Giv mig noget small data

I virkeligheden er big data komplet ubrugeligt. For hvor mange af os har rent faktisk brug for uendelige muligheder? De er umulige at finde rundt i, og vi har da ved Søren andre ting at bruge tiden til. Man kan sammenligne det lidt med at køre ud af byen en sommeraften, finde en bakke i mørket og lægge sig ned for at kigge på stjernerne. Uendeligt, absolut fascinerende, helt sikkert tankevækkende, men i sig selv ikke særligt konkret eller værdiskabende, selvom det lyder vældigt rart. Jeg kan bare ikke huske at have hørt om nogen, der faktisk gjorde det.

Det gælder for data som for så mange andre ting her i livet: Djævlen ligger i detaljen, ikke i det store univers. Værdien af big data måles i, hvor meget small data man kan få ud af det, for det er, når informationen kommer tæt på og bliver relevant og vedkommende, at data giver mening.

Big bliver small
Et af de steder, hvor big data bliver til small data, er på det område, Gartner kalder for ’personal cloud’: Vi tager som brugere styringen over vores egne data; på LinkedIn, Facebook, Instagram, Google, Borger.dk og andre globale giganter. Og vores personlige sky – der svæver mellem førnævnte – bliver center for vores digitale liv, i stedet for som i gamle dage den personlige computer. Det er big data, men det skal blive en smule mere small for at blive konkret.

Alle de globale skyer er højt værdiansat og baseret på at have hele verden som brugere. Og indtil nu har vi stillet os tilfredse med at få gratis vægplads, men det behøver ikke at stoppe der; hvis mine data har værdi, hvorfor skal Google så ikke betale mig for dem? En aktie per opdatering? En krone for mine tanker? Næppe, men på flere måder en interessant tanke, at vi som dataleverandører også skal have noget tilbage for værdien af vores loyalitet mod månedens sky. (Her var jeg lige ved at skrive dataejere, men så blev jeg alligevel i tvivl om, hvad jeg fået sagt ja til i almindelige betingelser på diverse www’er).

Small bliver endnu mindre
Hjemme i familien har vi anskaffet en ny app, som jeg ikke tøver med at anbefale til højre og til venstre. Den hedder Cozi og er virkelig small data. Her kan jeg læse, at sønnike skal til håndbold lørdag fra 9-10, at datteren kommer hjem fra kor kl. 19.20 (jeps – vi opererer i 10-minutters intervaller), og at menuen på søndag er hjemmelavet pizza, som jeg i øvrigt selv skal lave. Jeg kan se indkøbssedlen og familiens fødselsdage. Et samlet sted for hele familiens aftaler – for første gang føler jeg mig nogenlunde i kontrol på dette svære felt. Det er virkelig småt, men meget konkret.

Mindre bliver til ingenting
Her til aften blev jeg så præsenteret for noget meget spændende. Et såkaldt fotoalbum blev lagt frem på sofabordet under et ellers fredeligt besøg hos nogle venner: En rigtig fysisk bog fyldt med billeder fra en ferie for længe siden. Det slog mig, at jeg stort set aldrig mere ser på billeder, der er mere end 24 timer gamle. I stedet for at få fotohandleren til at fremkalde dem (jeg ved, at jeg alene i den sætning brugte flere fremmedord, både fotohandler og fremkalde), sender vi dem til hinanden med MMS, eller lægger dem på Facebook og Instagram, hvorefter vi synkroniserer dem med iCloud, hvor de virkeligt er gemt. Væk. Det er simpelthen blevet for stort. Fotoalbummet er small – og iCloud, eller bare familiens NAS derhjemme, er big.

Jeg tænker nogle gange på en professor fra Århus, om hvem man sagde, at han er en af dem, der ved mere og mere om mindre og mindre, indtil han ved alting om ingenting. Måske er det alligevel ham, der har fat i den lange ende.