Nyhed -

Universe Fonden søger en forsker til udvikling af læringsområdet

Universe Fonden er et internationalt orienteret forsknings- og udviklingscenter, der udvikler og driver projekter med særligt fokus på læring og innovation. I vores projekter arbejder vi på at udvikle konkrete løsninger til, hvordan vi kan fremme børn og voksnes lærings- og innovationsevne, og møde det 21. århundredes udfordringer på en måde, der gavner både den danske skolesektor og dansk erhvervsliv.

Vores projekter realiseres i tæt samarbejde med ministerier og øvrige fonde.

Vi bor i forskerparken på Alsion i Sønderborg og samarbejder med førende universiteter som fx National University of Singapore og Yonsei University.

Stillingen
Du vil blive tilknyttet et eller flere af vores projekter, hvor omdrejningspunktet er at skabe ny viden, der anvendes til at udvikle og afprøve nye metoder i grundskolen. Du vil derfor komme til at arbejde tæt sammen med både andre forskere, udviklere og ikke mindst praktikere inden for læringsområdet.

Du vil arbejde i et projektteam med 3-4 kolleger og en bred vifte af eksterne samarbejdspartnere. Du vil få kollegial, ledelsesmæssig og organisatorisk støtte til at udvikle din viden og dine forskerkompetencer. Tilsvarende vil deltagelse i relevante kurser og konferencer blive en naturlig del af din faglige udvikling.

Vi forventer at du

  • Har erfaring med forskning fra en virksomhed eller en offentlig organisation
  • Brænder for at være med til at udvikle den danske grundskole
  • Er fagligt velfunderet inden for læringsområdet
  • Har erfaring med både kvalitative og kvantitative metoder
  • Evner at sætte teori og praksis i spil med hinanden
  • Er faglig og arbejdsmæssig fleksibel

Vi tilbyder

  • En arbejdsplads med store ambitioner, der gerne går helt nye veje for at vise, hvordan læring og innovation skal tilpasses fremtidens udfordringer
  • En karriere med højt til loftet og internationalt udsyn
  • En dynamisk arbejdsplads, hvor mangfoldighed er en forudsætning 
  • Et skrivebord på havnefronten med mindst én kilometers udsigt 
  • Mulighed for hjemmearbejde
  • Løn efter kvalifikationer

Vores lokaler i Sønderborg fungerer som en fælles base for fondens medarbejdere, der kommer fra hele landet - Jylland, Fyn og Hovedstaden.

Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte Konkret HR A/S, Peter Holmen Møller på telefon +45 22 30 64 00
Ansøgning, CV, publikationsliste samt en populær og en videnskabelig artikel sendes til tine@konkrethr.com.

Ansøgningsfristen er 1. maj 2011. Samtaler vil foregå i løbet af april og maj måned.

Mød os på www.universefonden.dk

Emner

  • Forskning

Kategorier

  • job
  • forskning
  • forskningsleder