Nyhed -

Borgerne i Brøndby slipper for kalk i drikkevandet

HOFORs vandværk i Brøndby er det første i Danmark, der sætter et blødgøringsanlæg i drift i stor skala. Forsyningsselskabet har lyttet til borgerne i Storkøbenhavn, der har givet udtryk for ønsket om mindre kalk i vandet. Netop i Københavnsområdet er der nemlig store mængder kalk i drikkevandet. Krüger står bag etableringen af anlægget.

Første skridt i en større plan

HOFOR har udvalgt Brøndby, fordi værket alene forsyner kommunen i et lukket system. Værket blødgør vand fra 10 lokale grundvandsboringer og fra et aftag på en af de store transportledninger, der fører drikkevand ind til København fra sjællandske grundvandsboringer. Projektet, der har krævet, at vandværket delvist skulle bygges om, bliver frem til 2024 fulgt op af blødgøringsanlæg på de øvrige syv store regionale vandværker hos HOFOR, der leverer drikkevand til København og en række af forstæderne.

Da drikkevandet fra værkerne blandes sammen, inden det når ud til borgerne, vil man i praksis først have den fulde effekt, når alle værker har fået et blødgøringsanlæg. Men i Brøndby har borgerne den fulde glæde af det allerede i dag, siger projektleder Kaare Klit Johansen fra HOFOR.

Samfundsøkonomisk besparelse

Ud over at det er et stort fremskridt for borgerne, ser HOFOR det også som en samfundsøkonomisk besparelse – anslået 4-5 kr. pr m3 drikkevand, når udgiften til blødgøring er trukket fra.

– Mindre kalk betyder eksempelvis, at varmevekslere og varmtvandsbeholdere holder længere og skal renses sjældnere. I husholdningerne betyder det at hårde hvidevarer skal afkalkes sjældnere og har en længere levetid. Der skal også doseres mindre sæbe og vaskemidler og endelig falder el- og vandforbruget, så der er mange fordele, siger Kaare Klit Johansen

Teknisk fungerer anlægget sådan, at blødgøringsteknologien er placeret som første led i processen på vandværket, hvor vandet lige er hentet ind fra vandboringerne.

Drikkevandet ledes gennem beholdere med sandkorn, hvor man tilsætter natriumhydroxid (kaustisk soda). Det medfører, at kalken binder sig til sandkornene, der så bliver til kalkpiller. Dem tager man løbende ud, hvorefter nyt sand bliver tilsat.

– Herefter ledes vandet igennem de traditionelle filtre, som vandværket var udstyret med i forvejen. Det fjerner bl.a. jern, mangan og lidt kalkrester, da kun 99 pct. sætter sig på sandkornene, siger projektchef fra Krüger, Jørgen Iversen.

Endelig har man til sidst tilføjet to UV desinfektionsanlæg, der er en ekstra sikkerhed for, at vandet er helt rent, når det kommer ud til borgerne.

Fjernelse af kalk fra vandet resulterer i flere tons kalkpiller ugentligt, der kan genanvendes til bl.a. kalkning af landbrugsjord og i byggeprodukter.

Jørgen Iversen, jci@kruger.dk

Emner

  • Miljø, energi

Kontakt

Anne Abraham

Pressekontakt HR- og Kommunikationsdirektør 39690222

Relateret materiale

Indvielse af Brøndbyvester Vandværk

Når borgerne i Brøndbys 16.000 husstande i dag åbner for vandet, vil det være blødgjort drikkevand der løber ud af hanerne. Det nyrenoverede Brøndbyvester Vandværk er udbygget med det første store blødgøringsanlæg i Danmark, og åbnede i dag som første led i HOFORs store udrulningsplan om at levere blødgjort vand til alle deres forsyningskommuner i 2024.

Videregående vandbehandling på vej frem

I Danmark er vi stolte af vores drikkevand baseret på grundvand og simpel vandbehandling. Forbrugerønsker om at få blødgjort drikkevandet og behov for i nogle situationer at rense vandet for pesticider og næringsstoffer presser sig på.

Nye kæmpe-vandværker skal give københavnerne blødere drikkevand

HOFOR er i gang med at erstatte tre af deres allerstørste vandværker med helt nye og topmoderne anlæg, så hovedstadsområdet kan få blødere drikkevand og bedre forsyningssikkerhed. Fra et fælles projektkontor i Rødovre arbejder landets førende specialister sammen om at løse det udfordrende stor-skala projekt.

Seks faktorer i valg af blødgøringsmetode

For vandforsyninger, der overvejer blødgøring af drikkevandet, er der en række forhold, der er vigtige at tænke over. Krüger har samlet seks parametre, som vi mener, man bør tage højde for, når man vælger blødgøringsanlæg.