Gå til indhold

Pressemeddelelse -

NorthSide 2020 er aflyst

Grundet det forlængede forsamlingsforbud, er NorthSide aflyst i 2020.

Siden corona kom til Danmark, har NorthSide fulgt udviklingen og myndighedernes anvisninger tæt, og sideløbende fortsat planlægningen frem mod juni. Men på baggrund af regeringens seneste forbud, er det ikke længere muligt at afvikle NorthSide i Ådalen den 4.-6. juni 2020, og sommerens festival bliver derfor aflyst.

”Vi ved, at rigtig mange har glædet sig til sommerens festival, og til at vi igen skulle være sammen om den stemning og musik, som NorthSide står for. For mange er det en tradition, der bliver brudt, og det er vi enormt kede af. Men Danmark står i en historisk svær og uvis situation, og vi bakker naturligvis op om regeringens tiltag, så vi gør, hvad vi kan for at passe på hinanden”, siger Brian Nielsen, festivalchef på NorthSide

Gem billetten til 2021
Helt konkret betyder aflysningen, at alle billetter, der er solgt til NorthSide 2020 automatisk gælder i 2021. Festivalen appellerer til gæsterne om at støtte op om festivalen ved at beholde deres billetter:

”Til dig, der allerede har købt billet, betyder det meget for festivalen, hvis du vil beholde din billet – den gælder nemlig til NorthSide i 2021. Det hjælper os i forhold til planlægningen af 2021 at vide allerede nu, at du kommer”, siger Brian Nielsen.

”Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at NorthSide 2021 bliver en stor lang fejring af samvær med hinanden. Vi satser på, at den bliver ekstraordinær, når vi nu kan pulje to års idéudvikling i samme festival. Næste år rykker vi ind på den nye plads, Eskelund, hvor et langt større areal med en masse nye muligheder for fest, hygge og fællesskab venter. Vi vil lægge os i selen for, at indvielsen af Eskelund bliver et helt ekstraordinært ”velkommen tilbage” til NorthSide”, fortsætter han.

På sociale medier vil NorthSide løbende orientere gæster om musik- og eventprogrammet i 2021.

FAKTA

  • Billetter købt til NorthSide 2020 gælder automatisk til festivalen i 2021.
  • Ønsker man at refundere sin billet, så skal man holde øje med sin indbakke efter påske, hvor man vil modtage yderligere informationer fra Ticketmaster.

Emner

Kontakt

Pressekontakt

Pressekontakt +45 48 88 00 81

Lars Esmarch

Pressekontakt PR Manager Presse & Kommunikation 48888811 northside.dk/presse

NorthSide afholdes i Eskelunden, Aarhus

NorthSide har på ti år udviklet sig fra en juni-dag på Tangkrogen med fem danske navne i 2010 og to udsolgte dage i Ådalen ved Aarhus med internationale topnavne i 2011 til en prisvindende festival i verdensklasse med 35.000 gæster og gennem tiden navne som Radiohead, Frank Ocean, Björk og Nick Cave på plakaten.

Både 2014 og 2015 var udsolgt med 35.000 gæster, og i 2017 var den tidligst udsolgte i festivalens historie og største med 40.000 gæster. NorthSide kunne i 2019 fejre 10-års jubilæum sammen med blandt andre New Order, Major Lazer, Khalid, Migos og Bon Iver.

NorthSide har et højt ambitionsniveau, der ikke kun reflekteres i et stort musikbudget og et ønske om at bringe endnu flere internationale topnavne til Aarhus, men også i et konstant arbejde for at stille de bedst mulige faciliteter til rådighed, når det kommer til lyd, lys og sceneopbygning, så både musikere og publikum vil få en fantastisk oplevelse på festivalen. Musikken vil altid være det vigtigste på NorthSide, og når kernepublikummet er kvalitetsbevidste musikelskere, skal dette naturligvis reflekteres både i programmet og i omgivelserne.

NorthSide har slået sig op på kerneværdierne Innovation, Bæredygtighed og Musik, og de tre punkter er fortsat i fokus både i det forberedende arbejde, på selve festivalpladsen, og når der skal vælges samarbejdspartnere. Eksempelvis er alt materiale til NorthSide trykt på stenpapir, som er den mest bæredygtige papirløsning, og man har eksperimenteret med ølkrus, der var lavet af mælkesukker fra majs og gulerødder, der nedbrydes i jorden efter et par måneder. I 2017 kunne man desuden præsentere et udvalg af mad, der som den første festival i Danmark var 100% økologisk på tværs af alle madboder samt artist- og crewcatering.

Fra festivalens side er man desuden interesseret i at aktivere det aarhusianske erhvervsliv samt trække på de enorme ressourcer, byen har at tilbyde både på uddannelsesinstitutionerne og i de forskellige foreninger og organisationer, der gennem året forsøger at sætte sit præg på byen. Dette er indtil videre blandt andet sket gennem workshops på Aarhus Universitet, oprettelse af en camino på Brabrandstien, forskellige barer på festivalpladsen, diverse kunstprojekter samt udviklingen af en bæredygtigheds- og innovationsstrategi.

Festivalen har gennem årene samarbejdet med Tuborg, AROS, Mejlgade For Mangfoldighed, Aarhus Kommune, GAFFA, Innovation Lab, WorldPerfect, SPOT Festival, Kaospiloterne, AU Center for Entreprenørskab og Innovation. Kunstakademiet, Arkitektskolen, Oppenheimer og mange andre for at skabe en innovativ festival, hvor det primære fokus naturligvis er på musikken, men hvor der er også plads til kreativitet, udsving, opfindsomhed, skævheder og samhørighed.

På særdeles kort tid er NorthSide blevet en aarhusiansk succeshistorie, der samtidig har udviklet sig til at være en af landets mest interessante kulturbegivenheder.