Pressemeddelelse -
Nyhed: Concerto Copenhagen og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium udvider samarbejdet
Concerto Copenhagen og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium udvider samarbejdet. Fra det kommende studieår får de studerende mulighed for et nyt valgfag, som udvider rammen for, hvordan historiske instrumenter kan bruges til udviklingen af moderne og relevant musik.
Nu udvider Concerto Copenhagen og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium samarbejdet og lancerer et nyt valgfag i historisk opførelsespraksis, som skal klæde de studerende på til at skabe fornyet og relevant musik ved brug af historiske instrumenter.
Et populært fag blandt de studerende
Concerto Copenhagen og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium har gennem 10 år samarbejdet om at indføre de studerende i historisk opførelsespraksis i forhold til barokkens musik specifikt. Her har de studerende som en del af valgfaget øvet og spillet koncerter under ledelse af Concerto Copenhagens kunstneriske leder, Lars Ulrik Mortensen. Et fag, der er yderst populært blandt de studerende.
Derfor er det helt naturligt, at samarbejdet nu udvides med lanceringen af et nyt valgfag, som folder den historiske opførelsespraksis endnu mere ud.
Det nye valgfag vil foruden barokkens musik også introducere brugen af historiske instrumenter i relation til wienerklassiken og den tidlige romantik.
Valgfaget vil give en teoretisk indføring i principperne og også indeholde en praktisk gennemgang af historiske instrumenter, deres udvikling og spilleteknikker ved Concerto Copenhagens musikere.
Allerede nu viser DKDMs studerende stor interesse både for det allerede eksisterende og det nye valgfag i det kommende studieår.
Gamle instrumenter gør musikken relevant og moderne
Historisk opførelsespraksis går kort fortalt ud på, at man tilstræber at spille musikken på de instrumenter, der var tilgængelige, da musikken blev komponeret. Det indebærer også, at man tilpasser ensemblets eller orkestrets størrelse efter datidens forhold og, så vidt muligt, prøver at spille, som man gjorde dengang.
De gamle instrumenter og teknikker genfinder glemte klange og genopdager musikalske virkemidler og farver, som paradoksalt nok ofte får musikken til at fremstå fornyet, relevant og moderne.
Klassiske verdensstjerner som pianisten Andreas Schiff og violinisten Isabelle Faust anvender blandt andet den historiske opførelsespraksis i deres musikalske virke. Tilgangen har også inspireret musikere, der spiller musikken på moderne instrumenter.
Håbet er at skabe en nysgerrighed og bevidsthed om den historiske opførelsespraksis blandt DKDMs studerende, som de kan få glæde af i deres kommende musikerskab, hvad enten de i fremtiden fremfører tidligere tiders musik på moderne eller historiske instrumenter.
Om det udvidede samarbejde udtaler Nikolaj de Fine Licht, orkesterchef for Concerto Copenhagen:
”Concerto Copenhagen og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium har i over 10 år samarbejdet om at give de unge studerende indsigt i barokkens opførelsespraksis og musikerskab. Det glæder os, at vi fra det kommende studieår udvider det samarbejde og åbner endnu mere op for et fag, som kan blive eleverne til stor gavn både i deres studietid og i deres fremtidige virke som musikere.”
Concerto Copenhagen fornyer musikken på historiske instrumenter
Concerto Copenhagen arbejder i dag indgående med den historiske opførelsespraksis. Det samme gør en lang række ensembler verden over. Det omfatter også musik fra perioder senere end barokken som wienerklassikken og romantikken. Concerto Copenhagen har således, på instrumenter fra de pågældende perioder, også indspillet og spillet wienerklassisk musik af Haydn, Mozart og Beethoven, samt senere romantisk musik af eksempelvis H.C. Lumbye, Niels W. Gade og Edvard Grieg.
Samarbejdet starter med en heldagsfestival
Det fornyede samarbejde sættes i gang med en stort anlagt heldagsfestival, når Concerto Copenhagen og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium den 29. september fejrer komponisten C.E.F. Weyses 250-års jubilæum i Konservatoriets koncertsal under ledelse af Lars Ulrik Mortensen.
Helene Gjerris, kommende rektor for DKDM, udtaler:
”Vi er meget glade for at kunne give en stor gruppe af vores studerende en enestående mulighed for at optræde sammen med Concerto Copenhagens højt specialiserede musikere under ledelse af så stærk og inspirerende en kraft som Lars Ulrik Mortensen. I et uddannelsesforløb på musikkonservatoriet er deltagelse i en række af forskellige koncertformater et væsentligt element i opbygningen af det kunstneriske erfaringsgrundlag, som de studerende skal have med sig ud i verden. Det Kongelige Danske Musikkonservatorium kan ikke løfte alle formater alene, og vi værdsætter derfor et samarbejdsprojekt som dette højt.”
Concerto Copenhagen og de studerende fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium kan således opleves sammen til Weyse Festivalen 2024, som finder sted den 29. september.
Hele programmet for WEYSE FESTIVAL 2024 her.
Hent pressemateriale og salsprogram her
Pressekontakt: Sabrina Stender Solis / 22 62 29 09 / sabrina@coco.dk
Concerto Copenhagen – ensemble for tidløs musik
I mere end 30 år er Concerto Copenhagen gået på opdagelse i og har fremført musikken fra barokken, wienerklassikken og den tidlige romantik med historisk bevidsthed og kunstnerisk kompromisløshed, og orkestret står i dag som et internationalt fyrtårn på sit område. Musikalsk leder Lars Ulrik Mortensen og Concerto Copenhagen forener kunstnerisk autenticitet og innovation og giver gennem originale fortolkninger musikken nyt liv og relevans for et moderne publikum. Concerto Copenhagens musikere hører til den internationale elite af barokmusikere, og orkesteret har siden de første koncerter i 1991 været på en spændende kunstnerisk og musikalsk rejse – værdsat og rost af publikum og kritikere verden over. Med et repertoire, der kombinerer velkendt europæisk musik med mindre kendte værker af skandinavisk oprindelse samt ny musik, markerede orkestret sit 30-årsjubilæum i 2021, og blev efterfølgende udnævnt til Årets P2 Kunstner 2022.
Concerto Copenhagen – musik med kærlighed, bevidsthed og kompromisløshed
web: concertocopenhagen.dk