Pressemeddelelse -
Hyundai afslører priser på den nye KONA Electric
Hyundai er nu klar med priser på den helt nye KONA Electric, der byder på store designændringer, mere plads og længere rækkevidde til priser, der starter fra 299.995 kr.
Den helt nye SUV, KONA Electric, der både er blevet længere, bredere og højere i forhold til forgængeren, har Danmarkspremiere den 7.-8. oktober, men allerede nu kan Hyundai afsløre de danske priser på hele modelprogrammet for den nye, rummelige familiebil KONA Electric. Priserne begynder ved 299.995 kr.
Den nye KONA Electric bliver produceret i Tjekkiet, og fabrikken forventer at producere hele 21.000 biler af den nye KONA Electric inden udgangen af året. Ligesom den tidligere KONA fås den nye KONA Electric med to forskellige batteristørrelser, baghjulstræk og en rækkevidde på mellem 377 km og op til 512 km afhængig af variant.

”Det er anden generation af den populære KONA Electric, der lanceres, og man kan godt glæde sig,” siger Annegrethe Skovby, der er pressechef i Hyundai Danmark.
”Den nye KONA Electric er større, end man tror. Den har god plads til tre børn på bagsædet. Og har man småbørn, der sidder i autostol, er det intet problem at få plads til to autostole og en sædepude til det tredje barn. Samtidig er der god plads til barnevogn eller klapvogn og lignende børneudstyr i bagagerummet, som er meget større end tidligere. Hvor bagagerummet før var på 332 liter, er der nu plads til 466 liter, og dertil er der kommet et LED-belyst frunk med plads til 27 liter.”

Tre udstyrsvarianter
Den helt nye KONA Electric fås i tre udstyrsvarianter: Essentiel, Advanced og Ultimate. Allerede fra basisversionen, Essential, som starter ved 299.995 kr., får man masse af udstyr, heriblandt stor digital instrumentering og touchskærm, klimaanlæg, Bluelink, Bluetooth, adaptiv fartpilot, varme i rat og forsæder, el-klapbare sidespejle med varme og integreret blinklys, bakkamera, parkeringssensor både i for og bag, LED-forlygter, LED-kombinationsbaglygter, batterivarmer, varmepumpe, der kan opvarme kabinen, når det er koldt og nedkøle den i varmt vejr. Derudover har den automatisk skiltegenkendelse, automatisk nødbremse med fodgænger- og cyklistgenkendelse samt krydsfunktion, aktiv vognbaneassistent med følgefunktion og motorvejsassistent.

Med udstyrsvarianten, Advanced, der koster 20.000 kr. mere, får man derudover bl.a. trådløs opladning af smartphone, sæder i dellæder, opvarmet ladeport, LED-bånd med pixel-design mellem forlygter, LED-forlygter med projektørlinse og indvendig Vehicle-to-Load (V2L), så man kan oplade ens enheder direkte fra bilens batteri med det indbyggede 220V-stik.
Vælger man Ultimate, som starter ved 339.995 kr., får man desuden et 360 grader omgivelseskamera, der gør det muligt at kigge hele vejen rundt om bilen, blindvinkel-sensor med kameravisning, BOSE-lydsystem inkl. diskanthøjtaler, elektriske forsæder, head-up display, elektrisk bagklap, der giver nem adgang til bagagerummet, nødbremse med fodgængerkendelse ifm. bakning samt udvidet automatisk nødbremse med bl.a. sideregistering og undvigeassisten, som bl.a. øger sikkerheden for de bløde trafikanter i trafikken.

To batteristørrelser
Alle tre udstyrsvarianter fås med to batteristørrelser: Standard Range med et batteri på 48,4 kWh, 156 hk og en rækkevidde på op til 377 km til priser fra 299.995 kr. Long Range-varianten har et batteri på 65,4 kWh, 217 hk og en rækkevidde på op til 512 km, og priserne starter ved 329.995 kr.
Begge batteristørrelser må monteres med anhængertræk. Standard Range må trække op til 300 kg med eller uden bremser, mens Long Range må trække op til 750 kg med bremser og 300 kg uden bremser.
Emner
Kategorier
Alle ovenstående tekniske data og priser er gældende på tidspunktet for udgivelsen af pressemeddelelsen – og kan blive ændret. Specifikationer og funktioner nævnt i denne pressemeddelelse kan variere afhængigt af land/region.
Hyundai Danmark er et selskab under Nic. Christiansen Gruppen med hovedsæde i Kolding. Hyundais dna er et stærkt design samtidig med en driftssikker kvalitet, som bakkes op af mærkets unikke 5 års garanti uden kilometerbegrænsning.
Hyundai tog hul på en ny epoke med elbilen IONIQ 5, der agerer spydspids i mærkets e-mobilitet. IONIQ 5 er starten på en helt ny familie af ebiler, der med tiden vil dække mange forskellige segmenter.