Gå til indhold
MADVÆRKSTEDET MESSE: Kok og ejer af koncepthuset RÅ, Jesper Vollmer, deltog i Madværkstedet Messe i 2019. Nu vender messen stærkt tilbage igen i marts 2023 i København. Billede: MCH / Tony Brøchner
MADVÆRKSTEDET MESSE: Kok og ejer af koncepthuset RÅ, Jesper Vollmer, deltog i Madværkstedet Messe i 2019. Nu vender messen stærkt tilbage igen i marts 2023 i København. Billede: MCH / Tony Brøchner

Nyhed -

Skal du med til Madværkstedet messe i marts 2023?

Det bliver med et forstærket fokus på events og oplevelser, når messen, Madværkstedet, vender tilbage 21.-22. marts 2023. Fødevarebranchens faglige mødested i København finder igen sted i Lokomotivværkstedet og byder foruden produktdemoer, masterclasses og workshops også på VIP-køkkener med private dining.

- Idéen er at gøre Madværkstedet til en endnu mere levende messe, hvor de besøgende kan opleve, arbejde med og deltage i forskellige events med udstillernes produkter som omdrejningspunkt, forklarer Carina Høgsted Kirkegaard, projektleder i MCH Messecenter Herning.

For som noget nyt bliver Madværkstedet nemlig i denne tredje ombæring væsentligt mere eventbaseret end tidligere. Således har udstillerne mulighed for at deltage i forskellige events, afhængig af hvilket område på messen, de udstiller i - det kan være produktdemoer, masterclasses eller workshops.

Messen indrettes med oplevelseszoner og værksteder inden for forskellige produktkategorier. Tanken er, at områderne skal fungere som både lærerige, indbydende og horisontudvidende universer, hvor diverse kendte aktører fra madscenen også vil dele deres viden og erfaring.

Store muligheder i øget fokus på events

Madværkstedet 2023 arrangeres af MCH Messecenter Herning i samarbejde med MLDK Mærkevareleverandørerne og er i øvrigt beslægtet med Nordens største fødevaremesse, Foodexpo, i Herning.

- Det er særdeles glædeligt og utvivlsomt noget, der vil løfte messen yderligere, at der næste gang kommer et øget fokus på events. Madværkstedet har allerede tydeligt demonstreret, at branchen udvikler sig via ikke mindst det personlige møde, og med det nye koncept er også messen i bevægelse. Madværkstedet lykkedes allerede i 2017 og 2019 med at gøre kunder klogere på, hvad fødevarebranchen kan, og i 2023 kan de komme endnu tættere på og få endnu større, interaktiv indsigt i de professionelles virke, påpeger Niels Jensen, direktør i MLDK Mærkevareleverandørerne.

Tid og sted

21. - 22. marts 2023
Lokomotivværkstedet
Otto Busses Vej 5A, 2450 København

Messen er for fagfolk i fødevarebranchen, og har du et CVR nr., kan du som besøgende gratis bestille billetter fra december 2022.

Kom med til kickoff møde 19. august 2022

Kunne du tænke dig at høre mere om messen? Så inviterer Madværkstedet dig med til kickoff på næste fredag den 19. august 2022 fra kl. 9.30 – 11.30 i MCH Messecenter Herning. Det er gratis at deltage og er inkl. kaffe/the, vand, frugt, sodavand, sandwich samt entrébillet til Formland.

Tilmelding skal ske til Tina Hauris Slebsager på ths@mch.dk senest 12. august.


Se billederne fra sidste gang, der blev afholdt Madværkstedet messe her. Alle billeder: MCH / Tony Brøchner

Emner

Kategorier

Om MLDK Mærkevareleverandørerne

MLDK Mærkevareleverandørerne er et interessefælleskab for 100 mærkevareleverandører til dansk detailhandel og Away From Home​.


Vi blev stiftet i 1968 og har siden da, arbejdet for et bæredygtigt, innovativt og effektivt marked med fair ramme- og samhandelsvilkår til gavn for de danske forbrugere​. Vi har stor fokus på at bidrage til forbrugernes adgang til et inspirerende og alsidigt mærkevareudbud i de kanaler og på de platforme, hvor forbrugerne køber vores medlemmers produkter​.

Vi tror desuden på, at et samarbejde med både kunder og vores europæiske moderorganisation (AIM) samt foreninger, politikere og organisationer er vejen frem.

MLDK Mærkevareleverandørerne

Havnegade 39
1058 København
Danmark