Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Rane Willerslev, Connie Hedegaard og Danmarks Underholdningsorkester føjes til programmet for dannelsesfestivalen RESONANS 2023

Nu føjes der endnu flere stærke navne til programmet for dannelsesfestivalen RESONANS, som finder sted på Oure Højskole lørdag den 26. august 2023. Det drejer sig om Rane Willerslev, Connie Hedegaard, Jesper Theilgaard, Selma de Montgomery, Imran Rashid og Danmarks Underholdningsorkester. De vil alle tale ind i forskellige aspekter af dannelse i en digitaliseret og moderne verden.

RESONANS har allerede offentliggjort de første navne til årets udgave af dannelsesfestivalen, som byder på et bredt spektrum af nogle af landets skarpeste og mest inspirerende eksperter og kulturpersonligheder. Det gælder blandt andre psykolog Svend Brinkmann, sanger og sangskriver Mads Langer, museumsdirektør på Enigma Jane Mylenberg og performancekunstner Gry Worre Hallberg.

Nu føjes endnu en række stærke navne til dannelsesfestivalen. Det drejer sig om museumsdirektør Rane Willerslev, tidligere klimaminister Connie Hedegaard, meteorolog Jesper Theilgaard, klimaaktivist Selma de Montgomery samt forfatter og læge Imran Rashid.

Gæsterne kan også se frem til en musikalsk åbning af festivalen, som Danmarks Underholdningsorkester vil stå for.

Fokus på digitalisering, kunstig intelligens og klimadannelse

I en samtale om digitaliseringens udvikling i forhold til unge vil Imran Rashid blandt andet diskutere regulering af børns skærmforbrug sammen med forsker Dorte Ågård.

RESONANS giver samtidig plads til at udfolde digitaliseringens potentiale, når der sættes fokus på udviklingen inden for kunstig intelligens i forskellige samtaler med årets medvirkende.

Dannelsesfestivalen giver også ordet til fremtidens kulturskabere og meningsdannere, når festivalen inviterer Selma de Montgomery på scenen, som sammen med Connie Hedegaard og Jesper Theilgaard skal sætte ord på, hvordan dannelsen af de kommende generationer bør foregå i forhold til klimaet.

Desuden stiller årets festival blandt andet også spørgsmålet: Hvem tilhører dannelsen? I en samtale med Rane Willerslev udfoldes den aktuelle debat rundt om på verdens museer om udlevering af nationale kulturskatte.

Behovet for at debattere AI er stort

Medlem af RESONANS’ styregruppe og direktør for See@rt, Lars Seeberg, udtaler begejstret om årets program:

”RESONANS har fra begyndelsen haft et stærkt fokus på dannelsen i en digital tidsalder. Med den massive udbredelse af kunstig intelligens, som vi har set i løbet af især det seneste halve års tid, har vi kun fået et endnu større behov for stærke, substantielle og inspirerende debatter om både kunst og kultur og selve livet i en AI-domineret verden. Derfor er jeg særligt glad for, at RESONANS også kan danne rammen omkring den afgørende AI-debat – såvel som alle de andre ekstremt vigtige debatter om dannelsens mange facetter og perspektiver.”

Mange flere navne vil blive offentliggjort i de kommende uger. Følg med, læs mere og køb billetter til RESONANS 2023 på RESONANS.live. Følg RESONANS på Instagram via @resonans.live.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation & PR

For yderligere information, kontakt venligst:
Kathrine Clemmensen // kathrine@have.dk // 22 90 26 45
Alberte Zimsen // Alberte@have.dk // 29 79 56 59

Billeder og videomateriale til fri afbenyttelse kan downloades på dette link.

Fotograf: Mads Bordinggaard, Earthlander Media

Om RESONANS 2023

Begrebet ”dannelse” handler om alt det, der gør os til gode, oplyste og sociale mennesker. Men efterhånden som verden udvikler sig, ændrer vilkårene for dannelsen sig imidlertid også.

Derfor er der brug for en begivenhed som dannelsesfestivalen RESONANS, der kan sætte alt fra demokratiets udfordringer til nye opfattelser af kunst, køn, seksualitet og medmenneskelighed i nye, inspirerende perspektiver. Alt sammen med udgangspunkt i den digitaliserede verden, som mennesket i dag bebor.

Efter to succesfulde år, vil RESONANS igen i år byde på et overflødighedshorn af spændende debatter, samtaler og oplæg, hvor eksperter, meningsdannere og kulturpersonligheder diskuterer og perspektiverer dannelsesbegrebet fra et væld af vinkler.

Som i 2021 og 2022 vil Oure Højskole danne rammen omkring festivalen, der i år fordeler sig ud over fire forskellige scener – herunder et udendørstelt, hvor man rigtigt kan mærke festivalstemningen samt en højskolesene, hvor højskole elever vil være med til at præge dagens program.

RESONANS er sat i verden af en styregruppe bestående af Stine Bosse (bestyrelsesformand for TELE Greenland, Europabevægelsen og PlanBørnefonden), Thure Lindhardt (skuespiller), Lars Seeberg (direktør for see@art), Jasper Gramkow Mortensen (skoleleder og forstander for Oure Højskole) og Christian Have (debattør, kommunikationsekspert og indehaver af HAVE Kommunikation & PR).

Emner

Kontakt

Kathrine Clemmensen

Kathrine Clemmensen

Pressekontakt Juniorrådgiver 22902645

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation

Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark