Pressemeddelelse -
Sidste chance: "HAENYEO- Havets kvinder" med ny dokumentar
Fotoudstillingen " HAENYEO - Havets kvinder" byder på en helt ny dokumentarfilm, der for første gang bliver vist i Danmark. Søndag d. 14 januar 2024 er sidste chance for at møde de seje koreanske dykkerkvinder i udstillingen og se dokumentaren "Legend of the waterflower" af filminstruktøren Hee-Young Koo.
Der har været stor interesse for udstillingen om den mere end tusind år gamle sydkoreanske haenyeo tradition, hvor kvinderne fridykker efter føde, mens mændene passer hjem og børn. En tradition der bygger på sammenhold, disciplin, bæredygtig fiskeri og en shamanistisk religion, der dyrker havets guder og en kultur, der er så usædvanlig, at den er optaget på UNESCOs liste over verdensarv.
Særudstillingen blev forlænget frem til januar, og byder nu også på en helt ny dokumentarfilm om en af de ældre kvinder på den sydkoreanske ø Je-ju. Filminstruktøren Hee-Young Koh har fulgt kvinderne gennem seks år og står også bag filmen "Breathing Underwater", der tidligere har været vist i udstillingen. Den nye film følger en af kvinderne, Hyun Soonjik, som er 96 år gammel. Hun er en af de ældste indbyggere på den sydkoreanske øen Jeju, og har en imponerende karriere bag sig som fridykker gennem 87 år. Hun dykker ikke længere, men sammen med den yngre Chae Jiae går hun stadig til havet hver dag for at se vandblomsterne, der blomstrer under havets overflade.
"Det er en smuk og meditativ film om venskab på tværs af generationer. Men også om det at blive ældre og om forandringerne i havets miljø. Haenyeo kvinderne lever et meget anderledes liv, og jeg tror mange er fascinererede af, at kvinderne dykker til de er helt op i en alder af 80 år. I den vestlige kultur er 80-årige kvinder ikke specielt synlige, men her spiller de en hovedrolle i samfundet," siger Sarah Giersing, Program-og udstillingschef på M/S Museet for Søfart.
Ønsker til havets guder
Siden udstillingen åbnede i februar måned i år har museets gæster haft mulighed for at sætte personlige ønsker på et "ønsketræ", inspireret af haenyeo kvinderne, der beder til havets guder. Det er blevet til mange ønsker om alt fra beskyttelse af havet og dets dyr til nye sko, flere venner og forældre, der ikke skændes.
"Der har været overvældende stor interesse for at sætte ønsker på træet, og vi har været nødt til løbende at gøre plads til nye. Ønskerne er især centreret om havet, og har udviklet sig til en fin og tankevækkende del af udstillingen," siger Sarah Giersing.
Udstillingen har sidste dag søndag d. 14 januar. Udstillingen er produceret af "Sjöfartsmuseet Akvariet" i Göteborg, Sverige.
For mere information eller interviews, kontakt venligst:
Presseansvarlig Heidi Vesterberg, hv@mfs.dk - +45 5124 92 84
Related links
Emner
Kategorier
M/S Museet for Søfart fortæller historien om Danmark som en af verdens førende søfartsnationer. Det underjordiske museum i Helsingør Skibsværfts gamle tørdok er verdensklasse arkitektur skabt af BIG – Bjarke Ingels Group.