Gå til indhold
Sigurds Bjørnetime har 25 års jubilæum: Fejres med stort landsdækkende jubilæumsshow!

Pressemeddelelse -

Sigurds Bjørnetime har 25 års jubilæum: Fejres med stort landsdækkende jubilæumsshow!

Danmarks største børneentertainer Sigurd Barrett fejrer i efteråret 2023 sit 25 års jubilæum. Den folkekære musiklegende og forfatter, der sammen med den velkendte Bjørnen Bjørn har været trofast aftenunderholdning for de små, samt gjort en forskel inden for børns dannelse med sit forfatterskab, fejrer de 25 år med nyt, stort show. SIGURDS BJØRNETIME 25 ÅRS JUBILÆUMSSHOW har premiere den 11. oktober i København, hvorefter turen fortsætter til 13 byer landet rundt.

Det var i 1998, de første programmer af ‘Sigurds Bjørnetime’ løb over tv-skærme i hele Danmark, og siden har Sigurd Barrett lavet flere end 250 tv-programmer, skrevet 50 bøger, udgivet 40 musikalbums, spillet flere end 3000 koncerter og opsat 8 teaterkoncerter, bl.a. på Det Kongelige Teater. Sigurd Barretts bøger er solgt i op mod 1 million eksemplarer, og i dag har hans musik flere end 1,4 millioner afspilninger hver eneste måned. Nu kan børn, deres forældre og nostalgikere få et kærligt gensyn med bjørnen og ikonet, når Sigurd Barrett har premiere på sit nye jubilæumsshow til oktober. Samtidig udgiver han 4 nye bøger og 10 nye film med Bjørnen Bjørn.

Sigurd Barrett udtaler:

- ”Jeg glæder mig til at komme i gang med fejringen af 25 års jubilæet. De 25 år, der er gået siden de første tv-programmer blev vist, har været en fantastisk rejse, hvor jeg har fået mulighed for at spille for børn og voksne flere end 3000 gange i hele Danmark. Jeg har også fået lov til at formidle svære emner som Danmarkshistorien, Bibelen, naturvidenskab og meget andet, og heldigvis har publikum taget hele min ’dannelseshylde’ til sig. Jeg møder mange unge mennesker, som siger: ”Hej, Sigurd. Du var min barndom!” På den måde er bjørnetimen gået i arv, og det er jeg stolt over! Det nye jubilæumsshow bliver en rejse gennem alle de kendte klassikere tilsat helt nye film, og så glæder jeg mig til at vise vores nye koncept ’biografkoncerter’, hvor vi spiller live i de store Nordisk Film-biografer, mens vores nye film vises på det store lærred. ’Bjørnen Bjørn er en bjørn’ – og det ændrer sig ikke, selv efter 25 år!”

    Med titlen SIGURDS BJØRNETIME 25 ÅRS JUBILÆUMSSHOW rejser Sigurd Barrett sammen med guitaristen Eskild Dohn rundt i hele landet og spiller live i alle Nordisk Films største biografer, mens der til hele koncerten er produceret en billedside med helt nye film til det store lærred. Samtidig vises klip fra de gamle bjørnetimer. Premieren foregår den 11. oktober i Imperial Biografen i København, hvorefter turen fortsætter til 13 byer landet rundt med i alt 50 koncerter. Som en gave til alle danske børn har Sigurd Barrett optaget 10 helt nye Sigurds Bjørnetime-programmer, som fra oktober ligger frit tilgængeligt på YouTube.
    Foruden biografkoncerterne fejrer Sigurd Barrett sit jubilæum med en lang række teaterkoncerter, ligesom han også udgiver fire helt nye Bjørnen Bjørn-bøger på Politikens Forlag.

    Fra Bjørnetime til Danmarkshistorie
    Sigurd Barrett har været langt omkring, fra Bjørnetime til Danmarkshistorie, fra Kongerækken til græsk og nordisk mytologi, fra bibelhistorier til naturvidenskab, og i de fleste boghandlere har Sigurd Barrett sin helt egen hylde. Forlaget kalder Sigurd Barretts bogserie for ”dannelseshylden”, fordi han har formået at forklare de allerstørste emner for de allermindste, hvilket også har indbragt ham adskillige priser.

    Ligeledes er Sigurd Barretts musik kommet vidt og bredt. I 2020 blev hans ”Pilfingerdans” et verdenshit med flere end 200 millioner views på TikTok, ligesom flere af Sigurd Barretts sange i dag er at finde i Højskolesangbogen.

    Læs mere om, find spilleplan og køb billetter til SIGURDS BJØRNETIME 25 JUBILÆUMSSHOW på: https://www.nfbio.dk/film/sigurds-bjoernetime-25-aars-jubilaeumsshow

    Med venlig hilsen
    HAVE Kommunikation & PR

    For yderligere information, kontakt venligst
    Rikke Hesselholt // mail: rikke@have.dk // tlf: 28433893

    FAKTA OM SIGURD BARRETT


    TIDSLINJE:

    1967 Sigurd fødes i Rødovre

    1967 Sigurd adopteres væk og vokser op som enebarn hos et lærerpar i Viborg

    1979 Sigurd spiller sit første job på el-orgel til sin morfars fødselsdag i Randers

    1982 Sigurd skriver og indspiller fire julekalendere i 24 afsnit til bl.a. Radio Viborg

    1985 Musisk studentereksamen fra Viborg Katedralskole

    1986 Højskoleophold på Danebog Højskole, Fynshav

    1987 Optaget på Musikinstituttet på Aarhus Universitet

    1990 Sigurd stifter orkestrene ”Trio de Janeiro” og ”Sigurd Barrett & The Cigars”

    1991 Afleverer universitetsspeciale om russisk rock med afgangskarakteren 13

    1992 Turne i Brasilien, Argentina og Rusland med ”Trio de Janeiro”

    1994 TV-debut på TV2, ”Sigurd Barrett Special Lamp Show” med Sigurd Barrett Piano Show

    1994 Gift med operasanger Winnie Merete Duholm, med hvem han får 5 børn

    1996 Flytter til København og tager kontakt til DR med henblik på at lave børne-tv

    1998 Sigurds Bjørnetime vises for første gang på DR1

    1999 Får sit folkelige gennembrud som pianist i DR-programmet ”Hit med Sangen”

    2000 Første koncerter som solist med DR Radiosymfoniorkestret

    2001 Skaber sammen med Nikolaj Hansen tv-serien ”Sigurd og Symfoniorkestret”

    2003 Modtager DR Radiosymfoniorkestrets Ærespris

    2003 Optages i Kraks Blå Bog

    2005 Koncertturne til Kina med DR Radiosymfoniorkestret

    2006 Lancerer tv-serien ”Sigurd og Big bandet” med DR Big Band og Jesper Thilo

    2006 Leo Mathisen 100 års koncertturne med ”Sigurd Barrett trio”

    2009 Producerer tv-serien ”Sigurd og Operaen” med Nikolaj Hansen og DR Symfoniorkestret

    2010 Udgiver ”Sigurd fortæller Bibelhistorier”, som i dag er solgt i flere end 250.000 eks.

    2010 Modtager DR’s formidlingspris ”Rosenkjærprisen”

    2010 Optræder ved HM Dronning Margrethes 70 års fødselsdag på Københavns Rådhus

    2011 Spiller tre turneer med kirkekoncerter rundt i flere end 200 kirker i hele Danmark

    2012 Skilles fra Winnie Merete Barrett og flytter til ny adresse i Valby

    2013 Modtager Carl Nielsen prisen

    2015 Kører galt i glat føre på en jysk landevej og er tæt på at miste livet

    2015 Møder violinisten Heidrun Petersen, med hvem han i dag har to børn

    2016 Lancerer ”Sigurds Danmarkshistorie” som bog og koncert i samarbejde med Nationalmuseet

    2017 Spiller 100 kirkekoncerter, ”Alt om Luther på 60 minutter” ved reformationsjubilæet

    2018 Premiere på teaterkoncerten ”Sigurd fortæller Danmarkshistorie” på Det Kongelige Teater

    2019 Modtager Den Folkelige Sangs Pris på Rødding Højskole

    2019 Opfører ”Sigurd fortæller om de græske guder” på Østre Gasværk Teater

    2020 Spiller 100 koncerter i forbindelse med 100-året for den sønderjyske Genforening

    2020 Får et viralt verdenshit med ”Pilfingerdansen”, 200 millioner views på TikTok

    2021 Optræder ved HM Dronning Margrethes 80 års fødselsdag på Christiansborg Slot

    2021 Lancerer projektet ”Syng med Sigurd” med 200 musikvideoer på YouTube

    2022 Modtager prisen for Årets Børnebog for ”Sigurd fortæller om naturvidenskab”

    2022 Spiller 100 teaterkoncerter om naturvidenskab med guitaristen Eskild Dohn

    2023 Fejrer sit 25 års jubilæum med Sigurds Bjørnetime

    Emner

    Kontakt

    Rikke Hesselholt

    Rikke Hesselholt

    Pressekontakt Seniorrådgiver 28433893

    Om os

    For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

    For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

    Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

    Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

    Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

    HAVE Kommunikation

    Hillerødgade 30 B
    2200 København N
    Danmark