Pressemeddelelse -
Polestar 3 opnår femstjernet sikkerhedsvurdering hos Euro NCAP og sætter ny standard for beskyttelse af børn i bilen
- Polestar 3 blev tildelt 5-stjernet Euro NCAP-sikkerhedsvurdering med en samlet score på 87 %.
- Beskyttelse af både voksne og børn samt en omfattende pakke af sikkerhedssystemer bidrog til en stærk score i Safety Assist-kategorien.
- Polestar 3 opnåede en score på 93 % for beskyttelse af børn – den højeste vurdering, Euro NCAP har givet til en personbil i de seneste ni år
- Voksenbeskyttelse: 90 %, børnebeskyttelse: 93 %, udsatte trafikanter: 79 %, Safety Assist: 83 %.
- Anden bil i Polestars nuværende modelprogram, der er blevet tildelt topkarakter.
KØBENHAVN, DANMARK – 9 April 2025. Polestar 3 har opnået en femstjernet sikkerhedsvurdering i den seneste testrunde fra Euro NCAP, den uafhængige organisation, der vurderer bilers sikkerhed i Europa. Testen dækker fire hovedområder: beskyttelse af voksne, beskyttelse af børn, udsatte trafikanter og førerassistentsystemer. Polestar 3 scorede højt i dem alle med en samlet vurdering på 87 procent.
Siden 1997 har Euro NCAP certificeret og offentliggjort sikkerhedstest af nye biler, og en femstjernet vurdering gives kun til modeller, der præsterer på højeste niveau i både kollisionssikkerhed og forebyggende teknologier.
Lutz Stiegler, CTO hos Polestar, udtaler: “Vi deler sikkerheds-DNA med Volvo Cars, så vi har aldrig været i tvivl om, hvor sikker Polestar 3 er, og den femstjernede vurdering fra Euro NCAP er blot en bekræftelse. For os er sikkerhed en integreret del af Polestars performance-mentalitet. Kunderne kan derfor være trygge ved, at vores flagskibs-SUV ikke bare er sjov og spændende at køre i, den passer også på dem og deres omgivelser.”
Polestar 3 udmærker sig særligt i kategorien for børnesikkerhed, hvor bilen opnåede 93 procent – den højeste score, som nogen personbil har fået i Euro NCAP’s test de seneste ni år.
“Polestar 3’s resultat i børnesikkerhedstesten ligger forbløffende tæt på det perfekte og vidner om, hvordan en målrettet indsats for at beskytte alle i bilen kan føre til enestående sikkerhed i tilfælde af en ulykke. Bilproducenter fortsætter med at løfte standarden for sikkerhed, og Polestar fortjener stor anerkendelse for at sætte en ny målestok – også selvom forbedringen kan virke lille,” siger Dr. Aled Williams, programdirektør hos Euro NCAP.
Polestar 3 følger dermed i fodsporene på Polestar 2, som opnåede fem stjerner i 2021. Det er den anden model fra Polestar, der testes og anerkendes med topkarakter hos Euro NCAP.
Takket være vidensdeling med Volvo Cars er Polestar 3 udstyret med avancerede strukturelle sikkerhedsløsninger og førerassistentsystemer. Blandt andet sørger Post Impact Braking and Protection samt et automatisk nødopkaldssystem for at hjælpe ved ulykker. Et Driver Monitoring System (DMS) overvåger førerens øjne og hovedbevægelser og kan om nødvendigt bringe bilen til kontrolleret standsning i tilfælde af træthed eller sygdom.
Polestar 3 er desuden udstyret med en række sensorer, kameraer og radarenheder, blandt andet placeret i den innovative SmartZone foran på bilen, som aktivt hjælper føreren med at forebygge og minimere risikoen for ulykker.
Med imponerende resultater som 90 procent for beskyttelse af voksne, 93 procent for børn, 79 procent for udsatte trafikanter og 83 procent for de avancerede sikkerhedssystemer understreger Polestar 3 sin position som en af de sikreste elbiler på markedet.
Læs mere om de avancerede sikkerhedssystemer og testresultaterne her: https://www.polestar.com/polestar-3/safety/.
For yderligere information kontakt:
Marlene Hyre-Dybbro
PR & Communications Polestar Denmark
marlene.hyredybbro@polestar.com
+45 28941591
Magnus Stig Christensen
Press Contact HAVE Kommunikation
+45 29432050
Om Polestar
Polestar (Nasdaq: PSNY) er det svenske mærke for elektriske performancebiler, der har gjort det til sin mission at forbedre samfundet ved at accelerere overgangen til bæredygtig mobilitet med fokus på design og teknologi. Polestar har hovedkvarter i Gøteborg i Sverige med biler tilgængelige på 27 markeder på tværs af Nordamerika, Europa og Asien og Stillehavsområdet.
I Danmark ligger det lokale Polestar-kontor i Søborg. Polestar har i alt syv danske Polestar Spaces, hvor kunder kan interagere fysisk med Polestar Specialister, der håndterer testkørsler og udlevering af biler.
Polestar planlægger at have et line-up bestående af fem elektriske performancebiler i 2026. Polestar 2, den elektriske performance-fastback, der blev lanceret i 2019; Polestar 3, SUV’en til den elektriske tidsalder, der blev lanceret i slutningen af 2022; Polestar 4, den transformerede SUV-coupé, som lanceres i faser gennem 2023 og ind i 2024; Polestar 5, den elektriske 4-dørs GT, og Polestar 6, den elektriske roadster, der begge lanceres snart.
Polestar 0-projektet støtter virksomhedens ambitiøse målsætning om at skabe en klimaneutral bil uden brug af klimakompensationer inden 2030. Forskningsinitiativet har også til formål at understrege, at det haster med at gøre noget ved klimakrisen, herunder ved at udfordre medarbejdere, leverandører og hele bilindustrien til at stræbe efter nul-udledning.