Pressemeddelelse -

For første gang nogensinde: Grønlandsk film er nomineret til Nordisk Råds Filmpris

Spillefilmen ALANNGUT KILLINGANNI er nomineret til Nordisk Råds filmpris 2023. Det er første gang nogensinde, at Grønland er med i denne prestigefyldte konkurrence og samtidig indlemmes grønlandsk juryformand nu i den fælles nordiske jury.

For år tilbage skrev Malik Kleist sig ind i Grønlands filmhistorie, da gyseren Qaqqat Alanngui i 2011 slog alle salgsrekorder i Grønland. Nu gør Malik Kleist det igen, når han og producer Nina Paninnguaq Skydsbjerg nomineres med filmen, ALANNGUT KILLINGANNI, til en af Nordens mest eftertragtede filmpriser.

Thrilleren ALANNGUT KILLINGANNI er en både nervepirrende og underholdende fortælling om turistguiden Tuuma, der lader sig modvilligt lokke til at sejle et par danske turister ud til det berygtede sted, hvor seks nybagte studenter blev angrebet brutalt af en blodtørstig Qivittoq for otte år siden. Og hans værste frygt bliver til virkelighed, da turisterne forsvinder og efterlader publikum i nervepirrende spænding.

Filmen er udvalgt som Grønlands officielle kandidat, udpeget af en enig jury bestående af Otto Rosing, Inuk Jørgensen og juryformand Klaus Georg Hansen og begrunder valget således:

«Med sin unikke evne til at bygge på inuits fortællinger og mytologi kombinerer instruktøren i The Edge of the Shadows (Alanngut Killinganni) moderne fortælleteknik med humor og gys fra den mundtlige fortælletradition fra Grønland. Et af filmens centrale elementer er således dens brug af grønlandske fortællinger og mytologi, som er vævet ind i historien på en naturlig og autentisk måde.

De grønlandske landskaber indgår også som et centralt element i filmen, hvor betagende udsigter over fjeldene og havet danner en fantastisk kulisse for handlingen. De smukke landskaber forstærker en følelse af frygt og uro og tilføjer en ekstra dimension til den spændende handling.

Filmen udforsker vigtige temaer relateret til sorg, fællesskab og tradition. Det ses i sammenstødet mellem civilisationer, by og land, og det naturlige og det mystiske samt i respekten for natur og historie. Der er ting derude, som vi ikke kender til. Filmen placerer sig elegant i den nyere tradition med ’arctic chills’ fra det høje nord.»

Den første nominering til en grønlandsk film åbner også for helt nye muligheder og perspektiver, udtaler manuskriptforfatter og filminstruktør Malik Kleist: ”Det er en utrolig ære at være den første grønlænder, der nomineres til Nordisk Råds Filmpris. Og jeg håber at denne nominering vil åbne den internationale filmverdens øjne og få dem til at forstå, at der også produceres film og stærke historier i Grønland. Måske kan det også åbne en dør på klem, så filminvestorer får mod til at investere i den grønlandske filmindustri, som har en meget begrænset økonomi. Det er min største drøm, at vi i fremtiden bliver i stand til at producere film af internationalt format, for jeg ved, at vi i Grønland har potentialet, - det er jeg helt sikker på.”

Seks stærke nordiske fortællinger dyster om stor hæder

Det er første gang i prisens 21 år lange historie, at en grønlandsk film kommer i betragtning til en nominering og dermed får muligheden for at blande sig blandt markante nordiske filmskabere som Roy Andersson, Josef Fares, Pernilla August, Lars von Trier, Thomas Vinterberg, Ruben Östlund, Benedikt Erlingsson og Joachim Trier. I alt syv gange er prisen gået til en dansk film, - senest i 2021 da Jonas Poher Rasmussen og filmen ’Flugt’ modtog prisen.

Kandidaterne til Nordisk Råds Filmpris 2023 er:

Danmark: Viften (Empire) med instruktion af Frederikke Aspöck, manuskript af Anna Neye, produceret af Pernille Munk Skydsgaard, Nina Leidersdorff og Meta Louise Foldager Sørensen for Meta Film.

Finland: Kupla (Bubble), med instruktion af Aleksi Salmenperä, manuskript af Reeta Ruotsalainen og Aleksi Salmenperä, produceret af Minna Haapkylä for Rabbit Films.

Grønland: Alanngut Killinganni (The Edge of the Shadows) med manuskript og instruktion af Malik Kleist, produceret af Nina Paninnguaq Skydsbjerg for PaniNoir / Imalik Film.

Island: Á ferð með mömmu (Driving Mum) med manuskript og instruktion af Hilmar Oddsson, produceret af Hlín Jóhannesdóttir for Ursus Parvus.

Norge: Krigsseileren (War Sailor) med manuskript og instruktion af Gunnar Vikene, produceret af Maria Ekerhovd for Mer Film.

Sverige: Motståndaren (Opponent) med manuskript og instruktion af Milad Alami, produceret af Annika Rogell for Tangy.

Nordens mest eftertragtede filmpris

Nordisk Råds Filmpris blev første gang uddelt i 2002 og blev fra 2005 indstiftet som en årlig påskyndelse for at øge interessen for det nordiske kultursamarbejde samt for at vise anerkendelse af enestående kunstneriske initiativ.

Prisen på 300.000 DKK gives til en kunstnerisk vigtig, nordisk produceret spillefilm som har haft biografpremiere mellem 1. juli 2022 og 30. juni 2023 og deles ligeligt mellem filmens manuskriptforfatter, instruktør og producer som en understregning af at film som kunstart er resultatet af et tæt samarbejde mellem disse tre hovedfunktioner.

Vinderen af prisen offentliggøres tirsdag den 31. oktober 2023 under Nordisk Råds session i Oslo.

For flere informationer: Freddy Neumann / Neumann Strategy & Communication / +45 2046 7846 / neumann@mail.

Related links

Emner

  • Massemedier

Kategorier

  • dansk film
  • grønland
  • kultur
  • norden
  • nordisk råd

Vellykket kommunikation er at skabe relevans og relation til verden. 

Kontakt

Freddy Neumann

Pressekontakt Kommunikationsansvarlig 20467846