Pressemeddelelse -
Grøn melder alt udsolgt i Kolding: Kun billetter tilbage i Esbjerg og Aalborg
Billetsalget til Grøn 2025 brager fortsat af sted. Tuborg og Muskelsvindfonden kan for sjette gang i år annoncere, at billetterne er revet væk til endnu et stop på årets turné. Denne gang er det turnéens andet stop i Kolding den 18. juli, der kan melde alt udsolgt. Billetsalget har igen i år sat rekorder, og der har aldrig været udsolgt i seks byer så tidligt på året. Der er nu kun billetter tilbage til koncerterne i Aalborg og Esbjerg.
Grøn har allerede meldt udsolgt i Tårnby, Aarhus, Odense, Næstved og Valby – og i dag kan Kolding slutte sig til rækken af udsolgte koncertbyer. De seks udsolgte koncerter kan glæde sig til at opleve nogle af de bedste liveartister på den danske musikscene, når Gilli og Medina, samt de resterende seks artister, der offentliggøres de kommende uger, indtager scenen på Grøn 2025.
Billetsalget slår igen i år rekord efter rekord. Taknemmeligheden er derfor ikke til at tage fejl af hos Theis Petersen, indsamlingschef for Muskelsvindfonden:
“Vi er kun lige kommet os over, at vi satte rekord med fem udsolgte koncertdage og 175.000 billetter den første salgsdag. Og nu kan vi også melde Kolding udsolgt! Nu retter vi blikket mod Aalborg og Esbjerg, hvor salget også er startet forrygende. Vi forventer derfor, at alle otte koncerter kan melde om udsolgt i løbet af kort tid. Det gør en kæmpe forskel for Grøn-festen og Muskelsvindfondens arbejde. Nu glæder jeg mig bare til, at vi skal på græs til sommer sammen med mange tusinder glade Grøn-gæster!”
Der er stadig billetter tilbage til to af de byer, som Grøn lægger vejen forbi til sommer. Resten er udsolgt. Billetter til Aalborg og Esbjerg kan købes på https://groenkoncert.dk/billetter/
Danskerne bakker op om en fest, der gør en forskel
Tuborg og Muskelsvindfonden har i mere end 40 år skabt en fest, der gør en forskel for mennesker med muskelsvind, og overskuddet fra sommerens koncerter går til Muskelsvindfondens arbejde for et bedre liv med muskelsvind, til forskning i muskelsvind og til at skabe Plads til forskelle i samfundet - og meget mere.
Se turnéplanen herunder. Billetter og yderligere information om Grøn 2025 kan findes pågroenkoncert.dk.
For pressehenvendelser, kontakt venligst:
Peter Pishai Storgaard · peter@have.dk · 28 49 33 86
Picasa Emily Askjær Grand · picasa@have.dk · 30 13 88 80
—
Om Grøn
I mere end fire årtier har Tuborg og Muskelsvindfonden arrangeret Grøn og skabt musikalske liveoplevelser og fællesskaber på tværs af handicap, alder, etnicitet, køn, seksualitet og religion. Overskuddet fra koncerterne går til Muskelsvindfondens arbejde for et bedre liv med muskelsvind, til forskning i muskelsvind og til at skabe Plads til forskelle i samfundet - og meget mere. I 2024 kunne Tuborg og Muskelsvindfonden fejre historisk tidligt udsolgt, da Grøn for første gang nogensinde kunne melde alt udsolgt i alle otte byer, inden det hele gik i gang - og tilmed med en publikumsrekord på 195.000 gæster.
Om Muskelsvindfonden
Muskelsvindfonden er en forening, et fællesskab og en bevægelse, som kæmper for et bedre liv med muskelsvind. Muskelsvindfonden blev grundlagt i 1971 og er i dag en stærk organisation, som samler mennesker med muskelsvind, 1000vis af pårørende, stærke samarbejdspartnere og engagerede frivillige.
Siden 1983 har Muskelsvindfonden i et partnerskab med Tuborg arrangeret Grøn, for i Muskelsvindfonden samler vi på oplevelser, mens vi samler ind. Overskuddet fra Grøn går til vores arbejde for et bedre liv med muskelsvind og til forskning i muskelsvind.
Om Tuborg
Tuborg blev grundlagt i 1873, og er siden blevet danskernes foretrukne ølmærke. Tuborg har gennem fem årtier haft et stort engagement i musikken og det fællesskab, det bibringer mellem danskerne. Gennem tætte partnerskaber med både det danske musikmiljø og koncert-og festivalarrangører, har Tuborg medvirket til, at danskerne hvert år kan mødes til fællesskab, unikke musikoplevelser og iskolde øl. Tuborg var med til at skabe grundstenen til Grøn tilbage i 1983 og har været medarrangør lige siden.
Turnéplan 2025:
17. juli: Tårnby (Udsolgt)
18. juli: Kolding (Udsolgt)
19. juli: Aarhus (Udsolgt)
20. juli: Aalborg
24. juli: Esbjerg
25. juli: Odense (Udsolgt)
26. juli: Næstved (Udsolgt)
27. juli: Valby (Udsolgt)
Grøn på de sociale medier
Officielt hashtag: #Grøn25
Facebook: facebook.com/groenkoncert
Instagram: Groenkoncert
Snapchat: Groenkoncert
YouTube: Grøn Koncert
TikTok: Groenkoncert