Gå til indhold
Liss
Liss

Pressemeddelelse -

Liss til NorthSide

De aarhusianske stjerneskud i Liss erstatter Alice Merton, som desværre er blevet nødt til at melde afbud

Tyske Alice Merton er desværre blevet forhindret i at kunne optræde på NorthSide 2019, og hun erstattes nu af det populære aarhusianske band Liss, der netop har udsendt singlen ”Reputation”.

Liss har siden 2015 reddet på en bølge af positiv omtale, international interesse og flotte anmeldelser for fremragende koncerter på en stribe af landets festivaler og spillesteder. Den aarhusianske kvartet har dog taget successen med ophøjet ro og har til dato kun udgivet en ep og nogle enkelte singler.

Men nu sker der noget på udgivelsesfronten, og i sidste uge udkom ”Reputation”, der viser, at bandet stadig er tro mod en funky elektronisk stil, men at de har udviklet sig både som mennesker og musikere siden ”Try” fra 2015. Sangen er ligesom ”Talk to Me” en smagsprøve på den længeventede ep ”Second”, der udsendes 18. juni.

- Vi blev meget kede af det, da Liss blev nødt til at melde afbud til NorthSide forrige år. De repræsenterer noget af det mest spændende musik fra Aarhus lige nu, og da de spillede på SPOT for en måned siden leverede de en fænomenal koncert, der var så populær, at mange måtte opgive at komme ind i den fyldte sal. Så timingen er helt perfekt for en erstatningskoncert på NorthSide, hvor Liss kan præsentere noget af den længeventede nye musik, som mange har glædet sig til at høre, siger talsmand for NorthSide, John Fogde.

Liss træder ind i programmet som erstatning for Alice Merton, og kan opleves på Blue Stage fredag 7. juni kl. 14.15.

Related links

Emner

Kategorier


NorthSide 2019 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 6.-8. juni, og billetter kan købes via NorthSide.dk. Bemærk at prisen stiger den 31. maj.

Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2019.

Kontakt

Pressekontakt

Pressekontakt +45 48 88 00 81

Lars Esmarch

Pressekontakt PR Manager Presse & Kommunikation 48888811 northside.dk/presse

Relateret materiale

NorthSide afholdes i Eskelunden, Aarhus

NorthSide har på ti år udviklet sig fra en juni-dag på Tangkrogen med fem danske navne i 2010 og to udsolgte dage i Ådalen ved Aarhus med internationale topnavne i 2011 til en prisvindende festival i verdensklasse med 35.000 gæster og gennem tiden navne som Radiohead, Frank Ocean, Björk og Nick Cave på plakaten.

Både 2014 og 2015 var udsolgt med 35.000 gæster, og i 2017 var den tidligst udsolgte i festivalens historie og største med 40.000 gæster. NorthSide kunne i 2019 fejre 10-års jubilæum sammen med blandt andre New Order, Major Lazer, Khalid, Migos og Bon Iver.

NorthSide har et højt ambitionsniveau, der ikke kun reflekteres i et stort musikbudget og et ønske om at bringe endnu flere internationale topnavne til Aarhus, men også i et konstant arbejde for at stille de bedst mulige faciliteter til rådighed, når det kommer til lyd, lys og sceneopbygning, så både musikere og publikum vil få en fantastisk oplevelse på festivalen. Musikken vil altid være det vigtigste på NorthSide, og når kernepublikummet er kvalitetsbevidste musikelskere, skal dette naturligvis reflekteres både i programmet og i omgivelserne.

NorthSide har slået sig op på kerneværdierne Innovation, Bæredygtighed og Musik, og de tre punkter er fortsat i fokus både i det forberedende arbejde, på selve festivalpladsen, og når der skal vælges samarbejdspartnere. Eksempelvis er alt materiale til NorthSide trykt på stenpapir, som er den mest bæredygtige papirløsning, og man har eksperimenteret med ølkrus, der var lavet af mælkesukker fra majs og gulerødder, der nedbrydes i jorden efter et par måneder. I 2017 kunne man desuden præsentere et udvalg af mad, der som den første festival i Danmark var 100% økologisk på tværs af alle madboder samt artist- og crewcatering.

Fra festivalens side er man desuden interesseret i at aktivere det aarhusianske erhvervsliv samt trække på de enorme ressourcer, byen har at tilbyde både på uddannelsesinstitutionerne og i de forskellige foreninger og organisationer, der gennem året forsøger at sætte sit præg på byen. Dette er indtil videre blandt andet sket gennem workshops på Aarhus Universitet, oprettelse af en camino på Brabrandstien, forskellige barer på festivalpladsen, diverse kunstprojekter samt udviklingen af en bæredygtigheds- og innovationsstrategi.

Festivalen har gennem årene samarbejdet med Tuborg, AROS, Mejlgade For Mangfoldighed, Aarhus Kommune, GAFFA, Innovation Lab, WorldPerfect, SPOT Festival, Kaospiloterne, AU Center for Entreprenørskab og Innovation. Kunstakademiet, Arkitektskolen, Oppenheimer og mange andre for at skabe en innovativ festival, hvor det primære fokus naturligvis er på musikken, men hvor der er også plads til kreativitet, udsving, opfindsomhed, skævheder og samhørighed.

På særdeles kort tid er NorthSide blevet en aarhusiansk succeshistorie, der samtidig har udviklet sig til at være en af landets mest interessante kulturbegivenheder.