Blogindlæg -
Månedens blogger: Det er svært ikke at tage det personligt, når folk skriver ondskabsfulde ting
15 hurtige til Rikke May.
Jeg er uddannet salgsassistent fra skobranchen i 2001.
Jeg blogger på Theinsider.dk og har gjort det siden september 2012.
Bloggen handler om mode, mad og livet som nogens mor til Bella (6 år) og kæreste til Mr M. Hverdagens udfordringer. En live dagbog om alt, hvad der sker i mit liv, helt ufiltreret - til min kærestes store frygt ;)
Det bedste ved at være blogger er, at jeg har mit eget univers, hvor ingen kan bestemme eller censurere, hvad jeg tænker og føler.
Jeg deler rigtig meget af mig selv, og der er ingen grænser for, hvad jeg vil skrive om. Jeg har dog respekt for mine omgivelsers grænser, så jeg skriver ikke om mine veninders privatliv eller ting, som gør andre kede af det. Men når det har med mig at gøre, har jeg ingen grænser.
Den største udfordring ved at være blogger er ikke at tage det personligt, når folk skriver ondskabsfulde ting til en. Jeg har delt rigtig meget om en ulykke, jeg var ude for, og der har været nogen, der har skrevet nogle ting, man ikke burde skrive til andre.
For afsenderne er det ude af deres sind, når de trykker på “SEND”, men for mig hænger den ved for altid. Jeg har tit modtaget beskeder, der har gjort mig ked af det og ødelagt min dag. Jeg er så hudløs ærlig, så når folk ikke kan lide The Insider, så kan de jo ikke lide mig, føler jeg. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde vænner mig til det.
Min kæreste mener, at hvis jeg er stor nok til at tage imod de 999 søde beskeder, så skal jeg også være voksen nok til at tage imod den ene dumme. Det tror jeg dog aldrig jeg lærer. For den ene dumme besked gør bare mere ondt, end 999 søde beskeder kan rette op på.
Når virksomheder skal kontakte mig, vil jeg helst kontaktes via bloggens mail, for jeg bruger faktisk ikke Facebook så meget. Jeg er mere en Instagram-kinda girl.
Mailen skal have en overskrift, jeg ikke kan overse, for jeg er tit så distræt.
Jeg arbejder på et PR-bureau - Beauty PR - og der har jeg også min arbejdsmail, og når alt kommer til alt, så er det den, der kommer først. Derudover er jeg mor, så jeg jonglerer mange ting på én gang. Så jeg kan faktisk godt lide, at folk skriver til mig igen, hvis jeg ikke får svaret i første omgang. Jeg har selv været sælger i 10 år, og det viser, man følger op på sine ting. Så jeg giver altid min tid til folk, der skriver igen, for det viser, de mener det.
Hvis jeg skulle give ét råd til virksomheder, der gerne vil have mig til at skrive om deres produkter eller ydelser, så skulle det være: Behandl mig som en professionel. Behandl mig som du ville behandle et magasin, du gerne vil have til at skrive om et produkt.
Se mig ikke som en “billig” chance for at få PR. Nogle bloggere i Danmark har flere læsere end et modemagasin og onlinemagasin til sammen, hvilket siger ret meget om bloggernes magt, og den magt skal ikke bruges forkert, men derimod bruges i de rigtige situationer.
Der er det vigtigt, at en blogger kender sit værd og ikke begynder at skrive om noget, de åbenlyst normalt aldrig ville bruge, spise, eller købe. Man skal være en troværdig blogger - ellers bliver man ikke taget alvorligt som blogger.
Jeg skriver ikke om andres produkter, medmindre jeg virkelig brænder for dem. Jeg kunne aldrig finde på at skrive om noget, som slet ikke er mig. Jeg har været 10 år i salgsbranchen, så der skal mere til at dupere mig end en gang gratis creme. Der skal være noget bag produktet.
Derudover skal firmaerne skrive til MIG og ikke en “fælles mail”, hvor man kan se, at 100 andre har fået den samme mail. Det skal være fordi, de virkelig gerne vil have min mening. Så tager jeg dem også seriøst.
Jeg synes, Twitter er: Jeg bruger det slet ikke. Jeg har en konto, men bruger den ikke aktivt. Jeg ved godt, at mange bruger det i USA - og journalister i Danmark. Men det har bare aldrig fanget mig personligt.
Jeg vil gerne bruge mere tid på at skrive flere lange og personlige indlæg. Det er faktisk der, jeg rammer flest. Når jeg er ærlig og sårbar. Når der intet filter er og ingen facade, folk skal bryde ned. Når jeg skriver hudløst ærligt om ting, jeg kæmper med. Så kan folk forholde sig til mig - og ikke ser en, som “en man ikke kan nå”.
Jeg vil gerne vise, vi er på samme level. Jeg græder sgu også, når verden går mig imod. Jeg skælder også min kæreste ud, når han er en klaphat. Jeg synes også, det er udfordrende at være nogens mor. Nogens ansat. Nogens veninde. Nogens datter og søster. Alle de her ting er jeg ikke den eneste, der sidder med. Og så connecter man med ens læsere, og der liver mit hjerte op, når denne dialog starter. Så elsker jeg at være blogger.
I mit virke som blogger kan jeg ikke undvære: Mit Olympus Pen LITE kamera. Det har jeg med alle steder. Jeg kan tage billeder og med det samme overføre dem til min iPhone. Flotte billeder er altid lækkert på Instagram, og det sparer mig for en masse tid.
Den vigtigste egenskab for en blogger anno 2015 er i mine øjne: At kunne give noget af sig selv. Der er mange store bloggere, som ikke tiltaler mig, da jeg ikke kan føle, hvem de er. Det betyder meget for mig. Jeg skal kunne mærke personen - ellers kan jeg ikke connecte med dem.
Så man skal ikke prøve at vise et perfekt liv, for det eksisterer ikke. Dog kan jeg se, at de bloggere, der viser flawless hår og perfekt hvidt sengetøj, er dem, der bliver de største. Godt de ikke bor hos mig, for sådan et liv har jeg ikke. Jeg har uglet hår, og ukoordineret IKEA-stel i mine skuffer. Det er det, jeg vil se hos andre. Jeg vil vide, at de også “bare" er mennesker.
Som nystartet blogger ville jeg gerne have vidst, hvor hårdt det var. Når man først har lovet sine læsere, at de har indlæg på bloggen hver dag, så har du lavet en forpligtigelse med et andet menneske. Og jeg holder altid, hvad jeg lover, så det kan godt stresse mig lidt nogle gange. Jeg ved jo godt, at de er ligeglade med, om der kommer noget hver dag. Men det er noget jeg har med mig selv, jeg leverer altid det, jeg lover. Desuden jeg har så meget, jeg gerne vil fortælle, så jeg har masser at skrive om.
Derfor kan man igen godt blive ked af det, når nogen giver en kritik. For i bund og grund leverer jeg jo gratis materiale, som ingen skal betale for. De kan jo bare “Blog OFF”, hvis de ikke kan lide min blog.
Jeg synes, rigtig mange skriver, før de tænker sig om. Den gode tone er der bare ikke mere. Man skal ikke skrive noget, man ikke vil sige direkte til personens ansigt, og hvis folk tænkte sådan, hver gang de ville “kaste op” på andre, så skete det nok ikke så ofte. Så ville verden nok være et bedre sted.
Bare fordi man som blogger stikker næsen frem, er det jo ikke ensbetydende med, at andre har ret til at hakke den af! Nogle gange når jeg kigger på Facebook, så græmmes jeg ved de kommentar, folk kan finde på at sende afsted. Jeg bliver direkte flov på deres vegne.
Jeg elsker kampagnen "TAL PÆNT", der kørte med Fucking Flink, hvor jeg var i Aftenshowet og tale om den dårlige tone på nettet. Jeg synes, det er vigtigt, men også tragisk, at man skal belyse det emne. Men når verden bliver et stort afsnit af Paradise Hotel, hvor man bare slynger ens mening ud, så bliver man jo nødt til at belyse emnet. Det er noget, jeg bruger meget tid på.
Tal pænt, det koster ikke noget.
Hvis jeg skulle give ét råd til andre bloggere, så skulle det være: Find roen i bloggen. Husk at blogge ofte, ellers forsvinder læserne igen. Så trofaste er de heller ikke.
Gør det, fordi du ikke kan forestille dig at leve uden det. Gør det, fordi du har noget på hjerte, noget at dele. Vær dig selv. Del ikke noget du ikke kan stå ved eller ikke kan diskutere dig ud af. For de holder en op på det man siger, og det skal man være parat til.
Tro ikke at livet som blogger er lutter lagkage og fri champagne hele tiden. Det er megahårdt arbejde - og superutaknemligt, når regnskabet bliver gjort op. Så gør det, fordi du brænder så inderligt for det.
Jeg personligt kunne ikke forestille mig ikke at have min blog. Jeg elsker den, og den giver mig så meget. Det er min daglige “mind yoga” dosis. Jeg får luft, og jeg får lov til at dele. Jeg kan ikke lade være med at dele, det er den jeg er.
Du skriver på bloggernetværket Bloggers Delight. Kan du fortælle lidt om, hvordan det fungerer?
Vi er alle “selvstændige” hos Bloggers Delight. Vi er en del af et fællesskab, hvor vi har hjælp og opbakning fra kontoret. De ordner tekniske ting og sørger for bannerreklamer og så videre. Et godt fællesskab med masser af hjælp. Jeg ville ikke have tid eller evner til at stå alene. Så det giver mig ro i sindet, når jeg ved, de er der for mig 24 timer i døgnet.
Du kan være ret bramfri. Hvilke reaktioner har du modtaget pga. dette?
Jo, det kan godt give nogle slag. Jeg har været tæt på at miste et job, fordi min tidligere chef ikke synes om min tone på bloggen og bad mig rette ind. Det ville jeg ikke, for det ville være at bede mig om at være en person, jeg ikke er.
Alle der kender mig, ved jeg snakker som en havnearbejder og ikke har noget filter ;) Hvis jeg begyndte at snakke affekteret, så ville det ikke passe til mig og det ville mine læsere, med ét gennemskue.
Det vil vi så holde et vågent øje med. Tak for svarene, Rikke.
Links og kontaktoplysninger til Rikke May:
