Gå til indhold
Svendborg og EU-Kommisionen er vært for European Maritime Day 2024

Pressemeddelelse -

Svendborg og EU-Kommisionen er vært for European Maritime Day 2024

Mere end 1.000 erhvervsledere, myndighedsrepræsentanter, politikere, forskere og interesseorganisationer inden for den maritime sektor i Europa vil den 30. og 31. maj være at finde i Svendborg. Den sydfynske by er med sin egen stolte søfartshistorie vært for den prestigefyldte og årligt tilbagevendende internationale konference, European Maritime Day. Konferencen vil sætte fokus på fremtidens potentialer og udfordringer for de blå erhverv med særligt fokus på bæredygtighed og grøn omstilling.

Hvis man er blandt Europas ‘ocean leaders’, så retter man med al sandsynlighed kursen mod Svendborg de to sidste dage i maj.

Her er den sydfynske by sammen med EU-kommissionen vært for European Maritime Day, der samler over 1.000 prominente mennesker inden for den maritime sektor – herunder erhvervsledere, myndighedsrepræsentanter, politikere, forskere og interesseorganisationer..

European Maritime Day er en prestigefyldt og årligt tilbagevendende international konference, som hvert år har en ny europæisk værtsby. Helt tilbage i 2017 blev Svendborg udpeget til at være værtsby i 2024, og nu står konferencen endelig for døren.

Fremtidens potentialer og udfordringer for de blå erhverv
På konferencen bliver der sat fokus på maritim erhvervsudvikling i et bæredygtighedsperspektiv. De mange deltagere vil diskutere fremtidens potentialer og udfordringer for de blå erhverv og den samlede blå økonomi.

European Maritime Day er således en platform, hvor man kan udveksle holdninger, viden, udfordringer og løsninger relateret til alverdens tematikker inden for hav og søfart – alt fra de maritime erhverv til havmiljø og transport – og altid med fokus på blå bæredygtighed.

Borgmester og erhvervsminister udtrykker stolthed
Svendborgs borgmester, Bo Hansen, er stolt over at kunne byde de mange fornemme gæster velkommen til sin by.

“Det er stort for os i Svendborg, at vi får lov til at være værter for sådan en stor og prestigefyldt begivenhed. Samtidig føles det dog også helt naturligt, for Svendborg er i sig selv et epicenter for søfart, både på erhvervs- og uddannelsesområdet. Byen har altid været centreret om søfarten, og det er en glæde for os at kunne danne rammen om de konstruktive diskussioner, der skal sikre os allesammen den mest bæredygtige blå fremtid,” udtaler Bo Hansen.

Erhvervsminister Morten Bødskov vil også være at finde i Svendborg under konferencen, og han fortæller følgende:

“Danmark er en stolt søfartsnation. I generationer har dansk erhvervsliv været i den absolutte maritime verdenselite. Samtidig går Danmark forrest, når det kommer til den internationale skibsfarts grønne omstilling. Vores rederier er allerede med helt fremme, og det vil gavne de mange maritime følgeerhverv, hvor det bugner med iværksætteri og idérigdom på området. Jeg ser store potentialer i fremtidens blå Danmark, og dem glæder jeg mig til at diskutere i Svendborg.”

Stor maritim folkefest midt i havneområdet
Det er ikke kun fagfolk og politikere, der kan glæde sig til den 30. og 31. maj i Svendborg. Samtidig med konferencen er der nemlig planlagt en stor maritim folkefest på Frederiksø, som ligger i byens havn – blot fem minutters gang fra Svendborg Station.

Folkefesten bærer navnet ‘Maritime Dage – Åben Ø’, og der er tale om en folkelig fejring og synliggørelse af Sydfyns maritime identitet og kulturarv.

Det er en festlig og fornøjelig fejring af sydfynboernes kærlighed til hav og håndværk. Frederiksøs kulturelle lejere åbner deres værksteder, og øens maritime erhvervsdrivende inviterer besøgende ind i de rum, der normalt er lukkede for offentlig adgang.

Man kan gå på opdagelse i åbne skibe langs kajen, blive klogere på søfart og havmiljø. Der vil være kreative workshops og udstillinger og et område særligt for børn. Derudover kan man slå sig ned i stemningszonen med lækker lokal mad, mens man lytter til korsang, klokkespil eller spoken word.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

For yderligere information, kontakt venligst:
Stine Albrechtsen · stine@have.dk · 30 24 14 00
Kathrine Clemmensen · kathrine@have.dk · 22 90 26 45

Emner

Kontakt

Stine Albrechtsen

Stine Albrechtsen

Pressekontakt Seniorrådgiver & Head of Aarhus
Kathrine Clemmensen

Kathrine Clemmensen

Pressekontakt Juniorrådgiver 22902645

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation

Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark