Pressemeddelelse -
Her er vinderne af Artbeat Prisen 2019
Artbeat Prisen 2019 går til Bloom
FOTO AF VINDER VEDHÆFTET
Danmarks kulturformidlingspris, Artbeat Prisen, er i dag blevet uddelt for syvende gang, og modtageren af Artbeat Prisens Hovedpris blev i år Bloom. Forfatter Kaspar Colling Nielsen overrakte prisen ved prisshowet, der igen i år blev afholdt på Teater Sort/Hvid i København. Juryen uddelte desuden Særprisen, der gik til Lys over Lolland, Talentprisen, der gik til Hej Søster samt en ekstraordinær kulturhistorisk pris til 100 Danmarkshistorier.
Danmarks kulturformidlingspris, Artbeat Prisen, er netop blevet uddelt for syvende gang på Sort/Hvid i København. Prisen hylder det bedste indenfor dansk kulturformidling, og går til et projekt eller en aktør inden for kulturlivet, der har kombineret det kunstnerisk nyskabende med det formidlingsmæssigt fremsynede. Artbeat Prisen uddeles af Have Kommunikation i samarbejde med Spar Nord Fonden.
Nedenfor følger Artbeat Prisens jurymotivationer for vinderne af årets fire priser:
Vinder af Artbeat Prisen 2019: Bloom, Golden Days Sekretariatet
FOTO AF VINDER VEDHÆFTET
Overrakt af forfatter Kaspar Colling Nielsen
Det er ikke nemt at finde på nye festivalkoncepter i et land, der allerede flyder over med snart sagt enhver slags festival. Det lykkedes imidlertid på forbilledlig vis med Bloom, der med udgangspunkt i natur og videnskab har skabt en helt unik festival. Det erklærede mål er at skabe et modtræk til det postfaktuelle samfund, fake news og amatørisme. Dette opnår Bloom ved at præsentere publikum for forskere og andre krøllede hjerner, som formår at gøre komplekse problemstillinger letforståelige og inspirerende for menigmand.
Vinder af Særprisen 2019: Lys over Lolland
FOTO AF VINDER VEDHÆFTET
Overrakt af kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Franciska Rosenkilde
Med Lys over Lolland er der over de forgangne to årtier blevet skabt en fantastisk kulturbegivenhed – mod alle odds. Kunst- og kulturfestivalen leverer oplevelseraf højeste kvalitet, og det foregår på en vifte af spændende og innovative måder, der ikke er set før. Lyset, der tændes over Lolland, er således en metafor, som fungerer på mange niveauer.
Vinder af Talentprisen 2019: Hej Søster
FOTO AF VINDER VEDHÆFTET
Det er en kendt sag, at kvinder diskrimineres i den danske musikbranche. Det ses både på festivalprogrammerne, ved prisuddelingerne og på oversigterne over, hvem der spilles mest i radioen. Denne problematik har sangerinden Fallulah taget hånd om, og hun kalder sin bevægelse for Hej Søster. Med bevægelsen demonstrerer Fallulah således på elegant vis, hvordan de nye medieplatforme kan bruges til at udfordre de gamle samfundsstrukturer.
Vinder af Den Ekstraordinære Pris: 100 Danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag
FOTO AF VINDER VEDHÆFTET
Prisen gives for en modig og nytænkende tilgang til formidling af danmarkshistorie, på tværs af traditionelle og nye medier, til garvede læsere og yngre brugere og med en originalitet i tilgangen, der skaber nye perspektiver i stoffet.
Fokus på kulturformidling med Artbeat Prisen
Det er syvende gang, at Artbeat Prisen bliver uddelt. Første gang var i 2013, da aalborgensiske Platform4 vandt prisen, som blev overrakt af daværende kulturminister Marianne Jelved.
De følgende fem år er hovedprisen gået til henholdsvis billedhugger Marit Benthe Norheim og hendes skelsættende kunstprojekt, ’Campingkvinder’, til ’KUNSTEN – Museum of Modern Art Aalborg’ for deres evne til at nytænke kultur- og museumsformidlingen, til multikunstner Anders Morgenthaler, fordi han – som det lød i motivationstalen – er ”et billede på fremtidens kunstner, som bør være til stor inspiration for resten af det danske kulturliv,” til den scenekunstneriske kraftpræstation ’Velkommen til Twin Peaks’ og senest til DR for ’Historien om Danmark’ og deres medrivende historieformidling.
Kommunikationsbureauet Have Kommunikation har taget initiativ til Artbeat Prisen for at sætte fokus på kulturformidling. Juryen har udvalgt både de nominerede og vinderne.
Jurymedlemmerne har i det seneste halve år kigget på formidlingsprojekter og aktører inden for det kulturelle felt over hele landet (og skelet til udlandet). De har i sin vurdering af hver enkelt kandidat lagt vægt på evnen til at lade det kulturelle, det formidlingsmæssige og de nye kommunikationsplatforme spille sammen.
Se fuld oversigt over jurymedlemmer nederst.
For mere information, se www.artbeatprisen.dk
Med venlig hilsen Have Kommunikation
For yderligere information, kontakt venligst:
Johannes Mandal // johannes@have.dk// 2228 7777
Artbeat-juryen består af:
- Elsebeth Gerner Nielsen, rektor for Kolding Designskole
- Jørgen Ramskov, radiodirektør for Radio24syv
- Jonatan Spang, skuespiller og instruktør
- Magnus Restofte, kommunikationschef på Det Kongelige Teater
- Tine Nygaard, udviklingschef på Museum Sydøstdanmark
- Jeanett Albeck, musiker og komponist
- Mikkel Harder Munck-Hansen, skuespiller, instruktør og direktør for Nordens Hus
- Sigurd Hartkorn Plaetner, forfatter, debattør og iværksætter
- Kristina Holgersen, artist, komponist samt formand for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik
- Christian Have, ejer af Have Kommunikation
Fundatser for de tre priser:
Hovedprisen gives til den person, den organisation eller det projekt, som inden for det seneste år har været absolut bedst til at vise retningen og sætte en ny standard inden for kulturformidling.
Særprisen gives til en person, en organisation eller et projekt, som inden for det seneste år har været et forbilledligt eksempel på, hvordan en uforudsigelig og original tilgang kan skabe rammerne for morgendagens kulturformidling.
Talentprisen gives til en person, en organisation eller et projekt, som inden for det seneste år har udvist et særligt stort talent inden for kulturformidling og som følge heraf, er på vej til at indtage en markant position i det danske kulturliv.
Om Spar Nord Fonden
Bag enhver donation fra Spar Nord Fonden gemmer sig en god historie om nogen, der har noget på spil og om projekter, der gør en forskel – og dem sætter vi pris på, på mange måder.
Vi holder meget af at være med til at fortælle historien, og vi værdsætter højt, når en donation for det meste virker to gange og to steder. Først hos de ildsjæle, som fik ideen, så et behov og fik støtten – og dernæst hos de, der forhåbentlig fornøjes, oplever en ny verden og som måske endda bliver klogere af at stifte bekendtskab med slutproduktet
Spar Nord Fonden støttede 723 initiativer i 2018 med i alt 62.726.368 kroner.