Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Haydn Festival 2024: En musikalsk rejse fra Esterhazy til Paris

Kreditering: Toke Bjørneboe, Danmarks Underholdningsorkester

Joseph Haydns Paris-symfonier er i centrum, når Danmarks Underholdningsorkester og chefdirigent Adam Fischer igen kan invitere til HAYDN FESTIVAL i Det Kongelige Danske Musikkonservatorium fra den 6. til 8. september 2024.

I år præsenterer festivalen en verdensstjerne, cellisten Truls Mørk, som solist i Haydns cellokoncert i C-dur, samt en sjælden opførelse af oratoriet “Årstiderne”.

Joseph Haydn var en superstar og en af de største skikkelser i musikverdenen i sin samtid. Han kan tage æren for at have haft både Mozart og Beethoven som elever, og han var højt respekteret af dem begge. Haydn har komponeret mere end hundrede symfonier og er samtidig kendt som strygekvartettens fader.

For tredje år i træk hylder Danmarks Underholdningsorkester og chefdirigent Adam Fischer komponisten, som de har et nært og mangeårigt forhold til, når de igen inviterer til HAYDN FESTIVAL i Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums smukke koncertsal.

Festivalen finder sted i weekenden fra den 6. til 8. september 2024 og byder på et rigt program med både velkendte og sjældent opførte værker af Haydn. Efter to år med fokus på Haydns London-symfonier skifter festivalen i år fokus til de tidligere Paris-symfonier, som blev komponeret i årene 1785-1786. Det var en tid, hvor Haydn stadig var tilknyttet slottet i Esterhazy i Østrig, men allerede på det tidspunkt modtog han bestillinger fra store europæiske byer, herunder Paris.

Åbningskoncert med Truls Mørk og sjælden Haydn opførelse
Festivalens åbningskoncert byder på den verdenskendte nordmand Truls Mørk som solist i Haydns cellokoncert i C-dur. Mørk er en af sin generations mest anerkendte cellister, og hans medvirken er et af festivalens absolutte højdepunkter. Desuden spilles en kort symfoni af komponisten Salieri, som var en velanskreven komponist i sin samtid, men som i dag er mest kendt som skurken i Milos Formans film om Mozart, Amadeus.

Lørdag kan publikum se frem til en sjælden opførelse af Haydns store oratorium "Årstiderne", der opføres i samarbejde med Malmö Operakör og de fremragende solister Emöke Barath (sopran), Mauro Peter (tenor) og Florian Bosch (bas). Denne koncert med fokus på årets gang og naturens rytme har vores chefdirigent Adam Fischer besluttet at tilegne klimasagen. Vi har derfor inviteret meteorologen Jesper Theilgaard til at introducere koncerten.

Værten Mathias Hammer vil guide publikum gennem de tre spændende dage i Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor musikken bliver suppleret med spændende oplæg og historiske perspektiver.

Pariser-symfonierne i ny udgivelse
I løbet af weekenden spilles fire af Pariser-symfonierne, og de indspilles og udgives derefter på pladeselskabet Naxos. Denne udgivelse er del af en ambitiøs række, som allerede har høstet flotte anmeldelser i både ind- og udland. De tidligere udgivelser med London-symfonierne var i det snævre felt af finalister ved dette års prestigefyldte ICMA-Award.

Læs mere om Haydn Festival 2024 og se programmet her.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation

For yderligere information, kontakt venligst:
Stine Albrechtsen · stine@have.dk · 30 24 14 00
Sara Jeppesen · sara@have.dk · 22 41 00 48
Camilla Bram Schultz · cb@underholdningsorkester.dk · 22 80 15 47


Om Joseph Haydn
Joseph Haydn (1732-1809) havde i en lang årrække sit virke som hofkapelmester og huskomponist ved fyrst Esterhazys hof i den østrigske by Eisenstadt. Her gav fyrsten ham mulighed for at opbygge et blomstrende musikliv. Efter den gamle fyrstes død i 1790, blev godset overtaget af hans søn, som ikke nærede samme kærlighed til musik.

Emner

Kontakt

Stine Albrechtsen

Stine Albrechtsen

Pressekontakt Seniorrådgiver & Head of Aarhus
Maya Fernel

Maya Fernel

Pressekontakt Projektassistent 40153551
Sara Jeppesen

Sara Jeppesen

Pressekontakt Juniorrådgiver

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation

Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark