Gå til indhold
34.000 billeder af dansk søfartshistorie stilles gratis til rådighed i nyt online billedarkiv.

Pressemeddelelse -

34.000 billeder af dansk søfartshistorie stilles gratis til rådighed i nyt online billedarkiv.

I foreløbig 99 år har M/S Museet for Søfart samlet billeder af søfolk, skibe, havne og meget andet i museets billedarkiv. Arkivet rummer i dag over 120.000 billeder, blandt andet af de fleste danske skibe fra opfindelsen af fotografiet til i dag. 34.000 billeder er digitaliseret og findes i museets online billedarkiv. Disse billeder stiller museet nu gratis til rådighed for offentligheden.

”De mange billeder tilhører os alle sammen, så vi er glade for nu at give endnu bedre adgang til dem. Statslige tilskud har sammen med bidrag fra private fonde gjort indsamlingen og digitaliseringen mulig. Fra nu af kan de mange billeder frit hentes i fuld opløsning til private formål. Billederne gemmer på hver deres historie. Måske har vi billedet af din bedstefar eller hans skib liggende, måske det kan hjælpe dig i jagten på din slægtshistorie eller måske du leder efter gamle sømandstatoveringer, som vi også har mange af i vores arkiv, fortæller museumsinspektør på M/S Museet for Søfart, Benjamin Asmussen.

De digitale billeder er lette at finde i den digitale billedbase, hvor man som regel også vil finde oplysninger om personer på billedet, sted, skib, fotograf og hvad der ellers findes af oplysninger om billedet.

Alle billederne kan hentes i fuld opløsning og kan frit bruges ikke-kommercielt. M/S Museet for Søfart stiller billederne til rådighed med Creative Commons-licens, nemlig ”Navngivelse – Ikke-Kommerciel – Del på samme vilkår”. Licensen betyder, at når billederne skal bruges, skal museet krediteres, at de må bruges til ikke-kommercielle formål og at billederne skal deles på samme vilkår fremover.

M/S Museet for Søfarts billedarkiv findes her: http://billedarkiv.mfs.dk

Har du selv billeder af skibe, søfolk eller andre maritime motiver, som du kunne tænke dig at skænke til museet, hører museet meget gerne fra dig. Kontakt arkivar Henriette Gavnholdt på hg@mfs.dk.

Fakta om M/S Museet for Søfarts digitale billedarkiv:M/S Museet for Søfarts digitale billedarkiv giver adgang til over 34.000 historiske fotografier. Arkivet kan ses som et tværsnit gennem det tyvende århundrede, som det tog sig ud på havet og i havnen. Der kan også findes ældre billeder såsom skibsportrætter, billeder fra de danske kolonier og konstruktionstegninger, men vægten ligger på damp- og motorskibenes epoke.

Det digitale billedarkiv er muliggjort med støtte fra A/S Dampskibsselskabet Torm, Dansk-Fransk Fonden, JL-Fondet, Sydfyenske Dampskibsselskabs Fond, Dannebrog Rederi A/S, Dampskibsselskabet Orient Fond, nu D/S NORDEN // D/S Orients Fond, J.C. Hempels Fond, Danmarks Rederiforening, BHI-Fonden. Kraks Fond, Dampskibsselskabet NORDENs Fond, nu D/S NORDEN // D/S Orients Fond, Det Østasiatiske Kompagnis Almennyttige Fond

Yderligere oplysninger Kontakt museumsinspektør Benjamin Asmussen på 2896 5327 (mobil) eller mail ba@mfs.dk

Billedtekst 1: Vestindiefareren KRONBORG passerer Kronborg slot – malet i 1830 af Jacob Petersen. Maleriet er et af mange, der nu frit kan hentes i museets billeddatabase på http://billedarkiv.mfs.dk

Billedtekst 2: Mandskabet på S/S DAGMAR har familiebesøg i 1899 i Middelfart. Fotografiet er et af mange, der nu frit kan hentes i museets billeddatabase på http://billedarkiv.mfs.dk

Emner

Kategorier


M/S Museet for Søfart er et landsdækkende specialmuseum for dansk søfart fra middelalderen til i dag. Museet er en statsanerkendt og selvejende institution. Museet har i 98 år ligget på Kronborg Slot, men åbnede i 2013 med nye faciliteter og udstillinger i et nyt prisvindende museumsbyggeri tegnet af BIG – Bjarke Ingels Group. M/S Museet for Søfart ligger i Helsingør. 

Kontakt

Heidi Vesterberg

Heidi Vesterberg

Pressekontakt Presseansvarlig +45 51 24 92 84

Om museet

M/S Museet for Søfart fortæller historien om Danmark som en af verdens førende søfartsnationer på stemningsfuld og dramatisk vis i prisvindende rammer skabt af BIG – Bjarke Ingels Group.

Museet for Søfart

Ny Kronborgvej 1
3000 Helsingør
Denmark