Pressemeddelelse -
XL-BYG har fået en hurtigere værktøjskasse
”Løs performanceproblemerne på vores VMware-installation først. Så kan vi tale videre bagefter.” Det var indgangsreplikken, da XL-BYG ved et tilfælde kom i dialog med Konica Minolta. Opgaven blev løst, og samarbejdet blev en realitet.
Det var til et ’speed dating’-arrangement for erhvervsledere, at IT-chef Steen Villsen fra XL-BYGs kædekontor i Brabrand tilfældigt faldt i snak med salgsdirektør Niels Foged fra Konica Minolta Business Solutions kontor i Åbyhøj. Efter en gensidig præsentation afbrød Steen Villsen salgstalen fra Niels Foged med et konkret forslag.
”Han fortalte, at de oplevede performanceproblemer med deres VMware-installation,” fortæller Niels Foged. ”Hvis vi kunne løse op for dén knude, så kunne vi tale videre om andre projekter. Den udfordring kunne vi ikke lade ligge, så vi gik med til en ’no cure, no pay’-ordning og kastede os over opgaven.”
Efter få dage kunne Niels Foged og hans folk vende tilbage til Steen Villsen hos XL-BYG med et løsningsforslag, der fordoblede performance på VMware-installationen, og det var nok til at overbevise IT-chefen om, at Konica Minolta var kommet langt siden dengang, det udelukkende handlede om kopimaskiner.
Udfordret på både backup og performance
Ud over de akutte VMware-performanceproblemer var man hos XL-BYG udfordret på to fronter: Dels var kædekontorets IT-system udtjent og stod foran udskiftning, og dels var virksomhedens backupløsning heller ikke optimal. Det var derfor de to punkter, der blev diskuteret med Konica Minolta.
”Vi havde indhentet tilbud på nye servere og nyt SAN til vores datacenter, men efter et arrangement hos Konica Minolta blev vi solgt på idéen om at vælge Cisco HyperFlex og gå all-in på en hyperkonvergeret løsning,” forklarer systemadministratorKenneth Yde fra XL-BYG. ”Performance på løsningen lød fantastisk, og prismæssigt var det også attraktivt med mulighed for en femårig finansiering gennem Cisco Capital.”
Konica Minolta udarbejdede et forslag baseret på blandt andet Cisco HyperFlex HX 240, som ikke alene stillede større ydelse i udsigt, men også mindre pladsbehov. Aftalen blev underskrevet i februar, men da var der allerede sket noget på backupfronten.
Første trin: Backup flyttes til KMsky
”Allerede før implementering af HyperFlex’en flyttede vi vores Veeam-backupløsning til Konica Minoltas eget danske datacenter, KMsky,” fortæller systemadministratorKenneth Yde. ”Den tidligere hostingløsning fungerede ikke optimalt med for lang reaktionstid ved ændringer og lidt for mange bump på vejen.”
Efter flytningen har XL-BYGs backup kørt problemfrit, og løsningen er sat op, så der ud over fuld backup hver nat også bliver taget snapshots tre gange om dagen. Det mindsker sårbarheden over for angreb udefra og gør recovery-tiden kortere. Kenneth Yde understreger, at der helt op på ledelsesniveau i dag er meget stor forståelse for sikkerhedsudfordringerne, og at man hidtil har været forskånet for store angreb.
Andet trin: Hyperkonvergeret datacenter
Hos XL-BYG var målet med det nye IT-system at skaffe markant bedre performance, at fremtidssikre løsningen og at få det hele samlet under ét i stedet for at have flere former for hardware og flere leverandører, der kunne pege på hinanden ved problemer.
Kenneth Yde: ”Med overgangen til Cisco HyperFlex kunne vi nøjes med at bruge 8 units i vores datacenter i stedet for 14. Strømforbruget blev reduceret dramatisk, og selv om alle vores IT-ressourcer nu er puljet under ét, så administrerer vi stadig via de velkendte grænseflader fra tidligere, så administrativt mærker vi egentlig ikke den store forskel. Men det gør vi på vores performance.”
Den nye, hyperkonvergerede løsning og overgangen til SSD-diske har reduceret svartiderne markant, og for eksempel oplever virksomhedens in-house grafikere nu ingen ventetid, når de henter filer frem, hvor de tidligere skulle sidde og trille tommelfingre, før de kunne arbejde videre.
Godt samarbejde med dedikerede folk
Hos Konica Minolta har det været en ønskeopgave at overtage hostingen af XL-BYGs backup og at stå for bestykningen af det nye datacenter.
”Det er vores kernekompetencer, og vi har haft to gode, faste folk på opgaven fra start til slut,” fortæller Business Development Manager Frank Stott fra Konica Minolta. ”Samarbejdet kom i stand ved en tilfældighed, og derfor er det vigtigt for os at leve op til kundens tillid og følge opgaven helt til dørs.”
Hos XL-BYG kan de kun bekræfte, at samarbejdet er forløbet godt.
”Vi har haft lidt ventetid, men det skyldtes udelukkende en flaskehals hos Cisco, som skulle holde trit med den globale efterspørgsel på HyperFlex. Ellers har det været et perfekt samarbejde, hvor vi har fået god og kompetent assistance til både backup- og datacenterdelen. Og efter implementeringen oplever vi også en enklere hverdag med én leverandør og en hyperkonvergeret løsning, hvor der kun er én ansvarlig leverandør at kontakte,” fastslårKenneth Yde fra XL-BYG.
XL-BYG valgte at flytte backupløsningen til KMsky først og dernæst opdatere hele datacentret til Cisco HyperFlex. Deres backbone blev ved samme lejlighed opgraderet til 40 Gbit, ligesom de som tidligere nævnt gik fra traditionelle diske til SSD-diske.
Om XL-BYG
Kæden består af 110 forretninger over hele landet
XL-BYG PRIVATCENTER servicerer private kunder
XL-BYG PROFFCENTER servicerer erhvervskunderne
XL-BYG har en samlet omsætning på 8,5 mia. kr./år
Kædekontoret i Brabrand servicerer alle butikkerne
Emner
- Computere, IT-teknologi, software
Konica Minolta er en global IT-virksomhed, som forandrer og revolutionerer fremtidens måde at arbejde på. Vi bygger bro mellem papir og digitalisering ved at levere innovative kvalitetsløsninger inden for print og IT infrastruktur, og vi udvikler konstant vores forretningsområder. Vi sætter os altid 100% ind i kundens behov og forventninger og leverer altid det, vi har aftalt – plus lidt ekstra. På verdensplan beskæftiger Konica Minolta ca. 43.300 medarbejdere og omsætter for ca. 7,7 milliarder EUR. I Danmark har vi en lokal tilstedeværelse med afdelinger i Ballerup, Aarhus og Aalborg med 220 ansatte og en omsætning på 450 mio. DKK.