Pressemeddelelse -
NYT DANSK CAST I LEGENDARISK QUEEN-MUSICAL!
Lion Musicals og Live Nation er stolte af nu endelig at kunne offentliggøre castet til næste års storslåede opsætning af Queen-klassikeren WE WILL ROCK YOU. I hovedrollerne ses to helt nye stortalenter, Thomas Bluhme og Sara Le Cras, som blæste instruktør Nikolaj Cederholm bagover med deres imponerende vokaler ved en stor åben audition. Således debuterer de to hovedroller på den professionelle musicalscene i rockmusicalen, hvor de flankeres af garvede professionelle som bl.a. Jimmy Jørgensen og Lea Thiim Harder.
Premiere: torsdag den 13. marts 2025
Publikum kan godt begynde at glæde sig til den helt store fejring af rockmusikken, når Lion Musicals og Live Nations spektakulære opsætning af Queen-musicalen WE WILL ROCK YOU får premiere den 13. marts 2025 i Tivolis Koncertsal. Forestillingen tager efterfølgende på danmarksturné til landets store musikhuse i Aarhus, Esbjerg, Randers, Odense, Aalborg, Frederikshavn, Vejle og Holstebro.
Stærkt cast til at løfte den ambitiøse opsætning
Lion Musicals og Live Nation har tårnhøje ambitioner for deres produktion af musicalen WE WILL ROCK YOU – og for at finde det helt rigtige cast afholdt de i forsommeren åbne auditions. Blandt alle de mange deltagere blev det overraskende de to helt ukendte sangere, Thomas Bluhme og Sara Le Cras, der blev udvalgt til at spille og synge forestillingens to store hovedroller.
Thomas Bluhme, der skal spille outsideren Galileo, har altid haft en stor passion for teater og musik. Allerede i 9. klasse begyndte han at spille amatørteater i lokalforeningen Elverfolket, og har sidenhen medvirket i flere amatørforestillinger, senest Teatret Gorgernes opsætning af Dolly Parton-musicalen 9 to 5 (2023). Overfor ham ses Sara Le Cras i rollen som den unge, viljestærke Scaramouche. Ligesom Thomas Bluhme har hun tidligere prøvet kræfter med musicalverdenen gennem amatøropsætninger, senest faktisk i samme musical, We Will Rock You (2022) på Elite Teater i Odense. Med hovedrollerne i WE WILL ROCK YOU tager de to talenter deres hidtil største karrieremæssige skridt med deres respektive debut på den professionelle musicalscene.
Instruktør, Nikolaj Cederholm, er meget begejstret for valget af hovedrolleindehaverne:
"Vi har kigget på flere hundrede sangere, skuespillere og musicalperformere, og da vi så Thomas og Sara til audition, var vi ikke i tvivl, da det simpelthen var dem, som sang de respektive roller allerbedst. De bringer begge en rå energi og en autentisk nerve til rollerne. WE WILL ROCK YOU handler om rebeller og frihed, og deres umiddelbare talent rummer netop det oprør og den kraft, vi gerne vil formidle til publikum."
De to hovedrolleindehavere flankeres af et imponerende cast, heriblandt den erfarne sanger og skuespiller Jimmy Jørgensen, som er velbevandret i musicalverden og blandt andet har medvirket i Jesus Christ Superstar (2002), Elsk mig i nat (2022) og senest musikforestillingen Another Brick in the Wall, Part 5 (2023). I WE WILL ROCK YOU indtager han rollen som den sjove og hjælpsomme veteran-rebel, Buddy. Forestillingens store skurk, Killer Queen, spilles af sanger og musicalperformer Lea Thiim Harder, som har haft bærende roller i mange store musicalproduktioner, såsom Book of Mormon på Det Ny Teater (2018), The Bodyguard (2020), Grease (2023), Moulin Rouge (2023) og senest som Ingeborg i Matador (2024). Blandt forestillingens øvrige solister ses navne som Carl-Christian Riestra, Laura Wildt og Nis Pedersen.
Over 20 millioner har set WE WILL ROCK YOU
WE WILL ROCK YOU er på verdensplan set af over 20 millioner publikummer i 30 forskellige lande. I Danmark har musicalen også været ekstremt populær, senest i 2017 blev forestillingen præsenteret i en kæmpe opsætning i Royal Arena og Boxen, også produceret af Musicals og Live Nation. På utallige opfordringer fra begejstrede publikummer, vender WE WILL ROCK YOU nu tilbage. Executive Producent Thomas Langkjær fra Lion Musicals udtaler:
"Vi er stolte over, at vi nu har fundet et fuldstændig fantastisk cast, som jeg slet ikke er i tvivl om kommer til at vælte publikum bagover og levere et brag af en fest. Vores to hovedrolleindehavere, Thomas og Sara, er to ubeskrevne blade på den danske musicalscene, som nu får chancen for at vise hele Danmark hvilke kæmpe talenter de er.”
Stærke kræfter bag scenen
Til iscenesættelsen af WE WILL ROCK YOU har Lion Musicals allieret sig med Nikolaj Cederholm, som er ophavsmand til teaterkoncert-genren i Danmark. Med sig har han en af Danmarks sjoveste dramatikere, Line Knutzon, der skal oversætte musicalens dialog, samt koreograf Nellie Bethel og scenograf Benjamin La Cour. Sammen vil de sætte alle kræfter ind på at skabe en både visuelt og musikalsk spektakulær forestilling.
Handlingen
I en fjern fremtid på planeten MALL er globaliseringen total. Befolkningen hører det samme musik, går i det samme tøj og tænker de samme ensrettede tanker. Musikken leveres udelukkende af boybands og girlbands, og deres pophits er planlagt år i forvejen. Intet er overladt til tilfældighederne, og man bliver hurtigt stemplet som en farlig rebel, hvis man stikker ud fra mængden. Alle musikinstrumenter er forbudt, og forbuddet håndhæves strengt af det almægtige Globalsoft-firma og dets leder, Killer Queen. Men under overfladen vokser modstanden blandt rebellerne, de såkaldte Bohemer, der kæmper for frihed og genoplivningen af rockens tidsalder. To unge rebeller, Scaramouche og Galileo Figaro, slutter sig til Bohemerne, og sammen drager de ud på en mission for at finde den rockmusik, som er forsvundet, og for at genopfinde kreativiteten og friheden til at være anderledes.
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation
For yderligere information, kontakt venligst:
Kathrine Clemmensen // kathrine@have.dk // +45 22 90 26 45
Picasa Emily Askjær Grand // picasa@have.dk // +45 30 13 88 80
Fakta om WE WILL ROCK YOU
Medvirkende:
- Galileo: Thomas Bluhme
- Scaramouche: Sara Le Cras
- Killer Queen: Lea Thiim Harder
- Buddy: Jimmy Jørgensen
- Britney: Carl-Christian Riestra
- Khashoggi: Nis Pedersen
- Oz: Laura Wildt
Det kreative hold:
- Instruktør: Nikolaj Cederholm
- Oversættelse af dialog: Line Knutzon
- Scenograf: Benjamin La Cour
- Koreograf: Nellie Bethel
- Kreativ Executive Producent: Thomas Langkjær
- Produktionsselskab: Lion Musicals i samarbejde med Live Nation
Billetinfo:
Premiere: 13. marts 2025 i Tivolis Koncertsal
Spilleperiode
- København: 13. marts – 30. marts, 2025. Tivolis Koncertsal. Billetbestilling: www.ticketmaster.dk
- Aarhus: 16. april – 20. april, 2025. Musikhuset Aarhus. Billetbestilling: www.musikhusetaarhus.dk
- Esbjerg: 23. april – 27. april, 2025. Musikhuset Esbjerg. Billetbestilling: www.mhe.dk
- Randers: 30. april – 4. maj, 2025. Værket. Billetbestilling: www.vaerket.dk
- Odense: 7. maj – 11. maj, 2025. Odeon. Billetbestilling: www.odeonodense.dk
- Aalborg: 14. maj – 18. maj 2025. Aalborg Kongres & Kultur Center. Billetbestillling: www.akkc.dk eller på tlf. 99 35 55 66
- Frederikshavn: 21. maj - 25. maj, 2025. Arena Nord. Billetbestilling: www.arenanord.dk
- Vejle: 28. maj – 1. juni, 2025. Vejle Musikteater. Billetbestilling: www.vejlemusikteater.dk
- Holstebro: 4.juni – 8. juni, 2025. Musikteatret Holstebro. Billetbestilling: www.musikteatret.dk
Om WE WILL ROCK YOU
Rockbandet Queen og deres legendariske forsanger Freddie Mercury, flyttede grænserne for, hvad rockmusikken kunne. De fik fans over hele verden til at rocke, klappe, trampe og brøle med på det taktfaste omkvæd til et af rockmusikkens største hits nogensinde. Med deres farverige, storladne, melodiøse og dybt originale sange sprængte de alle genrens rammer og gjorde rockens univers så uendeligt meget større. Queen står i dag som giganter i rockmusikkens Hall of Fame – og vi bliver aldrig trætte af at lytte til deres musik.
Musicalen WE WILL ROCK YOU er skabt af Queen-medlemmerne Brian May og Roger Taylor i samarbejde med Ben Elton. Den fik verdenspremiere på Dominion Theatre i London i 2002 og spillede på det samme teater i hele 12 år. Da den endelig lukkede i 2014, var WE WILL ROCK YOU en af de længst spillede musicals nogensinde i West Ends historie. Sidenhen er musicalen blevet opført over hele verden. Forestillingen har solgt flere end 20 millioner billetter i 30 forskellige lande.
Musicalen står i dag som et kæmpestort, lyslevende mindesmærke over Queen og Freddie Mercury. WE WILL ROCK YOU er en hyldest – ikke bare til Queen, men til rockmusikken som kunstart og alle rockhistoriens store kunstnere, både sangere, komponister, instrumentalister og tekstforfattere.