Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Jødisk Kulturfestival 2022 præsenterer årets program

Jødisk Kulturfestival byder indenfor til et særligt tema, idet 2022 markerer 400-års jubilæet for jødernes ankomst til Danmark. Dette jubilæum fejres med den hidtil største festival, som i år løber af stablen over 12 dage fra den 1.-12. juni. Årets festival sætter fokus på mangfoldigheden i den jødiske kulturverden. Gå på opdagelse i festivalen gennem dans i nyt perspektiv, alsidige fortællinger og stærke foredrag om den fælles historie og meget mere.

Igen i år slår Det Jødiske Samfund dørene op og inviterer til 12 dages festival, hvor mangfoldigheden kommer i centrum igennem festivalens brede vifte af arrangementer. Med mere end 90 arrangementer gennem festivalen, har den aldrig været mere varieret og omfangsrig. Derfor ser Jødisk Kulturfestival nu frem til at kunne offentliggøre sit største program til dags dato og samtidig skyde fejringen af 400-års jubilæet for jødernes tilstedeværelse i Danmark i gang.

Jødisk Kulturfestival byder indenfor til en af de største jødiske festivaller i Europa. Gennem mødet i festivalen ønsker den at udfordre fordomme, skabe dialog og styrke sameksistensen mellem det jødiske samfund, København og hele Danmark. En hyldest til det særlige bånd og den stærke relation.

Rundetaarn og Trinitatis åbner festivalen med magisk, vertikal dans
Årets tema er helt unikt, idet festivalen fejrer, at Christian 4. i 1622 inviterede de første jøder til at slå sig ned i kongeriget Danmark. Her blomstrede det jødiske samfund og etablerede sig stille og roligt i Danmark. Derfor er det også oplagt, at dette års åbning finder sted ved Trinitatis kirken og Rundetaarn, som begge er bygget af Christian 4.

Jødisk Kulturfestival inviterer til en åbning i et nyt perspektiv, når den professionelle danser, Esther Wrobel, danser på muren, hvor Trinitatis og Rundetaarn forbindes. Hendes egne oldeforældre kom også til Danmark som jødiske immigranter, og denne personlige historie viser på smukkeste vis, hvordan den dansk jødiske historie denne sommer vil sætte rammen for Jødisk Kulturfestival. Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen vil ligeledes holde en tale samtidig med, at der vil være jødisk streetfood og et band, der vil sætte stemningen med klezmermusik i baggrunden.

Internationalt samarbejde præger og styrker årets festival
I år er der et stærkt internationalt samarbejde i højsæde omkring festivalen. Slovakiets, Tysklands og Israels ambassader i Danmark præsenterer fotoudstillingen ”Last Folio” på Den Sorte Diamant. Den viser de gribende fotografier, som den verdenskendte fotograf Yuri Dojc tog, da han vendte tilbage til Slovakiet for at søge efter sine rødder. Her fandt han en skole, som stod akkurat som den dag, eleverne blev deporteret til KZ-lejre – med åbne kladdehæfter, bøger og sukker i skabene. Fotografierne af de efterladte genstande er den eneste dokumentation af en forsvunden kultur.

Det portugisiske balletkompagni Quorum, som har besøgt Danmark flere gange før med stor succes, danser den stærke ballet ”30.000 LIV|ARISTIDES” på Bellevue Teatret. De dygtige dansere fortæller historien om Aristides de Sousa Mendes, som var portugisisk generalkonsul i Bordeaux i begyndelsen af 2. verdenskrig. Stik imod ordrerne fra sin regering udstedte han visa til omkring 30.000 personer, der ønskede at flygte fra det nazistisk besatte Frankrig. Tusindvis af dem var jøder.

Mød overrabbiner Jair Melchior og bliv klogere på religionen
Hvis man er nysgerrig på den jødiske kultur og et dybere indblik i den dansk jødiske historie, er der i løbet af festivalen rig mulighed for at blive klogere på dette gennem foredrag og besøg. Kom en tur indenfor i Københavns smukke synagoge til et foredrag om synagogen og dansk jødisk liv i dag. Mød de danske jøder og bliv klogere på, hvorfor synagogen ser ud, som den gør, og hvordan og hvornår den bruges i dag. Du kan også møde overrabbiner Jair Melchiori samtale med rabbiner Rebecca Lillian om jødisk liv og udfordringer i Danmark og i den jødiske verden.

Stjernebesatte foredrag med fokus på både historien og demokratiet
TV- og radioværterne Sanne Cigale og Flemming Møldrup holder et foredrag, hvor de taler om, hvem der har ansvaret for at moderere den demokratiske samtale på de sociale medier? Og hvad gør vi, når stereotyper og fordomme udvikler sig til konkret hadtale og lukkede fora? Musiker og komponist Benjamin Koppel gæster ligeledes igen i år festivalen. I år holder han foredrag om sin første roman ”Annas Sang”, der er inspireret af fortællingen om tante Anna, som selv flygtede til Sverige. Endelig holder Politikens journalist Anders Jerichow, der har skrevet artikler og bøger om Mellemøsten gennem årtier, foredrag om den jødiske brik i de arabiske regeringers spil.

Jødiske fortællinger indrammes i musikkens toner
Musikken er med til at fortolke og formidle den dansk jødiske historie og fylder derfor også i årets program. Det prisvindende klezmerorkester Mames Babegenush gæster synagogen til et brag af en hyldestkoncert for den kendte internationale musiker Dave Tarras. Med sin karakteristiske lyd og frasering er han i dag en stor inspiration for mange klezmermusikere. Fra USA kommer den Grammyvindende Frank London og den sjælfulde Eleanor Reissa, som optræder med jiddisch-musik fra det 21. århundrede, når det er bedst.

Hvis man bliver fanget af Benjamin Koppels fortælling om tante Anna, kan man høre historien om Anna gennem Benjamin Koppels kompositioner og Cæcilie Norbys tekster og nærværende vokal, når de sætter rammen for en musikalsk fortælling. Det er en fortælling om flugt, ulykkelig kærlighed, om kvindeundertrykkelse og om at bevare håbet, og du kan opleve denne musikalske oplevelse lige efter Benjamin Koppels foredrag. Sidst, men ikke mindst, glæder Jødisk Kulturfestival sig over at kunne byde velkommen til Ehud Banai, som er en af Israels største komponister. Det bliver en smeltedigel af 1960’er rock, 80’ernes New Wave, folkemusik, israelsk-arabisk musik og ældgamle psalmer, når han gæster synagogen sammen med Eyal Lovett Trio.

Bevægende film i Cinemateket
Man kan opleve Shira Haas stråle igennem, hvis man beslutter sig for at se ”Broken Mirrors” i Cinemateket. ”Broken Mirrors” er en coming-of-age-historie, der sætter fokus på en teenagers perspektiv på synd, skyld, forsoning og skam i det moderne israelske samfund. På Cinemateket indleder journalist Hanne Foighel ligeledes filmen ”Amos Oz – The Fourth Window”, der er en israelsk dokumentarfilm fra 2021. Forfatteren Amos Oz var en international succeshistorie, men i hans bagage ligger der en dobbelt tragedie. Filmen stiller skarpt på Amos Oz, hans liv og litteratur gennem samtaler med Amos Oz og mange af de vigtigste personer i hans liv.

Cirkusløjer og Den Store Bagedyst i babka bagning til børn og barnlige sjæle
Under festivalen vil der være noget for alle aldre. Cirkusduoen Volantes optræder med elementer fra klassisk cirkus og performancekunst og vil uden tvivl begejstre børn såvel som barnlige sjæle. Gruppen har tidligere arbejdet med det anerkendte Cirque du Soleil, og de ser frem til at underholde publikum med akrobatik i luften. Der er også mulighed for at komme en tur i køkkenet med hele familien og give sig i kast med bagning af babka, der er en polsk spise og særlig populær blandt ashkenaziske jøder verden over.

Læs mere om Jødisk Kulturfestival på www.jkfestival.dk, som løbende vil blive opdateret med flere programaktiviteter.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation & PR

For yderligere information, kontakt venligst:
Sara Jeppesen // sara@have.dk // 22 41 00 48
Katja Machenhauer Lund // katja@have.dk // 26 13 45 17

Om Jødisk Kulturfestival
Jødisk Kulturfestival sætter fokus på mange aspekter af jødisk kultur: Musik, film, mad, foredrag og debat om aktuelle emner med plads til underholdning og fordybelse. Deltagelse i festivalen er gratis for alle. Dog kræves billetter til et mindre antal af arrangementerne. Billetter kan købes hos Politiken Plus og Billetnet fra slut april. Se mere information på www.jkfestival.dk.

  • Jødisk Kulturfestival arrangeres af Det Jødiske Samfund i Danmark.
  • Henri Goldstein er formand for Det Jødiske Samfund i Danmark, og Jacob Zylber er festivalleder og kulturansvarlig i Det Jødiske Samfund i Danmark.
  • Jødisk Kulturfestival blev afholdt første gang i 2011 og kan i år fejre 400-års jubilæum for jødernes ankomst til Danmark.

Emner

Kontakt

Michael Feder

Michael Feder

Pressekontakt Adm. direktør +45 2243 4942
Anja Linnet

Anja Linnet

Pressekontakt COO // Chefrådgiver 22655348
Peter Pishai Storgaard

Peter Pishai Storgaard

Pressekontakt Seniorrådgiver
Emilie Selin

Emilie Selin

Pressekontakt Seniorrådgiver
Rikke Hesselholt

Rikke Hesselholt

Pressekontakt Seniorrådgiver 28433893
Stine Albrechtsen

Stine Albrechtsen

Pressekontakt Seniorrådgiver & Head of Aarhus

Louise Thuesen

Pressekontakt Seniorrådgiver
Sandra Nynne Vognstrup

Sandra Nynne Vognstrup

Pressekontakt Rådgiver 22863094
Julie Qvick Nielsen

Julie Qvick Nielsen

Pressekontakt Rådgiver
Amalie Søndergaard

Amalie Søndergaard

Pressekontakt Rådgiver 28 58 81 50
Kathrine Clemmensen

Kathrine Clemmensen

Pressekontakt Juniorrådgiver 22902645
Jesper Bæk Nielsen

Jesper Bæk Nielsen

Pressekontakt Juniorrådgiver 23270297
Picasa Emily Askjær Grand

Picasa Emily Askjær Grand

Pressekontakt Juniorrådgiver 30138880

Ole Winther

Pressekontakt Chefrådgiver, head of Public Affairs +4551617151
Sofie Ugilt

Sofie Ugilt

Pressekontakt Projektassistent 22518548
Regitze Porsborg Andersen

Regitze Porsborg Andersen

Pressekontakt Projektassistent // Project Associate 30 48 32 39
Rose Daugaard Knudsen

Rose Daugaard Knudsen

Pressekontakt Projektassistent 20902023

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation

Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark