Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Sangerinden Ayoe Angelica fortolker sin mormor forfatter Cecil Bødkers digte på albummet SYN

Den dansk-etiopiske sangerinde Ayoe Angelica udgiver 16. september SYN. Et album, hvor hun lægger musik og sang til sin mormor den succesfulde børnebogsforfatter Cecil Bødkers digte, og hvor tanker og toner om arv og generationer foldes ud.

SYN berører emner, der transcenderer tid og forener på tværs af generationer, rammesat af Ayoe Angelicaskomposition og vokal. Og så er det starten på en helt ny retning for Ayoe Angelica. Efter to succesfulde udgivelser i 2008 (I'm Amazed) og i 2010 (Dandelion), som begge var en simrende smeltedigel af pop, jazz og soul, stødte Ayoe Angelica på en kunstnerisk blokade, som skulle vise sig at vare helt indtil den dag, hun gik på opdagelse i sin mormors forfatterskab.

En mormor der formede Danmarks barndom
Mange danskere kender Cecil Bødker for hendes børnebøger, såsom Silas og den sorte hoppe og Hungerbarnet.Bøger der stadig den dag i dag er at finde på børne- og ungdomsværelser landet rundt. Hendes indflydelse på børnelitteraturen og derigennem, hvordan vi ser børn, er ikke til at tage fejl af: Cecil Bødker er en af de største danske børnebogsforfattere. Men det var ikke kun i den litterære verden, hun satte dybe aftryk. Ayoe Angelicas forhold til sin mormor var ganske særligt - og deres fælles familiehistorie ligeså. En inderlighed og tæthed, der tydeligt fornemmes i de 10 sange på SYN. Nok deler Ayoe Angelica og Cecil Bødker ikke hudfarve eller dna, men de er familie, og gennem Ayoe Angelicas musikalske fortolkning lever Cecil Bødker videre i en ny form.

Et nyt blik på Bødkers forfatterskab
Cecil Bødkers digte er en ofte ulæst og overset dimension af hendes forfatterskab. De digte, Ayoe Angelica har valgt at lægge musik og sang til, spænder emnemæssigt bredt, men der er en tidløshed i dem alle, som fremhæves endnu mere i Ayoe Angelicas fortolkning. Emner som forfængelighed, død, overforbrug, en form for tidlig klimaaktivisme og en subtil kritik af Vestens behandling og belæring af de afrikanske lande berøres på SYN. Musikalsk låner fortolkningen fra både pop, jazz og soul, og sangene inkorporerer både spoken words, viser og interludes.

Det var et par år før, Cecil Bødker gik bort, at Ayoe Angelica besluttede sig for - og fik lov af mormoren til - at arbejde med digtene, og mormorens død gjorde det kun endnu vigtigere og mere dybfølt at færdiggøre den musikalske fortolkning af digtene. For Ayoe Angelica blev det en rejse ind i sin mormors liv, hvor hun fik mulighed for at stå i øjenhøjde med hende. Gennem digtene stiftede hun bekendtskab med en helt ny side af sin mormor. På den måde er Syn både et slag for en ofte overset del af Cecil Bødkers forfatterskab og en henførelse af hendes syn på verden. Men det er mindst lige så meget en historie om en kvinde, der siger farvel til sin mormor, og hvordan mennesker bæres videre af deres efterkommere.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation & PR

For yderlige information og pressehenvendelser kontakt venligst:
Sandra Nynne Jensen / sandra@have.dk / 22 86 30 94
Cathrine Larsen / cathrine@have.dk / 20 76 55 87

Fakta
SYN udgives af Gyldendals pladeselskab Exlibris Musik og inkluderer 10 sange, hvoraf 9 af dem bygger på digte af Cecil Bødker, og det sidste nummer Farvel på vers er skrevet af Ayoe Angelica til sin mormor. I en årrække har Ayoe Angelica arbejdet som feature- og backing-sangerinde for flere af Danmarks stjerner bl.a. Alphabeat, Rasmus Seebach, Per Vers og Joey Moe. SYN er skabt i samarbejde med komponist Nicolai Kornerup, filmkomponist Christian Vinten og cellist Live Johanson.

Emner

Kontakt

Sandra Nynne Vognstrup

Sandra Nynne Vognstrup

Pressekontakt Rådgiver 22863094

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation

Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark