Gå til indhold
HamletScenen præsenterer EKKO FRA VENEDIG

Pressemeddelelse -

HamletScenen præsenterer EKKO FRA VENEDIG

Urpremiere: 21. oktober 2023

HamletScenen, Danmarks Shakespeare-teater, markerer 80-året for de danske jøders flugt med en moderne gendigtning af Williams Shakespeares udødelige klassiker ‘Købmanden i Venedig’. Den nye forestilling ‘Ekko fra Venedig’ kaster bl.a. lys over historien om mødet mellem den danske modstandsbevægelse og jøderne. Bag forestillingen står en af landets skarpeste dramatikere, Joan Rang Christensen, der sammen med instruktør, Christoffer Berdal, flytter Shakespeares originalværk fra en omdiskuteret komedie til et surrealistisk drømmespil med historiske nedslag.

Fra den 21. oktober til 5. november 2023 kan William Shakespeares udødelige klassiker ‘Købmanden i Venedig’ opleves i en moderne gendigtning, der gennem adskillige historier bringer en surrealistisk og aktuel vinkel på den verdenskendte fortælling.

I stykket møder vi Shakespeares oprindelige karakterer, der, som følge af deres udåd, har flakket rundt i Europa de sidste 400 år. Bassanio, Antonio, Portia og Nerissa har alle taget den lange tur fra overklassen til underklassen. De er fanget i deres gamle skæbne; jagten på penge, kvindeundertrykkelse, en ‘hemmeligholdt homoseksualitet’ og en række håbløse bejlere. Kun Shylock, Shakespeares omdiskuterede jødiske karakter i ‘Købmanden i Venedig’, kender sagens rette sammenhæng. Gennem ham oplever vi jødeforfølgelsen i den Europæiske historie, undertrykkelsens anatomi og eksklusionen af dem, der ikke passer ind i vores samfund.

Instruktør Christoffer Berdal udtaler:
“Det gav mening at tage udgangspunkt i Shakespeares ‘Købmanden i Venedig’ i forbindelse med 80-året for jødernes flugt fra Danmark. Vi vil gerne stille spørgsmålstegn ved, om man kan opnå retfærdighed og fred som en minoritet, og vi håber, at denne forestilling kan kaste lys over den jødiske historie og sige noget om minoriteter og forfølgelse i vores tid. Præmissen for vores fortælling er at skabe en bredere forståelse og anerkendelse af menneskers forskelligheder – så længe, at loven ikke er lige for alle, kan vi aldrig finde fred.”

Fortællingen om Europa i forfald
Det historiske aspekt er i højsædet i denne moderne gendigtning af Shakespeare. Den jødiske historie i Europa, som Shylock selv kommer til at opleve, skal minde os om, at antisemitismen og diskrimination stadig ulmer i Europa. Derudover nedbrydes den vestlige tanke om Europa som en overlegen kolonial magt og stiller spørgsmålet: Hvad er Europa i dag, og hvor skal Europa bevæge sig hen? Surrealistiske og drømmende elementer skal være med til at efterlade publikum med en følelse af verdens kompleksitet og størrelse. Der findes ikke blot én virkelighed, og ‘Ekko Fra Venedig’ vil gerne illustrere forskelligheden i vores måde at anskue verden og den måde, vi behandler hinanden på.

Teaterleder Lars Romann Engel fortæller:
”Hos Danmarks Shakespeare-teater, HamletScenen, arbejder vi kunstnerisk med at udforske Shakespeares gammelkendte fortællinger og karakterer i kraft af at sætte dem i ny kontekst med aktuelle tematikker og nye teaterformater, hvilket ”Ekko fra Venedig” er et eksempel på.”

Dramatiker Joan Rang Christensen uddyber:
“Shakespeares forestillinger foregår som regel ret langt væk fra min virkelighed. Det følelsesmæssige forstår jeg, men ellers er der egentlig ikke meget ved Shakespeares univers, som interesserer mig. Det er til gengæld interessant at bruge Shakespeares karakterer til at skabe en fortælling, der illustrerer forskellige former for diskrimination og ikke kun antisemitisme. Jeg vidste fra begyndelsen, at karakterne i ‘Købmanden fra Venedig’ skulle tilhøre en lavere socialklasse end i den oprindelige fortælling, og at jeg ville indskrive en langt højere grad af diversitet; bl.a. i forhold til etniciteter, køn, hudfarver og seksualiteter. Ved at bevæge os væk fra det lineære plot og få andre stemmer i spil, har vi mulighed for at se historien fra nye perspektiver.”

Holdet på og bag scenen
Forestillingens instruktør, Christoffer Berdal, er kendt for at være en af vor tids mest alsidige og genreomfavnende teaterinstruktører. Hans projekter strækker sig langt og bredt, men et af hans kendetegn er især at skabe fokus på diversitet på de danske teaterscener. Denne mission deler han med forestillingens dramatiker, Joan Rang Christensen; en af de stærkeste stemmer i kampen for større mangfoldighed i dansk teater igennem 20 år. Hun har skrevet tekster til over 50 scene- og radiospil-produktioner i Danmark, Sverige, Norge, Tyskland, England og USA og er desuden stifter af Johns Teater, som laver teaterforestilinger baseret på etnisk og kønsmæssig ligestilling. Hun debuterede som digter med Omkring floden Han i april 2023 og har senest udgivet Essayet Om kunsten at give op om diskrimination og racistiske bias og hvordan man evt. kommer af med dem på Forlaget Gutkind.

På scenen i ‘Ekko fra Venedig’ kan publikum se frem til at opleve skuespillerne Morten Hauch-Fausbøll, Josephine Raahauge, Ernesto Piga Carbone og Alexander Bryld Obaze.

Læs mere her.

Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation & PR

For mere information, kontakt venligst:
Sandra Nynne Vognstrup // sandra@have.dk // 2286 3094
Amalie Søndergaard // amalie@have.dk // 2858 8150
Jesper Bæk Nielsen // jesper@have.dk // 2327 0297

Fakta om ‘Ekko fra Venedig’
SPILLEPERIODE: 21. oktober – 5. november 2023. Spiller alle dage kl. 20.00.
VARIGHED: 1 time og 45 minutter.
SPROG: Dansk
ALDER: 15+

KREATIVT TEAM
MEDVIRKENDE: Morten Hauch-Fausbøll, Josephine Raahauge, Ernesto Piga Carbone og Alexander Bryld Obaze
DRAMATIKER: Joan Rang Christensen
INSTRUKTØR: Christoffer Berdal
SCENOGRAFI: Catia Hauberg Engel
LYDDESIGNER: Jes Theede
LYSDESIGNER: Anders Bernstorff Nygaard.
PRODUCENT: HamletScenen

Emner

Kontakt

Sandra Nynne Vognstrup

Sandra Nynne Vognstrup

Pressekontakt Rådgiver 22863094
Amalie Søndergaard

Amalie Søndergaard

Pressekontakt Rådgiver 28 58 81 50
Jesper Bæk Nielsen

Jesper Bæk Nielsen

Pressekontakt Juniorrådgiver 23270297

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation

Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark