Gå til indhold
Fotograf Les Kaner
Fotograf Les Kaner

Pressemeddelelse -

Susanne Bier fylder 60 år 15. april

Susanne Bier er én af de mest markante filminstruktører herhjemme. Hun er også den eneste kvindelige filminstruktør i verden, som har vundet en Oscar, en Golden Globe, en Emmy og en European Film Award!

Hun debuterede med det svenske familiedrama Freud flytter hjemmefra (1990) og fulgte op med Det bli’r i familien (1993) og Pensionat Oscar (1995). Susanne Biers første thriller var Sekten fra 1997, mens det store folkelige gennembrud kom i 1999 med den prisbelønnede kæmpesucces Den eneste ene, der ikke kun blev en megasucces i biograferne, men også blev en meget populær musical, der har været opført flere gange herhjemme.

Herefter var Susanne Bier et smut tilbage i Sverige og instruerede tåreperseren Hånden på hjertet, og i 2002 var hun aktuel med sin første dogme-film Elsker dig for evigt, som indbragte hende en Robert og en Bodil. Også dramaet Brødre (2004), som blev genindspillet på amerikansk, og den Oscar-nominerede Efter Brylluppet (2006) opnåede stor publikum- og anmeldersucces.

I 2007 fik Susanne Bier sin Hollywood-debut med Dreamworks-dramaet Things We Lost in the Fire med Halle Berry og Benicio Del Toro i hovedrollerne, og i 2010 kom den foreløbige kulmination med det Oscar-belønnede drama Hævnen. I 2012 instruerede hun en af sine største succeser til dato, den romantiske komedie Den skaldede frisør (2012) med Pierce Brosnan og Trine Dyrholm i hovedrollerne, som her i foråret blev omdannet til anmelderrost musical.

I årene efter Den skaldede frisør instruerede Susanne Bier det amerikanske drama Serena (2014) med Jennifer Lawrence og Bradley Cooper i hovedrollerne og den danske film En chance til (2015) med Nikolaj Coster-Waldau i hovedrollen. I 2016 instruerede hun alle afsnit af den internationale miniserie The Night Manager med Tom Hiddleston og Hugh Laurie i hovedrollerne. Serien blev en kæmpe succes over hele verden og høstede både Emmy- og Golden Globe-priser.

Herefter fulgte Netflix-thrilleren Bird Box (2018) med Sandra Bullock, som blev et verdensomspændende fænomen og én af streamingtjenestens allerstørste filmsucceser til dato Susanne Biers kommende miniserie The Undoing er produceret af HBO og er en thriller i seks episoder med Nicole Kidman, Hugh Grant og Donald Sutherland i de bærende roller. Serien har premiere til oktober.

For yderligere information, kontakt undertegnede.

Nye pressefotos af Susanne Bier eftersendes, så snart de er klar.

Med venlig hilsen
HAVE

Kontakt: Michael Feder, mobil: 22434942, mail: michael@have.dk

Emner

Kontakt

Michael Feder

Michael Feder

Pressekontakt Adm. direktør +45 2243 4942

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation

Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark