Gå til indhold

Pressemeddelelse -

To danske producere på fornem international filmliste

Filmproducerne Louise Vesth og Sisse Graum Jørgensen fra Zentropa er på Hollywood Reporters liste over de 40 mest indflydelsesrige kvinder i international film.

Det amerikanske filmbrancheblad Hollywood Reporter har under filmfestivalen i Cannes lige offentliggjort listen ”The 40 Most Influential Women in International Film” som magasinet har udvalgt blandt kvindelige filmledere i den internationale filmbranche fra hele verden.

Filmproducerne Sisse Graum Jørgensen og Louise Vesth fra Zentropa er eneste danskere på den fornemme liste, som kan læses her: https://www.hollywoodreporter.com/movies/movie-features/most-influential-women-international-film-1235483399/

Sisse Graum Jørgensen og Louise Vesth er begge i ledelsen i Zentropa og betragtes som to af dansk films mest succesfulde producere i dag. Mellem dem har de vundet et utal af priser, nomineringer og haft mange af deres film udtaget til filmfestivalerne i Cannes, Venedig og Berlin samt en lang række andre A-filmfestivaler gennem årene. Deres film har tilsammen solgt over 10 mio. danske biografbilletter, og de har produceret ni af de 15 mest sete danske biograffilm i de seneste 15 år. I øjeblikket har de hænderne fulde med Thomas Vinterbergs stort anlagte tv-serie Familier som vores på TV 2, Nikolaj Lie Kaas’ TV 2-serie Agent, Nikolaj Arcel storfilm Bastarden med Mads Mikkelsen og Amanda Collin i hovedrollerne og Anders Thomas Jensens næste spillefilm.

Louise Vesth er producer for bl.a. Lars von Trier og Nikolaj Arcel, har produceret de seks første sæsoner af Klovnog den første Klovn-film Kloven the Movie, de fire første – og vildt succesfulde - Afdeling Q-film med Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares i hovedrollerne, og fem af hendes film har hver solgt over 700.000 biografbilletter i Danmark. Flere af hendes produktioner har været udtaget til filmfestivalen i Cannes, og hun blev – i øvrigt sammen med Sisse Graum Jørgensen – nomineret til en Oscar for Bedste Internationale Film for Nikolaj Arcels En kongelig affære i 2013. For Lars von Trier har hun produceret filmene Melancholia, Nymphomaniac: Vol. 1 og II og The House that Jack Built samt tredje og sidste sæson af Riget (Riget Exodus) til Viaplay og DR.

Sisse Graum Jørgensen har produceret alle Susanne Biers danske film siden starten af 00’erne og er i dag også producer for bl.a. Thomas Vinterberg og Anders Thomas Jensen. Hun har vundet hele to Oscar-statuetter i kategorien Bedste Internationale Film for henholdsvis Susanne Biers Hævnen i 2011 og Thomas Vinterbergs Druk i 2021 og har – som den eneste danske filmproducer til dato – modtaget yderligere tre Oscar-nomineringer i samme kategori. Blandt hendes største biografsucceser tæller Druk, Jagten, Den skaldede frisør, Retfærdighedens Ryttere og Hævnen, som alle solgte mellem 400.000 og 850.000 billetter i de danske biografer.

For interviews og yderligere kommentarer, kontakt undertegnede.
Portrætfotos af Sisse Graum Jørgensen og Louise Vesth er vedhæftet.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation & PR
Michael Feder: mobil: 22434942, mail: michael@have.dk

Emner

Kontakt

Michael Feder

Michael Feder

Pressekontakt Adm. direktør +45 2243 4942

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation

Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark