Pressemeddelelse -
Fødevarebanken samler mad ind på NorthSide
Der blev sidste år doneret 940 kilo mad til udsatte i Aarhus, som fødevareBanken havde samlet ind på NorthSide. Det tal skal være højere i år.
I 2015 satte NorthSide gang i et samarbejde med fødevareBanken, der skulle sikre at madspildet på festivalen blev minimeret, og resultatet var, at næsten et ton mad blev distribueret til byens væresteder.
Non profit-organisationen stiller i år med 11 frivillige, der skal bygge videre på de gode relationer til stadepladsholderne fra sidste år. Kombinationen af erfaring og en opgradering af antallet af frivillige til at samle ind har skabt en forventning om, at der kommer endnu mere overskudsmad kan komme ud til hjemløse og udsatte i regionen.
- Vi havde en fornemmelse af, at madspild ikke var et stort problem på NorthSide, men det var virkelig dejligt at få det bekræftet gennem fødevareBankens arbejde. Derfor er det også lidt mærkeligt at sige, at vi gerne vil samle mere overskudsmad ind i år. Men vi tror alligevel på, at erfaringerne fra sidste år vil gøre det muligt, siger talsmand for NorthSide, John Fogde.
En af fordelene ved at arbejde sammen med professionelle restauratører i alle boderne er, at de er meget bevidste om spild, og samtidig kan en del af dem tage deres fødevarer med, når de skal til Tinderbox ugen efter. Men som man kunne se sidste år er der alligevel noget mad, der ville være blevet kasseret, hvis det ikke havde været for fødevareBanken. Derudover er også plads til forbedringer i forhold til kommunikationen, så i år skal de frivillige arbejde sammen med vores Trash Talkers om at øge informationsniveauet og undervise stadepladsholderne i, hvordan de bedst gør overskudsmaden klar til, når fødevareBanken rykker ud og samler ind søndag nat.
Non profit-organisationen har siden NorthSide 2015 udvidet sit virke, og fødevareBanken dækker nu hele Østjylland. Dermed har hele 45 krisecentre, herberger, varmestuer, bosteder og væresteder på tværs af regionen glæde af den mad, der bliver samlet ind af Fødevarebanken.
Related links
Emner
- Kunst, kultur, underholdning
Kategorier
- northside
- northside festival
- musik
- festival
- bæredygtighed
- aarhus
- fødevarebanken
NorthSide 2016 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 17.-19. juni, og billetter kan købes via NorthSide.dk.
Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2016.