danmark og Sverige som til destinationer i Europa, Nordafrika og Mellemøsten (244 ruter til 98 destinationer pr. april 2011). Med lave priser og kundevenlige løsninger har selskabet haft en stærk passagervækst de senere år. Norwegian fragtede 13 millioner passagerer i 2010. Selskabet blev børsnoteret i 2003 og har i dag ca. 2.500 ansatte og 58 fly i sin flyflåde (juni 2011). Norwegian indfaser løbende nye, mere miljøvenlige fly af typen Boeing 737-800 og får leveret 78 fly direkte fra fabrikken i perioden frem til 2018. Norwegian vil have en af Europas mest moderne og miljøvenlige flyflåder, når de nye fly er indfaset. For yderligere information se www.norwegian.com

Følg Norwegian på Facebook her.

Følg Norwegian på YouTube her.


Kontakt

Pressevagt

Pressevagt

Pressekontakt Kun for medier + 47 815 11 816

Norwegian

Norwegian-koncernen er et førende nordisk luftfartsselskab med hovedkontor i Fornebu uden for Oslo i Norge. Selskabet har over 8.200 ansatte og ejer to af de førende flyselskaber i Norden: Norwegian Air Shuttle og Widerøe's Flyveselskap. Widerøe blev opkøbt af Norwegian i 2024 med et formål om at gøre det endnu nemmere at rejse på tværs af de to flyselskabers netværk.

Norwegian Air Shuttle, det største norske flyselskab med omkring 4.700 ansatte, tilbyder et omfattende rutenetværk, der forbinder de nordiske lande med et bredt udvalg af europæiske destinationer. I 2023 transporterede Norwegian over 20 millioner passagerer og havde en flåde på 87 Boeing 737-800 og 737 MAX 8-fly.

Widerøe's Flyveselskap, Norges ældste flyselskab, er Skandinaviens største regionale flyselskab. Flyselskabet har mere end 3.500 ansatte. Widerøe opererer hovedsageligt lufthavne med korte landingsbaner i de norske landdistrikter og driver flere statslige kontraktruter (PSO-ruter) ud over sit eget kommercielle netværk. I 2023 havde flyselskabet 3,3 millioner passagerer og en flåde på 48 fly, herunder 45 Bombardier Dash 8-fly og tre Embraer E190-E2-fly. Widerøe Ground Handling leverer ground handling-tjenester i 41 norske lufthavne.

I Norwegian-koncernen er bæredygtighed en hovedprioritet, og koncernen har forpligtet sig til at reducere CO2-udledningen fra sine aktiviteter betydeligt. Blandt de mange initiativer, er det mest bemærkelsesværdige, investeringen i produktion og brug af fossilfrit flybrændstof (SAF). Norwegian stræber efter at blive det bæredygtige valg for sine passagerer og bidrager aktivt til omstillingen af luftfartsindustrien.