Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Wulffmorgenthalers animerede komedie MUGGE & HANS MÆRKELIGE HJERNE klar med trailer og plakat!


Zentropa og Nordisk Film Distribution kan i dag offentliggøre trailer og plakat til Wulffmorgenthalers nye animerede komedie MUGGE & HANS MÆRKELIGE HJERNE, der følger op på historien om Mugge fra ”Mugge & Vejfesten”, som i 2019 blev en kæmpe succes i de danske biografer. Publikum kan se frem til et gensyn med den sprudlende, evigt optimistiske Mugge, hans seje veninde Sofia og de energiske femlinger Allan, Allan, Allan, Allan og Allan.

SE TRAILEREN HER: https://youtu.be/7UWvkym8aZA
TRAILEREN KAN DOWNLOADES HER: https://we.tl/t-XArnTte2Qr

MUGGE & HANS MÆRKELIGE HJERNE er baseret på Wulffmorgenthalers egen børnebog af samme navn, der udkom på Gyldendal i 2018. Filmen får biografpremiere over hele landet i efterårsferien den 13. oktober 2022.

Mikael Wulff og Anders Morgenthaler har instrueret filmen, mens en række velkendte skuespillere igen lægger stemme til filmens karakterer. Blandt andre Jens Jacob Tychsen, Iben Hjejle, Stephania Potalivo, Mia Lyhne, Jan Gintberg, Mick Øgendahl, Nikolaj Kopernikus og Mikael Wulff og Anders Morgenthaler selv.

Handlingen
Første dag efter sommerferien skal eleverne på Basserup Kommuneskole til prøve. Og da den ellers så glade dreng, Mugge, viser sig at have en hjerne, der er så mærkelig, at hans svar får testcomputeren til at eksplodere, går hele systemet i panik. Mugge sendes omgående i specialklasse og spås en sort fremtid. Han beslutter sig derfor for at starte sin egen skole. En skole hvor der er plads til børn med mærkelige hjerner. Han døber skolen Friheden. Samtidig begynder Mugges bedste veninde Sofia på den militante eliteskole Killer Instinct School System. Mugge og Sofia glider fra hinanden, og snart hænger deres venskab i en tynd tråd. Da konkurrencen "Kommunemesterskabet i skole" annonceres, optrappes Mugge og Sofias konflikt yderligere.

Men pludselig trues byen af en hidtil uset trussel i form af en kæmpemæssig mutant af en lyserød puddel, og de to tidligere venner og deres skoler bliver tvunget til at samarbejde på trods af deres forskelligheder for at redde byen fra ødelæggelse.

Skaberne bag
MUGGE & HANS MÆRKELIGE HJERNE er skrevet af Mikael Wulff og Pernille Bønløkke Toustrup og instrueret af Mikael Wulff og Anders Morgenthaler. 

Duoen Anders Morgenthaler og Mikael Wulff, som sammen danner Wulffmorgenthaler, står også bag Mugge & Vejfesten samt en række tv-programmer, podcasts og bog- og serieudgivelser så som ”Mugge & vejfesten” (Gyldendal 2017), ”Mugge & hans mærkelige hjerne” (Gyldendal 2018) samt de velkendte Wulffmorgenthaler-striber, som i dag er blevet folkeeje i Danmark, og som udkommer i mere end 200 aviser verden over.

Kenneth Vandel er animationsinstruktør på filmen, klipper er Sirid Graff, og Morten Dalsgaard skaber lyddesignet. Producer-team fra Mugge og Vejfesten, Julie Lind-Holm Hansen og Jonas Bagger, står også bag MUGGE & HANS MÆRKELIGE HJERNE.

Filmen er produceret af © Zentropa Entertainments3/New Creations 22 i samarbejde med DR med støtte fra Det Danske Filminstitut, Den Vestdanske Filmpulje, og det Estiske Filminstitut og TV2 Norge. Filmen distribueres af Nordisk Film Distribution.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation & PR

For yderligere information, kontakt:
Emilie Selin // emilie@have.dk // 2611 4104
Amalie Søndergaard // amalie@have.dk // 2858 8150

Fakta om MUGGE & HANS MÆRKELIGE HJERNE
Instruktion: Anders Morgenthaler og Mikael Wulff
Manuskript: Mikael Wulff og Pernille Bønløkke Toustrup
Animationsinstruktør: Kenneth Vandel
Art Director: Sten Mesterton
Produceret af: Julie Lind-Holm Hansen og Jonas Bagger
Executive producer: Peter Aalbæk Jensen
Co-producere: Anders Mastrup og Karsten Kiilerich
Line producer: Lise Ann Mangino
Storyboard: Kristian Killu
Klipper: Sirid Graff
Fotograf og lys: Niels Grønlykke
Lyddesign: Morten Dalsgaard
Produktion: Wulffmorgenthaler, Zentropa, New Creations i samarbejde med DR
Støttet af Det Danske Filminstitut, Den Vestdanske Filmpulje og det Estiske Filminstitut
Distribueret af Nordisk Film Distribution
Premiere: i efterårsferien den 13. oktober 2022

Rolleliste:
Mugge: Jens Jacob Tychsen
Sofia: Stephania Potalivo
Thorbjørn: Anders Morgenthaler
Kirsten: Iben Hjejle
Henrik: Nikolaj Kopernikus
Britta: Mia Lyhne
Femlingerne: Mikael Wulff
Weirdoen fra Nakskov: Mick Øgendahl
Leon: Jan Gintberg
Citronen: Anne Neye
Fregne: Stine Bjerregård
Bente Bentesen: Birthe Neumann
Connie Lauridsen: Stine Schrøder Jensen
Werner Floggheim: Andreas Jebro

Profil på Mikael Wulff
Mikael Wulff (f.1972) er dansk komiker, manuskriptforfatter, instruktør og tv-vært. Mikael Wulff er én af Danmarks mest succesfulde idémagere og med sin komik spænder han vidt: Lige fra stand-up comedy og den højtråbende flodhest Dolph til romantiske, ungdommelige tv-serier, spillefilm og podcasts.

Senest har Mikael Wulff skabt, skrevet og instrueret tre sæsoner af tv-serien ”Perfekte Steder” til TV 2 Zulu (2017-2018) og tidligere bl.a. skrevet og instrueret tre sæsoner af den animererede og humoristiske tv-serie ”Pandaerne” til DR, der løb over de danske skærme i 2011 og 2012. Mikael har i mange år haft et kreativt makkerskab med tegner og instruktør Anders Morgenthaler, hvor de bl.a. skaber de daglige tegneseriestribe Wulffmorgenthaler. Det blev til en fast stribe i Politiken i 2003, og senere blev striben trykt i både Sverige, Norge, Tyskland og Finland. I 2013 blev Wulffmorgenthalers striber syndikeret i USA af Universal Uclick og trykkes nu i 270 amerikanske aviser. Wulffmorgenthaler står tillige bag tre sæsoner af DR2-serien med Anders Morgenthaler, Mikael Wulff og den aggressive flodhest Dolph. Mikael Wulff er medejer af firmaet New Creations.

UDVALGTE PRODUKTIONER

Spillefilm

  • 2022: skriver og instruerer MUGGE & HANS MÆRKELIGE HJERNE  – en animeret familiefilm
  • 2019: Skriver og instruerer ”Mugge & Vejfesten” – Animeret familiefilm

Tv-serier

  • 2021: Skaber af TV- serien ’Ustyrligt’ i samarbejde med Anders Morgenthaler og Pernille Bønløkke.
  • 2017-2019: Skaber, skriver og instruerer tv-serien ”Perfekte Steder” sæson 1, 2 og 3 på TV2 ZULU
  • 2015: Skaber af tv-serien ”Anton90” sæson 1, på DR3
  • 2011 - 2012: Skriver, instruerer og medvirker i tre sæsoner af den animerede tv-serie “Pandaerne” på DR2
  • 2007: Skriver og medvirker i tv-serien Wulffs Magasin på DR2.
  • 2005 - 2006: Skriver og medvirker i tv-serierne "Wulffmorgenthaler", "Dolph & Wulff" og "Dolph & Wulff med venner" på DR2.

Profil på Anders Morgenthaler
Anders Morgenthaler (f.1972) er blandt andet kendt som succesrig instruktør, klimaaktivist, entreprenør og forfatter. I dag er Anders Morgenthaler medejer af firmaet New Creations. Morgenthaler debuterede i 2006 som spillefilmsinstruktør med det animerede hævndrama "Princess", som blev udvalgt som åbningsfilm på the Directors Fortnight (la Quinzaine des Réalisateurs) i Cannes 2006. Filmen har efterfølgende deltaget på mange øvrige filmfestivaler rundt om i verden, blandt andre Toronto International Film Festival, Melbourne Film Festival og London Film Festival.

Med sin anden spillefilm, den psykologiske gyser "Ekko" (2007), viser Morgenthaler, at han også mestrer andre genrer og udtryk end animation og sort humor. Filmen, som har Kim Bodnia og Stine Fischer Christensen i hovedrollerne, deltog i flere festivaler, heriblandt San Sebastian Film Festival, GhentFlanders Int’l Film Festival og Stockholm Int’l Film Festival.

I 2009 udkom Morgenthalers tredje film, som var den anmelderroste animerede familiefilm ”Æblet og Ormen”. Anders Morgenthalers seneste spillefilm ”I Am Here” (2014) med Kim Basinger i hovedrollen havde international filmpremiere på Hamburg Filmfestival og var udvalgt til genrefilmfestivalen Fantastic Fest i Austin, USA.

I 1999 var han en af grundlæggerne af selskabet TV-Animation, hvor han skabte og instruerede flere animerede TV-serier, såsom "KatjaKaj & BenteBent" og "The Nelly Nut Show". I 2001 begyndte han sammen med komikeren Mikael Wulff at lave den daglige tegneseriestribe Wulffmorgenthaler. Striben blev i 2003 fast stribe i Politiken, og senere blev den trykt i både Sverige, Norge, Tyskland og Finland. I 2013 blev Wulffmorgenthalers striber syndikeret i USA af Universal Uclick og trykkes nu i 270 amerikanske aviser.

I sit samarbejde Wulffmorgenthaler med Mikael Wulff har han skrevet og instrueret tre sæsoner af den animererede og humoristiske tv-serie ”Pandaerne”, der løb over de danske skærme i 2011 og 2012.

UDVALGTE PRODUKTIONER

Spillefilm

  • 2022: Instruerer MUGGE & HANS MÆRKELIGE HJERNE – en animeret familiefilm
  • 2019: Manuskriptforfatter og instruktør af ”Mugge & Vejfesten” – en animeret familiefilm
  • 2014: Manuskriptforfatter og instruktør af ”I Am Here” - en live-action spillefilm
  • 2009: Manuskriptforfatter og instruktør på tegne- og familiefilmen ”Æblet og ormen”
  • 2007: Manuskriptforfatter og instruktør af ”Ekko” - en live-action spillefilm
  • 2006: Manuskriptforfatter og instruktør af ”Princess” - en animeret og live-action spillefilm

Tv-serier

  • 2021: Skaber af TV- serien ’Ustyrligt’ i samarbejde med Mikael Wulff og Pernille Bønløkke.
  • 2015: Skaber, manuskriptforfatter og instruktør af tv-serien ”Kunstnerens Lærling” for DR
  • 2011 - 2012: Skriver, instruerer og medvirker i tre sæsoner af den animerede tv-serie ”Pandaerne” på DR2
  • 2001: Skaber og instruktør af ”KatjaKaj & BenteBent” for DR

Emner

Kategorier

Kontakt

Emilie Selin

Emilie Selin

Pressekontakt Seniorrådgiver
Amalie Søndergaard

Amalie Søndergaard

Pressekontakt Rådgiver 28 58 81 50

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation

Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark