Gå til indhold
Kulturministeren tager historisk spadestik for nyt Søfartsmuseum

Pressemeddelelse -

Kulturministeren tager historisk spadestik for nyt Søfartsmuseum

Det bliver kulturminister Per Stig Møller, der for alvor sætter gang i maskineriet og dermed skriver videre på dansk søfarts historie, når han 17. september tager det første spadestik til det nye Søfartsmuseum i Helsingør. Det bliver et enestående byggeri, som kulturminister Per Stig Møller (K) sender på vej. Også set i internationalt perspektiv. Søfartsmuseet får en helt unik placering i den 150 meter lange tørdok, der ligger mellem Kulturværftet og Kronborg i Helsingør. Så vidt vides findes der ikke andre maritime museer i verden, som er placeret i en dok af den størrelsesorden. Museet bliver bygget nede i og under jorden rundt om dokken, mens selve dokken bliver et uderum, hvor det er muligt at holde udstillinger og forskellige arrangementer. Kulturministeren skal ikke forvente at få en spade i hånden, men derimod bliver han inviteret til at sidde i den gravemaskine, der skal bane vej for støbningen af ydervæggen omkring byggeriet. - Vi glæder os naturligvis over, at Per Stig Møller har sagt ja til at foretage det første spadestik. Vi er netop nu ved at planlægge dagen. Lige så snart programmet er klar, ser vi frem til at fortælle, hvad der skal ske på dagen, men vi håber, at vi kan skabe en folkefest, og alle, der har lyst, er velkomne til at fejre begivenheden med os. Søfartsmuseet har ligget på Kronborg siden 1915. Det nye museum ventes klar i 2012. Læs mere om det nye museum på vedhæftede faktaark eller på www. maritimmuseumsbyg.dk og www.maritime-museum.dk. Yderligere oplysninger om byggeriet og museet hos Formand for Maritim Museums Byg, Dan Pode Poulsen, tlf. 33330049 Museumsdirektør Jørgen Selmer, tlf. 49280201. Bestyrelsesformand i Søfartsmuseet, Erik Østergaard, tlf. 40151225. Med venlig hilsen Maritim Museums Byg og Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg Fakta om museumsbyggeriet Arkitekturen Søfartsmuseet er tegnet af arkitektfirmaet BIG, Bjarke Ingels Group, København. BIG’s tanker om museet  Museet placeres under jorden omkring dokken og bevarer dermed den gamle dok som et åbent, udendørs udstillingsrum. Ved at projektet lader dokformen stå som et åbent rum skabes et bygningsværk, der passer til Helsingørs historie som værftsby.  Dokken med søfartsmuseet kommer samtidig til at indgå som en del af det samlede historiske og nutidige miljø omkring Kronborg og Kulturværftet.  Med det originale dokrum formidles søfartserhvervets kulturhistorie direkte visuelt og bygningen bliver samtidig et markant flagskib for moderne dansk søfart. Det fleksible museum  Museet kan deles op på mange måder, så midlertidige udstillinger og særlige aktiviteter kan finde sted. Dokken fremstår hermed på en gang helstøbt og funktionel i sin indretning og tillader stor fleksibilitet.  Museet kan deles op i 12 udstillingsrum med hver sin særegne form og belysning. Derved opnås et rumligt og arkitektonisk interessant museum, både som ét stort udstillingsrum, og når det deles op i mindre udstillinger. Café og eventspace  I bunden af dokken er der placeret café og eventspace, som man via en stor trappe også har adgang til uden for museets åbningstid.  Konference- og aktivitetsrum i broerne og ud til dokrummet gør museet til et attraktivt samlingssted for dansk søfart og for andre, der ønsker en unik ramme for møder, seminarer og konferencer. Fakta om museumsbyggeriet Bygherre Projektet gennemføres af Maritim Museums Fond med støtte fra en række donerende fonde og udføres af Maritim Museums Byg som bygherre. Bygningen vil efter opførelsen blive stillet til rådighed for Søfartsmuseet. Bygherrerådgiver Alectia. Arkitekt BIG, Bjarke Ingels Group Rådgivende ingeniør Rambøll Udstillingsdesign Kossmann.dejong, Amsterdam Budgetteret pris 212 millioner kr. hvor til kommer udgifter til indretning og udstillinger. Bruttoareal ca. 7.600 m2 Donerende fonde Maritim Museums Fond har fået tilsagn om midler fra en række fonde. Når byggeriet er afsluttet, vil museumsbygningen blive overdraget til Søfartsmuseet. De 11 fonde, som støtter projektet, er:  A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal  Arbejdsmarkedets Feriefond  Augustinus Fonden  Aage og Johanne Louis-Hansens Fond  Dampskibsselskabet Orient's Fond  Den Danske Maritime Fond  Lauritzen Fonden  Oticon Fonden  TK Foundation  TORM's Understøttelsesfond  ØK's Almennyttige Fond Fakta om Handels- og Søfartsmuseet  Protektor: H.M. Dronning Margrethe  Statsanerkendt landsdækkende specialmuseum for den civile danske søfart fra middelalder til nutid i såvel nationalt som internationalt perspektiv.  Grundlagt i 1915. Museet har til huse på Kronborg Slot samt i en af områdets kasernebygninger. Lokalerne leveres tilbage til Slots- og Ejendomsstyrelsen, når det nye museum åbner.  Samlingerne incl. billedarkiv og bibliotek er Danmarks største og vigtigste inden for det maritime område.  Museet er en selvejende institution, og får hovedparten af driftsindtægterne via midler fra finansloven i henhold til museumsloven.

Emner

Kategorier


M/S Museet for Søfart er et landsdækkende specialmuseum for dansk søfart fra middelalderen til i dag. Museet er en statsanerkendt og selvejende institution. Museet har i 98 år ligget på Kronborg Slot, men åbnede i 2013 med nye faciliteter og udstillinger i et nyt prisvindende museumsbyggeri tegnet af BIG – Bjarke Ingels Group. M/S Museet for Søfart ligger i Helsingør. 

Kontakt

Heidi Vesterberg

Heidi Vesterberg

Pressekontakt Presseansvarlig +45 51 24 92 84

Om museet

M/S Museet for Søfart fortæller historien om Danmark som en af verdens førende søfartsnationer på stemningsfuld og dramatisk vis i prisvindende rammer skabt af BIG – Bjarke Ingels Group.

Museet for Søfart

Ny Kronborgvej 1
3000 Helsingør
Denmark