Pressemeddelelse -

Hedensted Kommune vil dele biler med borgerne

Efter fyraften holder hele den kommunale bilpark i Hedensted stille.  En spildt resurse i en landkommune, hvor den kollektive trafik er begrænset, og borgerne i høj grad kunne have glæde af en offentlig og fleksibel transportform.

Derfor vil kommunen nu forsøge sig med en løsning, som ikke er set andre steder i landet.  I samarbejde med non-profit delebilsfirmaet Letsgo og Tetraplan, et af landets førende konsulentbureauer indenfor trafikplanlægning, vil Hedensted kommune inden udgangen af januar søge Trafikministeriet om midler til at afprøve en delebilsordning, som kommunen og interesserede borgere bliver medlemmer af på lige fod.

Det vil betyde, at borgerne for det første vil kunne bruge kommunens egne biler, når de er ledige.  For det andet vil der blive opstillet en række nye biler til fælles brug flere steder i kommunen, så borgerne og kommunens ansatte let kan komme til og fra bilerne. Ideen er, at begge parter betaler et fast månedligt medlemsgebyr samt eget forbrug.

Borgmester i Hedensted Kommune, Kirsten Terkilsen, er begejstret for projektet. Hun håber, at det kan være med til at løse de transportproblemer, som borgerne i kommunen oplever:

- Vi har meget fokus på den manglende offentlige transpor t i vores mindre bysamfund, og vi vil gerne skabe flere transportmuligheder for vores borgere.  I en kommune som vores skal der en lidt mere fleksibel løsning til end busser alene. Der er ofte ikke nok, som bruger dem, og det er både dyrt og ikke særlig miljøvenlig at køre rundt med store tomme busser.  Derfor vil vi gerne se, om borgerbiler kunne være en løsning på transportproblemerne, siger hun. s

Ny måde at tænke kollektiv trafik på
Ordningen kan være med til at inspirere andre kommuner til at udnytte de resurser, som de allerede råder over, bedre. Samtidig kan det rykke ved den almene og ikke mindst den politiske opfattelse af, hvordan man kan indrette den kollektive trafik. Det mener Bjarke Fonnesbech, direktør i Delebilsfonden og Letsgo, som arbejder for at fremme delebilordningen i Danmark.

- Det er et projekt med meget store perspektiver. Det handler om at nytænke den kollektive trafik, og at give borgerne i landdistrikterne adgang til en særdeles fleksibel transportform, som kan være et reelt alternativ til privatbilisme. Vi tror på, at man kan gøre det inden for kommunernes egne budgetter – men det kræver, at alle parter i sektoren er parate til at tænke nyt, siger han.

Fakta

Om projektet
Hvis kommunen får del i Trafikministeriets puljemidler, vil borgerbilerne i første omgang blive kørt som en forsøgsordning. Forsøget skal blandt andet skal være med til at afklare:
- Om borgerne vil bruge bilerne.
-Hvilke forudsætninger skal der til for, at det sker – et stærkt lokalsamfund, idrætsforening, lokalråd eller andet.
- Hvile typer biler, der er bedst.
- Om ordningen vil give kommunen ekstraudgifter. 


Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • delebiler

Regions

  • Midtjylland

LetsGo er et delebilkoncept med biler i København, Århus, og Greve. LetsGo er etableret med udgangspunkt i Københavns Delebiler og Århus Delebilklub, og udbydes af Delebilfonden, der står for al drift og administration. Vi forventer inden for den kommende tid at udvide med lokalafdelinger i Herning og Odense, og arbejder på at have delebiler i alle større danske byer indenfor et par år. Melder man sig ind i LetsGo har man adgang til alle vores biler.

Kontakt

Christian Rohmann

Pressekontakt Projektleder Presse 28356577

Relateret materiale

Danmarks første borgerbiler ruller ud i Hedensted

14 såkaldte borgerbiler ruller nu ud i Hedensted Kommune. De er de første af sin slags i Danmark, og bilerne skal deles af byens borgere og kommunens medarbejdere for at afhjælpe problemerne med den kollektive trafik i landkommunen. Konceptet har et stort potentiale, vurderer trafikforsker.