Gå til indhold
Isbjørnen 2018 uddelt - Nordisk Film Fondens tre hæderspriser overrakt her til aften

Pressemeddelelse -

Isbjørnen 2018 uddelt - Nordisk Film Fondens tre hæderspriser overrakt her til aften

For andet år i træk er Nordisk Film Fondens tre hæderspriser blevet overrakt under én samlet prisuddeling:

  • Nordisk Film Prisen går til instruktør Gustav Möller
  • Ove Sprogøe Prisen går til skuespiller Katrine Greis-Rosenthal
  • Erik Ballings Rejselegat går til skuespillerne Ditte Hansen og Louise Mieritz

For andet år i træk har Nordisk Film Fonden her til aften uddelt sine tre årlige hæderspriser under én samlet prisuddeling: ISBJØRNEN. Uddelingen blev fejret ved et gallaarrangement for den danske filmbranche i Nordisk Films studier i Valby med Nicolaj Kopernikus ved roret som vært. Årets prismodtagere er: filminstruktøren Gustav Möller, der modtog Nordisk Film Prisen 2018 på 112.000 kr. (1.000 kr. x Nordisk Films alder), skuespilleren Katrine Greis-Rosenthal, der modtog Ove Sprogøe Prisen 2018 på 50.000 kr., samt skuespillerne og manuskriptforfatterne Ditte Hansen og Louise Mieritz, der i fællesskab modtog Erik Ballings Rejselegat på 75.000 kr.

Nordisk Film Prisen 2018 går til Gustav Möller
A must-see masterclass in cinematic suspense” - Sådan indleder The Guardian deres anmeldelse af Den Skyldige, og med god grund: Gustav Möllers spillefilmsdebut som instruktør har vakt genlyd verden over. Siden premieren i juni har filmen solgt over 140.000 billetter i Danmark, og 270.000 alene i Frankrig, foruden at have indkasseret et hav af fem- og seksstjernede anmeldelser. Man får det distinkte indtryk, at publikumsprisen til årets Sundance Festival kun var starten. Den Skyldige er en af de sjældne danske film, der kan blive et lige så stort hit på internationalt plan, som den er i Danmark. 

Blandt de tidligere modtagere af Nordisk Film Prisen finder man blandt andre Lars von Trier, Anders Thomas Jensen og sidste års modtager, Fenar Ahmad. Og som Mikael Rieks, juryformand for komitéen, understregede i motivationen for årets pris, er Gustav Möller en yderst værdig modtager:

- “Med sin første spillefilm Den Skyldige viser Gustav Möller meget konsekvente valg, åbenlyse og bemærkelsesværdige evner for filmisk fortællekunst, fintfølende sans for genre og en detaljebevidst personinstruktion. “Den Skyldige” er meget præcis og flasher i al sin enkelthed en instruktør med et stort talent. Den udfolder et nervepirrende gidseldrama på en fremragende og original måde, der får publikum til at sidde åndeløst yderst på sædet og følger handlingens modige twist (…) Det er med andre ord en yderst stærk og stilsikker debut, skarpt og stramt fortalt.

Ove Sprogøe Prisen 2018 går til Katrine Greis-Rosenthal
Katrine Greis-Rosenthal er en af de mest lovende unge skuespillere i Danmark. Siden 2010, hvor hun optrådte i Christoffer Berdals opsætning af Jeppe på Bjerget på Det Kongelige Teater, har hun markeret sig med en række stærke roller i film og teater. Men det er med Bille Augusts filmatisering af Henrik Pontoppidans Lykke-Per, at Katrine for alvor har slået sit navn fast som en af de nye ledestjerner i dansk film.

I komitéens motivationstale fremhævede Henning Sprogøe, skuespiller og teaterchef, netop de menneskelige aspekter af rollen som Jakobe, og den empati, som Katrine Greis-Rosenthalgriber rollen an med: “Vi bliver hårdt ramt af Jakobes ensomhed og søgen. Vi ledsages i hendes kamp for at konvertere de forventninger andre har til hende, til de forventninger hun har til sig selv. (..) Det der gør Jakobe til dette minde er, at du låner hende dit blik. Det blik der, i dine øjnes reservat, både søger, sørger, risikerer, insisterer og inviterer.

Netop nu er Katrine Greis-Rosenthal også aktuel i TV 2s dramaserie Kriger, og til januar har hun en mindre rolle i Thomas Vinterbergs internationale storfilm Kursk.

Erik Ballings Rejselegat 2018 går til Ditte Hansen og Louise Mieritz
Da DR i 2016 valgte at tage Ditte og Louise af sendefladen, satte de gang i en lavine, som et par år efter resulterede i en af de seneste års bedst anmeldte danske komedier. Med deres karakteristisk bidende humor spidder Ditte Hansen og Louise Mieritz i Ditte & Louise effektivt og hylende morsomt en branche og dens behandling af mænd og kvinder.

Det er en problemstilling, det kræver et ikke uanseeligt mod og talent at behandle som komiker. Lina Flint, producer hos Nordisk Film Spring, sagde bl.a. følgende i sin motivationstale:

- “I har med jeres serie og jeres film kastet jer ud i en genre, i nogle tematikker og på en måde som de færreste tør at prøve kræfter med, og I lander på begge ben og har på vejen provokeret og rykket både publikum og branchens grænser. (…) I har gennemført jeres entreprenørskab på trods og på tværs af formater og med jeres kvartet, der også består af instruktør Niclas Bendixen og fotograf Manuel Claro, minder I os om, at film og serier er det smukkeste resultat af en kollektiv skabelsesproces.

Om Nordisk Film Fonden
Nordisk Film Fonden har bidraget til udviklingen i den danske filmbranche gennem de seneste 20 år. Fonden hjælper unge talenter ud i verden ved hjælp af legatportionerne Store- og Lille Isbjørn. Derudover yder fonden støtte til nye projekter med det formål at øge innovationskraften i filmbranchen ved at støtte projekter, der implementerer nye ideer og tiltag, som skaber værdi, såvel kunstnerisk som teknisk, og som har fokus på talentudvikling.

Nordisk Film Fonden står blandt andet også bag Picture This, en årlig tilbagevendende konference, der udforsker skæringspunktet mellem historiefortælling, ny teknologi og visioner for fremtidens filmproduktioner, ligesom Nordisk Film Fonden også støtter den alternative filmskole Super 16, som har fostret en lang række talenter. Nordisk Film Fonden er den eneste almennyttige fond i Danmark rettet mod den danske filmbranche, og har en årlig bevilling på fem mio. kroner. Læs mere om fonden her: Nordisk Film Fonden

Læs bagerst:

  • Motiveringstaler til prismodtagerne
  • Profiler på prismodtagerne
  • Info om priserne

Motiveringstaler til prismodtagerne

Motiveringstale til Gustav Möller, modtager af Nordisk Film Prisen 2018 (af Mikael Rieks, producer og formand for prisudvalget)

NORDISK FILM PRISEN er en Talent hæderspris.

En pris der hædrer det nye store talent. Talent… hvad vil det egentligt sige? Slår man ordet op lyder det - At have et talent er det udtryk for at have medfødt eller delvist tillært sig, en evne på et bestemt område. Et talent betyder at man har evnen til at blive ekstraordinært god til et givent område. Ordet talent er blandt andet nævnt flere steder i biblen, eksempelvis i lignelsen om de betroede talenter I Matthæusevangeliet kap. 25 fra det nye testamente. Et talent var i øvrigt i datiden en målangivelse for en mængde af ædelmetal, særligt guld.

Om årets prismodtager, Gustav Möller som debuterende instruktør ser vi netop - Et talent med evnen til at blive ekstraordinært god. Med sin første spillefilm Den Skyldige viser han meget konsekvente valg, åbenlyse og bemærkelsesværdige evner for filmisk fortællekunst, fintfølende sans for genre og en detaljebevidst personinstruktion. Den Skyldige er meget præcis og flasher i al sin enkelthed en instruktør med et stort talent.

Gustav Møllers debutfilm udfolder et nervepirrende gidseldrama på en fremragende og original måde, der får publikum til at sidde åndeløst yderst på sædet og følger handlingens modige twist. Filmen formår derudover undervejs at udfordre publikums egne fordomme og stereotype forestillinger om en voldsmand.

Samspillet imellem publikums fantasi, de nærværende billeder og det fremragende lydbillede skaber på forunderlig, men simpel, måde en flerdimensionel oplevelse. Manuskriptet som er skrevet af den yderst talentfulde manuskriptforfatter, Emil Nygaard Albertsen sammen med Gustav Möller selv, er et tydeligt eksempel på at ambitionen og genren har været bemærkelsesværdigt sikker fra starten, og det er et modigt valg som debuterende instruktør. Det er med andre ord en yderst stærk og stilsikker debut, skarpt og stramt fortalt.

Alt dette skal samtidig sættes i den kontekst at det er en debutfilm, som i sjælden grad har ramt ikke bare en stor anerkendelse på festivaler verden over, men har tiltrukket et stort publikum, ikke bare herhjemme alene, hvor den i den varmeste sommer i mands minde har formået at trække over 140.000 mennesker i biografen, den er også solgt til 100 lande, og har rundet over 270.000 publikummer i Frankrig alene. Nu kan vi så med danske briller på, drømme om at filmen klarer sig igennem nåleøjet og bliver nomineret til en Oscar.

Gustav, du har udtalt at du vil lave film til et større publikum, men vil gøre alt for at gøre det med et twist, så vi som publikum ikke skal føle os for sikre. Det håber jeg du vil holde fast i.

Vi håber denne hæderspris vil give dig motivationen til i mange år frem at berige os i Dansk film med dit åbenlyse talent. Det er derfor mig en stor ære på vegne af legatudvalget, at skulle overrække dig Nordisk Film Prisen 2018 og de medfølgende 112.000 kroner. Stort tillykke.

Motiveringstale til Kathrine Greis-Rosenthal, modtager af Ove Sprogøe Prisen 2018 (af Henning Sprogøe, skuespiller og teaterchef)

Kære Katrine.

Dette er historien om hvordan en vidunderlig skuespiller på film får skildret en særlig kvinde…en kvinde, der går hen og bliver et evigt minde.

Dette er også historien om en Katrine, der måske som lille pige stod nede i gården og råbte op mod sit vindue på 3. Sal : ”Moar kom hen til vinduet, det er miig der kalder nede fra gården!”

Katrine sætter hænderne i siden. ”Moar kom hen til vinduet, det er miiig der kalder nede fra gården !!!

Vinduet flyver op.

Hvad er der ?

Jeg vil være skuespiller!

Sådan noget vrøvl, leg nu bare videre

Det er jo det jeg gør !

Katrine, du husker måske at det var nogle af de ord der blev sagt til dig, den dag i foråret 2012, hvor du blev uddannet som skuespiller fra Statens Teaterskole.

Din tur gennem uddannelsen var præget af denne vilje og måske meget godt illustreret i Walt Disneys film Dumbo fra 1941. Der er en scene hvor toget, der er fyldt med cirkusdyr, skal forcere et bjerg. Toget kæmper, stønner og pruster sig op af bjerget, mens det hvisler : Jeg tror jeg kan, jeg tror jeg kan, jeg tror …. jeg kan, jeg tro jeg …. kan.

Når så toget endelig når toppen, får det fuld fart nedad og jubler derefter : Jeg vidst jeg ku, jeg vidst jeg ku, jeg vidst jeg ku.

Seks år efter ser vi dig som Jakobe i Bille Augusts eventyrlige drama Lykke Per.

Vi bliver hårdt ramt af Jakobes ensomhed og søgen. Vi ledsages i hendes kamp for at konvertere de forventninger andre har til hende, til de forventninger hun har til sig selv.

Det der gør Jakobe til dette minde er, at du låner hende dit blik. Det blik der, i dine øjnes reservat, både søger, sørger, risikerer, insisterer og inviterer.

Katrine, din Jakobe har nu lagt navn til et dybdefarvet, evigt holdbart smykke.

Jakobe – smykket fra Lykke-Per.

I dyb taknemmelighed – tillykke med Ove Sprogøe prisen 2018.


Motiveringstale til Ditte Hansen og Louise Mieritz, modtagere af Erik Ballings Rejselegat 2018 (af Lina Flint, producer, Nordisk Film Spring og formand for prisudvalget)

Kære Ditte & Louise,

Det er en stor fornøjelse, på vegne af et rørende enigt prisudvalg, at uddele denne hæderspris til jer for at være den inspirerende både skrivende og spillende duo som I er!

Vi er imponerede over jeres store talenter som både manuskriptforfattere og skuespillere og ikke mindst over hvor generøst I deler ud af jer selv.

I har med jeres serie og jeres film kastet jer ud i en genre, i nogle tematikker og på en måde som de færreste tør at prøve kræfter med og I lander på begge ben og har på vejen provokeret og rykket både publikum og branchens grænser.

I har gennemført jeres entreprenørskab på trods og på tværs af formater og med jeres quartet, der også består af instruktør Niclas Bendixen og fotograf Manuel Claro, minder I os om, at film og serier er det smukkeste resultat af en kollektiv skabelsesproces.

Vi håber at I med dette rejselegat vil rejse sammen ud i verden, lade jer inspirere og forhåbentligt vende tilbage med mange flere sjove og grove mavepustere.

Stort tillykke til jer!


Profiler på prismodtagerne

Gustav Möller (Modtager af Nordisk Film Prisen 2018)
Den unge svenske instruktør Gustav Möller (f. 1988) dimitterede fra Københavns Film & Fotoskole i 2015. Hans afgangsfilm I mørke lavede han sammen med manuskriptforfatter Emil Nygaard Albertsen og producer Lina Flint, med hvem han fortsatte samarbejdet på Den Skyldige, der er Gustav Möllers debutspillefilm. I mørke modtog Next Nordic Generation Award på Den Norske Filmfestivalen i Haugesund, mens Den Skyldige blandt andet har vundet publikumsprisen på dette års Sundance Festival.

Katrine Greis-Rosenthal (Modtager af Ove Sprogøe Prisen 2018)
Katrine Greis-Rosenthal blev uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2012. Hun har medvirket i en lang række forestillinger på Det Kgl. Teater, såsom Jeppe på Bjerget (2010), Sans (2011) og Koks i kulissen (2015), og havde en af hovedrollerne i De Danser Alene (2017). Hun fik sin spillefilmsdebut i Fasandræberne (2014) og har derudover medvirket i et væld af tv-serier, heriblandt Broen (2015), Heartless (2015) og Hella Joofs Bedre skilt end aldrig (2016). I år er hun foruden sin hovedrolle som Jakobe i LYKKE-PER aktuel i Christoffer Boes tv-serie Kriger (2018) på TV 2, og til januar medvirker hun også i Thomas Vinterbergs internationale storfilm Kursk.

Ditte Hansen og Louise Mieritz (Modtager af Erik Ballings Rejselegat 2018)
Ikke kun i fiktionens verden er Ditte og Louise både skuespillere, makkerpar og veninder. Det er de også i virkeligheden. Både sammen og hver for sig har de i årevis sat deres præg på dansk teater, film, tv og comedy. De har optrådt og skrevet sammen i årevis til både teater og tv, og senest filmen Ditte & Louise - filmopfølgeren til TV-serien af samme navn på DR som de både har skrevet og spiller hovedrollerne i.

Hver for sig har de som skuespillere betrådt adskillige scener over hele landet samt haft roller i tv-serier og film. Ditte Hansen har spillet med i et hav af film i små og større roller, men er først og fremmest kendt for Cirkusrevyen, som hun har medvirket i flere gange. Hun var medskaber af det roste radiosatireprogram “I Hegnet” på P1, og har også stået på scenen i en lang række forestillinger på bl.a. Nørrebro Teater, hvor hun opførte monologen Bitterfissen.

Louise Mieritz fik sin debut i teaterkoncerten Gasolin på Dr Dante i 1994 og var samme år med til at starte kvindesatiregruppen Emmas Dilemma, som siden fik sin egen tv-serie. Hun har indspillet film for bl.a. Lars von Trier (Idioterne og Direktøren for det hele), medvirket i en lang række tv-serier inkl. 1864, Lykke og Edderkoppen, og har endvidere medvirket i adskillige teaterforestillinger.

Om priserne

Nordisk Film Prisen
Nordisk Film Prisen blev for første gang uddelt i 1996, og den har siden 2010 været en talentpris, der har sat fokus på at hylde unge talenter inden for filmens verden. Tidligere har instruktører og manuskriptforfattere som Lars von Trier, Anders Thomas Jensen, Michael Noer, Tobias Lindholm, Anders August, Kasper Munk og Fenar Ahmad været blandt de dygtige modtagere af prisen. Prisen er på 1.000 kr. x Nordisk Films alder - i år derfor 112.000 kr.

Prisudvalget: Mikael Rieks (Producer og formand for prisudvalget), Lone Scherfig (Instruktør), Lars Mikkelsen (Skuespiller), Maren-Louise Käehne (Manuskriptforfatter), Marianne Moritzen (Afd. Chef DFI) samt Fenar Ahmad (Instruktør og sidste års prismodtager).

Ove Sprogøe Prisen
Ove Sprogøe Prisen er en hyldest til én af Danmarks mest folkekære skuespillere. Prisen på 50.000 kr. tildeles en dansk skuespiller for en usædvanlig præstation på teatret eller på film det forgangne år, og i udnævnelsen er der lagt vægt på, at vedkommende har et talent med potentiale til at opnå samme folkelige og brede appel som Ove Sprogøe. Ove Sprogøe Prisen uddeles i år for 13. gang og er tidligere givet til bl.a. Lene Maria Christensen, Mia Lyhne, Cecilie Stenspil, Nikolaj Lie Kaas, Pilou Asbæk, Danica Curcic, Ulrich Thomsen, Johanne Louise Schmidt og Nikolaj Coster-Waldau.

Prisudvalget: Morten Grunwald (Instruktør, teaterleder og formand for prisudvalget), Bent Fabricius-Bjerre (Komponist), Henrik Zein (Producer), Jan Lehmann (Direktør i Nordisk Film Distribution), Lisbet Dahl (Skuespiller), Henning Sprogøe (Skuespiller og teaterchef), Katja Holm (Skuespiller og tidl. formand for Dansk Skuespillerforbund), Kim Skotte (Journalist og forfatter), Jens Refslund Christensen (Produktionschef, Østre Gasværk) og Nikolaj Coster-Waldau (Skuespiller og sidste års prismodtager)

Erik Ballings Rejselegat
Erik Ballings Rejselegat blev stiftet af Nordisk Film Fonden i 2006. Prisen er på DKK 75.000 og uddeles som rejselegat, fordi Erik Balling sammen med kollegaen Henning Bahs i mange år viste, at rejser befordrer inspiration og skaberlyst - og giver kræfter til nye indsatser. Erik Ballings Rejselegat tildeles årligt til en person, der i det pågældende år har skabt et værk, som i særlig grad har vakt publikums opmærksomhed og interesse.

Prisudvalget: Lina Flint (Producer, Nordisk Film Spring og formand for prisudvalget), Trine Dyrholm (Skuespiller), Theis Schmidt (Klipper), Emil Nygaard Albertsen (Manuskriptforfatter), Per Juul Carlsen (Filmanmelder) og Sabine Hviid (Production designer og sidste års prismodtager).

Emner

Kontakt

Michael Feder

Michael Feder

Pressekontakt Adm. direktør +45 2243 4942

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation

Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark