Pressemeddelelse -
Aftale på plads: Markant politisk rygstød til iværksættere
IT-Branchen hilser den netop vedtagne iværksætterpakke varmt velkommen, som imødekommer de danske iværksætteres udfordringer med talent, kapital og beskatning.
”En festdag” og ”Et opgør mod skattehelvede”. IT-Branchen havde mange rosende ord til regeringens iværksætterudspil, som blev præsenteret tidligere på måneden. Og heldigvis er udspillet nu en realitet, og festen kan begynde. Den endelige pakke er endog mere positiv end det tidligere udspil.
Regeringen og en række politiske partier har handlet hurtigt og har indgået aftale om en endelig iværksætterpakke, som blev præsenteret i Erhvervsministeriet i dag.
I IT-Branchen er vi glade for, at politikerne er kommet ud af startboksen og nu har landet en aftale:
”Vi er utrolig glade for, at iværksætterpakken tager fat på mange af de store udfordringer, som iværksættere kæmper med. Blandt andet beskatning, talenttiltrækning og mere kapital,” udtaler Charlotte Holm Billund, chefkonsulent i IT-Branchen, og fortsætter:
”Det er en ambitiøs iværksætteraftale, som politikerne har vedtaget. Nu skal vi hurtigst muligt få sat gang i de mange gode tiltag til gavn for danske iværksættere og startups. Iværksættere og startups har længe været sat på bænken, men nu får de et markant politisk rygstød – og det er på høje tide”.
Dansk erhvervsliv skal være på forkant
Med iværksætterpakken får iværksættere bl.a. bedre muligheder for at tiltrække udenlandske talenter, bedre muligheder for at aflønne via medarbejderaktier samt mere tilgængeligt vækstkapital fra bl.a. ATP og pensionskasser.
I pakken fremhæves det, at initiativerne er sat i søen, så dansk erhvervsliv kan være på forkant med den teknologiske udvikling, herunder brug af kvanteteknologi og kunstig intelligens.
En indsats, som IT-Branchen har efterspurgt gennem flere år blandt andet i vores seneste iværksætter-udspil. Du kan læse hele IT-Branchens iværksætterudspil her.
Fuld plade på IT-Branchens anbefalinger
I den nye iværksætterpakke er der sket en række justeringer fra regeringens oprindelige udspil. Fx har iværksætterpakken 46 initiativer mod tidligere 41. En af de meget positive justeringer er, at perioden med realisationsbeskatning af selskabers nynoterede portefølje-aktier er hævet fra 5 år til nu at gælde i 7 år.
Derudover er der også tilføjet et initiativ, der vil undersøge muligheden for, at iværksættervirksomheder bedre kan indgå i konkurrencen om offentlige udbud.
De nye tilføjelser udløser særligt begejstring i IT-Branchen:
”Vi er gået fra et udspil med stort set fuld plade i forhold til at opfylde alle vores anbefalinger til en endelig aftale, der opfylder alle vores anbefalinger, nu hvor også et initiativ om offentlige udbud er blevet tilføjet iværksætterpakken,” fortæller Charlotte Holm Billund og afslutter:
”Kan det gøres endnu mere? Ja, selvfølgelig, men aftalen er et stort skridt i den rigtige retning. Så det er en virkelig god dag for dansk iværksætteri”.
Emner
Kategorier
IT-Branchen - Vi giver dig koden til vækst
IT-Branchen hjælper hver dag vores medlemmer, branchen og samfundet med at vokse.
Vi brænder for at skabe et digitalt samfund for alle. Et samfund i vækst, og hvor Danmark står som et globalt fyrtårn, fordi vi udnytter teknologien til gavn for klimaet, økonomien og det enkelte menneske.
Vi lader ildsjælene hos vores medlemmer sætte retningen for en bedre fremtid. Det gavner Danmark, erhvervslivet, den enkelte borger og vores medlemsvirksomheder.