Gå til indhold
Foto, Andreas Odbjerg: Martin Melancolia. Foto, L.O.C.: Nikolaj Osorio Hires.
Foto, Andreas Odbjerg: Martin Melancolia. Foto, L.O.C.: Nikolaj Osorio Hires.

Pressemeddelelse -

L.O.C. og Andreas Odbjerg fuldender årets Grøn-program

I dag kan Tuborg og Muskelsvindfonden løfte sløret for de sidste to navne, som fuldender årets Grøn-lineup. Der er tale om den legendariske rapkonge L.O.C. og hitmageren Andreas Odbjerg, der sammen med AQUA, Artigeardit, Benjamin Hav & Familien, Medina, MØ og Saveus udgør årets lineup. Grøn drager rundt til otte danske byer fra 20. til 30. juli 2023.

Grøn fuldender i dag plakaten for dette års turné, hvor koncertkaravanen kan fejre 40 år på græs, og tilføjer dermed to stærke navne i form af rapkongen L.O.C. og hitmageren Andreas Odbjerg. De to artister har erobret vidt forskellige dele af det musikalske landskab og har det til fælles, at de begge har befundet sig i imponerende prisregn og vundet både publikums og anmeldernes gunst.

Etableret Grøn-navn slutter sig til programmet
I år er det 22 år siden, at Liam O’Connor udgav sit første album “Dominologi”. Den lange karriere har indtil videre budt på elleve anmelderroste album, utallige statuetter fra danske musikpriser og en plads som en af de bedst sælgende rappere nogensinde herhjemme.

Til sommer kan L.O.C. opleves på Grøn for ottende gang, og han glæder sig til at komme hjem på Grøn:
"Grøn fylder 40, og jeg har et album, der fylder 20, så det kan jo kun blive en kæmpe fest! Jeg glæder mig til at komme ud og spille for jer alle sammen. Det bliver fantastisk som altid - den skøreste karavane i hele landet."

Udover at være en vaskeægte Grøn-legende står L.O.C. bag en af de største bedrifter i dansk hiphop, da han som den første danske rapper nogensinde spillede på Roskilde Festivals Orange Scene i 2008.

L.O.C. hører til blandt de mest etablerede Grøn-navne. Rapperen havde sin debut på Grøn i 2006 og har været tilbage intet mindre end seks gange siden i både 2007, 2009, 2010 (med bandet ‘Selvmord’), 2012, 2015 og 2019. I år kan det grønne publikum glæde sig til, at L.O.C. indtager Grøn med sine hårdtslående beats for ottende gang.

Odbjerg glæder sig til sit livs sommer
For Andreas Odbjerg er det andet år i træk, at han skal med den grønne karavane rundt i landet. Og det er en af tidens hotteste popmusikere, som man kan opleve til sommer. Både 2021 og 2022 har nemlig i den grad stået i Andreas Odbjergs tegn. Med de velkendte singler ”føler mig selv 100”, “Stor Mand” og ”I morgen er der også en dag” er priserne væltet ned over ham i en strid strøm, hvor både Danish Music, GAFFA-Prisen og Steppeulven har valgt at anerkende hans store gennembrud.

Hitmageren debuterede på den grønne koncertkaravane sidste år og glæder sig til at være med igen i år:
“Sidste år var mit livs sommer, og det var i høj grad på grund af de oplevelser, jeg fik på Grøn. Det er en specielt god følelse at bidrage, via det sjoveste man ved, til en god sag i en branche, der som udgangspunkt er super kommerciel.”

Generelt kan man sige, at Odbjerg er en af de få artister, som har formået at ramme både det folkelige og det mere kræsne publikum. Han fik allerede stor anerkendelse og fantastiske anmeldelser for debutalbummet ”Hjem Fra Fabrikken” i 2022. Faktisk er Odbjerg på nuværende tidspunkt blevet streamet mere end 100 mio. gange efter en helt fantastisk festivalsommer, som bedst kan beskrives som et sandt triumftog.

Med rapkongen og hitmageren er programmet for Grøn 2023 fuldendt, og alle artisterne står klar til at give den gas på de danske landeveje til sommer.

40 år med Grøn
I år kan Muskelsvindfonden og Tuborg fejre 40 år med Grøn, hvor man har skabt sommerminder og gode oplevelser sammen med danskerne; hele tiden med det gode formål om at skabe plads til forskelle i samfundet for øje. Det vil blive markeret hele året og kulminerer med sommerens traditionelle koncertkaravane, som for første gang begynder i Tårnby den 20. juli. Herefter besøger Grøn Kolding den 21. juli, Aarhus den 22. juli og Aalborg den 23. juli. Efter en kort pause fortsætter turneen i Esbjerg den 27. juli, Odense den 28. juli, Næstved den 29. juli, inden det hele traditionen tro slutter med et brag i Valby den 30. juli.

Se turnéplanen herunder. Billetter og yderligere information om Grøn 2023 kan findes på groenkoncert.dk.

For pressehenvendelser, kontakt venligst:
Sofie Klindrup · sofiek@have.dk · 25 48 37 49
Peter Pishai Storgaard · peter@have.dk · 28 49 33 86

Om Grøn
I fire årtier har Tuborg og Muskelsvindfonden med Grøn skabt musikalske oplevelser og fællesskaber på tværs af handicap, alder, etnicitet, køn, seksualitet og religion. Grøn er en fest der gør en forskel! Overskuddet fra koncerterne går til Muskelsvindfondens arbejde med at skabe Plads til forskelle, hvilket har til formål at skabe større mangfoldighed i det danske samfund. I 2022 kunne Grøn endelig vende tilbage efter to års aflysninger på grund af Covid-19. I år kan Tuborg og Muskelsvindfonden fejre 40 år med Grøn, når koncertkaravanen traditionen tro kommer rundt i hele Danmark.

Om Muskelsvindfonden
Muskelsvindfonden er en forening, et fællesskab og en bevægelse. Den blev skabt af og for mennesker med muskelsvind, men den er også 100vis af fantastiske pårørende, medarbejdere, engagerede samarbejdspartnere og mere end 1.000 frivillige, der er med til at sætte verden i bevægelse.

Siden 1983 har Muskelsvindfonden i et partnerskab med Tuborg arrangeret Grøn, for i Muskelsvindfonden samler vi danskerne, mens vi samler ind til vores arbejde for mennesker med muskelsvind. Overskuddet går direkte til vores arbejde for et bedre liv med muskelsvind og til forskning i muskelsvind.

Sammen med samarbejdspartnere samler Grøn også særskilt ind til en årlig Plads til forskelle-pris, som uddeles til et initiativ, som understøtter Muskelsvindfondens vision om “plads til forskelle”.

Om Tuborg
Tuborg blev grundlagt i 1873, og er siden blevet danskernes foretrukne ølmærke. Tuborg har gennem fem årtier haft et stort engagement i musikken og det fællesskab, det bibringer mellem danskerne. Gennem tætte partnerskaber med både det danske musikmiljø og koncert-og festivalarrangører, har Tuborg medvirket til, at danskerne hvert år kan mødes til fællesskab, unikke musikoplevelser og iskolde øl. Tuborg var med til at skabe grundstenen til Grøn tilbage i 1983 og har været medarrangør lige siden.

Tourplan 2023:
20. juli: Tårnby
21. juli: Kolding
22. juli: Aarhus
23. juli: Aalborg
27. juli: Esbjerg
28. juli: Odense
29. juli: Næstved
30. juli: Valby

Grøn på de sociale medier
Officielt hashtag: #Grøn23
Facebook: facebook.com/groenkoncert
Instagram: Groenkoncert
Snapchat: Groenkoncert
YouTube: Grøn Koncert
TikTok: Groenkoncert

Emner

Kontakt

Peter Pishai Storgaard

Peter Pishai Storgaard

Pressekontakt Seniorrådgiver

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation

Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark