Pressemeddelelse -
Mazda sætter priser på sin nye elbil
Mazda MX-30 fra 240.000 kr.
Mazda er nu klar med priserne på alle udgaver af den nye elbil, Mazda MX-30, der forventes introduceret på det danske marked i september 2020. Prisen kommer til at starte ved 240.000 kr. for en MX-30 SKY, der på ingen måde skal ses som en skrabet indstigningsmodel.
Den er nemlig særdeles veludstyret, og man kommer ikke til at gå på kompromis med hverken sikkerheds- eller komfortudstyret. På den måde følger MX-30 sporet fra Mazda CX-30, som den også deler platformsarkitekturen og de fleste dimensioner med.
Udover Mazda MX-30 SKY kommer modelprogrammet til at omfatte MX-30 First Edition til 253.000 kr og MX-30 COSMO til 270.000 kr.
MX-30 har et batteri på 35,5 kWh, der giver en rækkevidde på 200 km efter WLTP-normen. Det har Mazda valgt ud fra den betragtning, at det er mindre miljøbelastende at producere end et større batteri, og at det opfylder mange menneskers daglige transportbehov. Derfor kan MX-30, også i kraft af sin størrelse, fungere som familiens eneste bil i mange tilfælde eller alternativt som bil nr. 2.
Elmotoren yder 143 hk og 265 Nm, tophastigheden er 140 km/t, og accelerationstiden fra 0-100 km/t er 9,7 sekunder. Mazda har ved udviklingen af MX-30 lagt afgørende vægt på, at den kører og føles som enhver anden Mazda. Det vil sige, at MX-30 reagerer nøjagtig som føreren forventer det i alle situationer.
Se den fulde udstyrsliste samt tekniske data i det vedhæftede PDF-dokument herunder.
Related links
Emner
Kategorier
Mazda blev grundlagt i 1920 i Japan og er et multinationalt selskab påvirket af forskellige kulturer men med stor respekt for sin japanske arv. Hos Mazda tror vi på, at man skal udfordre konventionerne for at gøre ting bedre. Den måde at tænke på har ført os til udviklingen af banebrydende tekniske løsninger og biler, som er smukke, inspirerende og ikke mindst sjove at køre i.