Pressemeddelelse -
DANSK FILMINSTRUKTØR MODTAGER FORNEM HÆDER I USA
Den danske filminstruktør SIMON LERENG WILMONT vandt i aftes instruktørprisen på den prestigefyldte amerikanske Sundance Film Festival for sin dokumentarfilm A HOUSE MADE OF SPLINTERS.
Den 46-årige danske filminstruktør SIMON LERENG WILMONT blev i aftes hædret med instruktørprisen som en enestående anerkendelse for sin nye anmelderroste film, A HOUSE MADE OF SPLINTERS, der netop har haft verdenspremiere på Sundance Film Festival i Utah, USA.
Filmen foregår i det østlige Ukraine, hvor den årelange krig har sat sig dybe spor og krævet sine ofre. Familier, børn og voksne er drevet ud i fattigdom og social armod og i mange tilfælde er det, som altid, børnene der betaler den højeste pris når de svigtes og efterlades uden forældres omsorg. Men i et hus, ganske tæt på frontlinjen, driver en lille gruppe engagerede socialarbejdere et børnehjem. Med stor kærlighed forsøger de voksne at genopbygge børnenes tillid og tro på, at de også har en fremtid og et håb for livet.
A HOUSE MADE OF SPLINTERS er en naturlig fortsættelse af instruktørens tidligere film, den stærkt anmelderroste THE DISTANT BARKING OF DOGS (OLEGS KRIG), som i 2017 vandt for bedste debutdokumentar ved verdenspremieren på IDFA, Dragon Award på Göteborg Filmfestval samt en lang række andre priser på prominente festivaler, en short Oscar-shortlisting og de to danske filmpriser Robert og Bodil.
Mens instruktørens tidligere film udspillede sig med lyden af den russisk-ukrainske krig som bagtæppe, så spiller krigens sociale og menneskelige konsekvenser en større rolle i hans nye film. For hvad betyder det for børnene at møde kærlighed og tryghed fra voksne, når alt og alle andre har vendt dem ryggen?
SIMON LERENG WILMONT (f. 1975) er uddannet dokumentarfilminstruktør fra Den Danske Filmskole i 2006. Hans tidligere film tæller bl.a. OVER JORDEN, UNDER HIMLEN (2008), FØR FERIEN (2009), CHIKARA – SUMOBRYDERENS SØN (2014) og FUGLEDRENGEN (2019).
A HOUSE MADE OF SPLINTERS er instrueret af Simon Lereng Wilmont, produceret af Monica Hellstrøm for Final Cut for Real, line produceret af Azad Safarov og klippet af Michael Aaglund. Filmen er co-produceret med Story, Donkey Hotel, Moon Man, Mitteldeutscher Rundfunk i samarbejde med ARTE med støtte fra Det Danske Filminstitut, Det Svenske Filminstitut, Det Finske Filminstitut, Avek, Ukrainian State Film Agency, Ministry of Culture and Information Policy of Ukraine, Nordisk Film & TV Fond, Creative Europe, IMS (International Media Support) samt DR, SVT, Yle, VGTV, VRT, RUV og flere andre.
A HOUSE MADE OF SPLINTERS får dansk premiere på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX i marts 2022.
Emner
- Arrangement
Kategorier
- flygtninge
- ukraine
- dokumentarfilm
- menneskerettigheder
- dansk film
Vellykket kommunikation er at skabe relevans og relation til verden.